En impromptu og egentlig ret upassende blog-pause på næsten 3 måneder er det blevet til. Og ja, jeg har brugt noget af den til at tænke rigtigt meget over hvorvidt jeg kunne blive ved med at blogge fremover. Ikke hvorvidt jeg ville, for det har der aldrig været tvivl om, men hvorvidt der stadig er plads til Twenty Years From Now i den nye hverdag, jeg nu så småt er ved vænne mig til…
Jeg er vild med mit nye arbejde, der er spændende og udfordrer mig hver evig eneste dag, men det har været, og er stadig, en ubeskriveligt stor omvæltning fra mit arbejdsliv i Barcelona med hjemmearbejdsplads, meget frie rammer og et afslappet timetal til et job med stort ansvar for andre mennesker, højt tempo og meget lange dage, der dominerer mit liv.
Jeg har skullet gøre op med mig selv om jeg kan finde plads til bloggen – oveni alle de andre ting jeg så gerne vil bruge min efterhånden ret sparsomme fritid på. Og svaret er, at det vil jeg så uendeligt gerne! Det skærer i mit hjerte bare ved tanken om, at mit lille værested herinde ikke længere skulle eksistere, når jeg slet ikke er færdig, og elsker samværet med mine søde læsere.
Men jeg er træt af at lave løfter, der ikke bliver holdt (også selvom det nok mest er mig selv, der bliver skuffet), og holde bloggen over hovedet på mig selv som noget, der skal og bør laves. Det har altid været lysten, der drev værket, og nu må jeg så lære også at tage hensyn til overskuddet uden at have dårlig samvittighed.
Derfor prøver jeg nu i stedet at love mig selv ikke at have dårlig samvittighed, når der går længere tid imellem indlæg eller når jeg ikke lige har lyst til at sidde foran computeren om aftenen. Men i stedet at fokusere på min kærlighed til at skrive og interagere med mine kære læsere og fortælle om mit almindelige, men alligevel lidt anderledes liv.
Sikke en lang og ret sørgelig svada at komme ind til, når der endelig kommer et indlæg efter 3 måneder, hva? Jeg håber de af jer, der endnu ikke helt har opgivet mig stadig har lyst til at følge med herinde. Uden løfter, aftaler eller egentlige planer, men forhåbentlig stadig med et stort ønske om at dele mine oplevelser med jer.
(Bare for at gøre den dårlige samvittighed helt komplet, så “valgte” jeg jo at holde min uplanlagte pause lige efter at have annonceret en give-away! Virkelig dårlig stil, Camilla 🙁 Jeg trækker lige om lidt lod blandt de stakler, der nu har skulle vente ret længe på svar, og sender en ekstra god pakke.)