“This train has previously stopped in…” er indlæg, der fokuserer på de fantastiske oplevelser jeg har haft tidligere – i de lande jeg har boet i, besøgt og elsket. Indlæggene kan handle generelt om et sted jeg har boet, en rejse, en specifik oplevelse eller en sjov ting i et land, jeg har besøgt.
——————————
Jeg blev IB student i juni 2000. Efter 3 år omgivet af folk fra hele verden havde min medfødte udlængsel kun vokset sig endnu større, og jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg ville tage et sabbatår i udlandet.
Jeg havde et par krav: jeg var ikke villig til at skulle knokle på et eller andet job i et halvt år inden jeg kunne komme afsted, jeg ville gerne rigtigt bo i et land og ikke bare på 3 måneders sprogskole eller lignende, og jeg ville gerne et sted hen, hvor jeg kunne forbedre mit franske. Når man samtidig ikke har specielt mange penge at gøre godt med, så blev det hurtigt klart, at et år som au pair oplagt for mig.
Jeg kom i kontakt med en fransk/dansk familie over nettet, og endte faktisk med at bo i et sommerhus i Nordsjælland sammen med dem i en uge, men kemien var ikke 100 %, og der var problemer med hvor jeg skulle bo hos dem i Paris, så det endte med at falde igennem. Så der stod jeg i midten af august, og havde ingen familie.
Så ringede telefonen, og det var Jill. En amerikansk kvinde gift med hollandske Jan, som boede i Bruxelles med deres 2 børn. De kunne ikke tilbyde at jeg skulle tale fransk i huset, men da vi allerede ved første samtale talte sammen i over to timer om alt mellem himmel og jord, vidste jeg, at det skulle være dem. De var selv blevet brændt af af en pige, så det var ren held i uheld, at vi begge var “frie” så sent på sommeren.
2 uger senere landede jeg i Zaventeem lufthavn udenfor Bruxelles med et billede af familien i hånden, så jeg kunne finde dem – Jan og Saskia på 4 fandt mig i mylderet, og kort efter mødte jeg både Jill og familiens yngste Sibrand på 1½. De boede i et dejligt hus i udkanten af Bruxelles, og jeg fik husets bedste værelse med balkon.
Der var rigtig mange trapper i det hus!
Udsigten fra mit værelse
Der gik heldigvis ikke lang tid før vi alle var enige om, at vi passede perfekt sammen – ingen af os var interesserede i, at jeg skulle være “ansat”, men i stedet en del af familien, som indgik i hverdagen på lige fod med Jill og Jan. Selvom jeg næsten altid havde fri i weekenden, så brugte jeg de fleste søndage sammen med ungerne – ofte med tømmermænd, for der var også fuld forståelse for, at jeg tog ud med vennerne, og kom hjem når jeg ville.
Mit værelse var indrettet med alt hvad man kunne have brug for – og ude i gangen lå familiens bibliotek!
Da jeg kom ind på universitetet i Skotland mens jeg var i Bruxelles, satte Jan mig ned og sagde: “Nu skal du være universitetsstuderende i Skotland, og så skal du lære 2 ting: at drikke kaffe og drikke whisky!” Så det brugte vi de næste par måneder på – hver morgen fik jeg en større og større kop kaffe, og hver weekend prøvede vi nye single malt whiskyer sammen.
Da jeg var tvivl om hvad jeg skulle kalde Jans meget distingverede mor (for det virkede lidt for meget at kalde hende “Fru”, og man kaldte hende helt sikkert ikke ved hendes fornavn – selv Jan tiltalte hende med “De”), så sagde hun, som var det det mest åbenlyse i verden, “Jamen, du skal da bare kalde mig “Oma” (Bedstemor).
Vi boede på Rue de Mimosas, og når træerne sprang ud, var det utroligt smukt! Stakkels Sibrand er ikke glad for at skulle være model 😉
Jeg har så mange minder derfra, at det føles som om jeg må have været der i årevis – og jeg lærte så meget om mig selv, og ikke mindst det at leve i et andet land. Bruxelles er ikke nogen fantastisk by at besøge som turist, men den er rigtig fin og hyggelig at bo i.
Mest af alt gav det år mig en ekstra familie – og jeg var lykkelig for at komme tilbage 2 år senere i 3 måneder henover sommeren, da vi bød et nyt medlem velkommen. Det var mig, der fik lov at fortælle “mine” to unger, at de var blevet storebror og storesøster til lille Fiona, da de vågnede om morgenen efter Jill havde født.
Da jeg skulle hjem efter det første år fik jeg en lille bitte gave indeholdende min egen nøgle til huset.
Jeg har lige set Jill, da vi var i London, og jeg regner stærkt med at skulle besøge dem i starten af næste år. Uanset hvor længe der går mellem vi ses, så er jeg så heldig at have en ekstra amerikansk/hollandsk familie 🙂
(Billedkvaliteten er ikke den bedste, da alle billederne oprindeligt blev taget med verdens dårligste analoge kamera!)
Vores fine gade
