Dream
Explore
Discover

You will be more disappointed by the things you didn’t do than by the ones you did. So throw off the bowlines. Sail away from the safe harbor. Catch the trade winds in your sails.

Arkiv for ‘Barcelona’ Kategori

21. august 2016
Siden sidst…

Har jeg:

– Været på endnu en vidunderlig sommerferie i det vilde Vestjylland – 14 dage fyldt med dejlige mennesker, vandreture, smutture til Lemvig med VLTJ, voldsomme mængder af hjemmelavet syltetøj, læsning og generelt bare enorme mængder af alle de bedste ting ved dansk sommer.Sommerhus1

– Været på lang weekend i København efter næsten et år uden et besøg i min kære hjemby, hvor jeg fyldte dagene med de bedste venner, den skønneste familie og en uventet tur “down memory lane” henover Amager.

– Været på første retur-visit i Barcelona for at fejre mine nu 35 år på denne jord. En tur, der var fyldt med gensyn med alle vores steder, masser af gode venner, lidt tårer og en hel del mad og drikke. Reelt brugte vi 5 dage på at gå fra sted til sted, hvor vi enten spiste eller drak 🙂

– Været i gang med et kæmpeprojekt om at rydde ud i noget af vores habengut. Det er skræmmende hvor meget krims-krams og mærkelige sager, man kan samle sammen! Jeg er en af den slags mennesker, som er meget knyttet til nogle fysiske ejendele, men hvem har egentlig brug for 7 gamle sportstasker, 10 forskellige forvaskede pyjamastoppe eller 3 kæmpe kasser med cd’er, som jeg ikke har hørt i mindst 10 år?

London Mar 2016

– Været et par gange i London i forbindelse med arbejdet, og er blevet mere og mere glad for den skønne by.

– Været til den mest fantastiske koncert nogensinde med The Boss! Utroligt, at en mand på 66 kan have og give så utroligt meget energi!

– Brugt en del mere tid end tidligere på at værdsætte det faktum, at Bruxelles faktisk er en ganske hyggelig og fin by.

Bruxelles rainbow

– Planlagt snarligt kommende drømmeferie

– Og i øvrigt fuldstændigt ignoreret, at jeg faktisk har en blog, men dog ikke stoppet med at skrive blogidéer ned, så jeg nu har 2 A4-siders ark. Hjælper I mig med at krydse fingre for, at jeg rent faktisk får skrevet bare nogle af dem?

23. april 2014
Feliç diada de Sant Jordi!

Der har været meget stille på bloggen den sidste tid, men det er der en meget god grund til, som jeg lige om lidt kan løfte sløret for. Lad os bare sige, at der foregår ret store ting her i Camilla-land lige i øjeblikket 🙂

Men lige nu skal det handle om min yndlings-“helligdag” her i Barcelona: Sant Jordi.

Sant Jordi (eller Sankt Georg) var en fin fyr, som hjalp en landsby, der var meget plaget af en frygtelig drage! Landsbyboerne var nødt til at ofre mennesker for at få dragen til at lade dem være i fred, og en dag kom turen til prinsessen.
Heldigvis mødte hun på vejen den flinke Sant Jordi, som i stedet dræbte dragen, og frelste landsbyen! Og der hvor dragens blod ramte jorden, voksede der en smuk rose frem…
Sant Jordi1Derfor er hele Barcelona i dag fyldt til randen med roser! På alle gadehjørner står der boder med fint indbundne røde roser, og mange støtter lokale sportklubber eller velgørende formål.

Det er tradition, at alle mænd køber roser til deres elskede, som så til gengæld kvitterer med en bog til ære for Shakespeare og Miguel de Cervantes (Don Quixote), der henholdvis har fødsels – og dødsdag d. 23 april. Derfor er der også masser af “bog-boder” at finde rundt omkring i byens gader i dag.
Sant JordiSom regel køber man også gerne roser til piger og kvinder, som man holder af eller gerne vil vise taknemmelighed. Vi plejer eksempelvis at købe roser til de søde damer i vores lokale supermarked og vores veninde/udlejer, og på min gamle arbejdsplads havde chefen altid købt roser til alle de kvindelige medarbejdere på Sant Jordi.

Sant Jordi er desuden Cataloniens skytshelgen, så derfor er de fleste blomster og bøger indbundne i cellofan påtrykt det catalanske flag.

Personligt er jeg lidt misundelig på alle der herrer, der får boggaver i dag, men jeg har heldigvis fået den smukkeste hjemmegroede rose i dag, som dufter så skønt, så jeg klarer mig 😉Rose

19. marts 2014
Hvad siger I?

For nylig har jeg læst 2 meget interessante artikler, der endte med at inspirere mig til dette indlæg.
Den første handlede om danskernes mest populære rejsemål, og her lå Barcelona på en fin tredjeplads – hvilket slet ikke overrasker mig, for der er virkelig mange danskere hernede, og specielt inde i centrum bliver jeg tit overrasket over hvor mange der faktisk er! Og så sent som i går delte jeg metrovogn med en hel gymnasieklasse – det er ganske underholdende at sidde for sig selv, og pludselig høre
“2C, I skal blive sammen, og så skal vi af på det dér Diagonal-stop” 🙂

Street1

Den anden artikel handlede om en undersøgelse, der havde vist, at hver tredje dansker gerne vil bo i udlandet. Virkeligheden er dog, at det kun er ca. 3-4% af danskerne, som rent faktisk bor i udlandet, og ifølge artiklen skyldes det primært praktiske årsager – at folk når det kommer til stykket har meget svært ved at tage det sidste skridt, der resulterer i en international flytning.

Ud fra de to artikler mener jeg godt at kunne konkludere, at mange danskere drømmer om at flytte udenlands og/eller holder meget af Barcelona 🙂
Hvis det er rigtigt, så er der måske også nogen af jer som læser med herinde, der har nogle specifikke spørgsmål omkring det at bo hernede – så jeg tænkte, at det kunne være sjovt at høre, om der er noget bestemt I gerne ville have jeg skriver noget (mere) om.

Street2new

Er der nogen ting eller steder i Barcelona I kunne tænke jer at høre mere om? Nogle erfaringer eller tips til at være hernede? En top 5 liste over mine yndlingssteder? Hvilke tanker jeg gør mig om de praktiske aspekter af at bo i udlandet over længere tid? Eller måske hvordan det rent praktisk har fungeret for mig de gange jeg har flyttet udenlands?
Disse er allesammen ting jeg selv har tænkt på at lave indlæg om, og som jeg muligvis skriver uanset, men jeg synes det kunne være spændende og hyggeligt at høre lidt fra jer, om der er noget I kunne tænke jer at høre mere om.

Så skriv endelig! Alle forslag eller ønsker er meget velkomne 🙂

13. februar 2014
Calçotada!

Fra januar til slutningen af marts er det tid til calçotada for catalanerne!
Den normale søndagsfamiliefrokost bliver ofte udskiftet med en tur til et af de mange steder udenfor byen, som serverer den traditionelle spise – og for nylig var jeg så heldig at blive inviteret med til en fødselsdags-calçotada!

Jamen, hvad er så calçotada? Det er ganske enkelt spisningen af calçots.

CalcotsBlandingen af de varme løg og den søde dressing er helt perfekt!

Forestil dig forvoksede forårsløg, som bliver smidt på en grill, indtil de yderste lag er helt sorte. Så bliver de på store fade bragt til bordet, hvor gæsterne sidder klar udstyret med plastikhandsker, vådservietter og hagesmæk! Man holder calçot’en op ved den grønne ende, trækker de yderste brændte lag af, dypper enden i en skøn romesco-sauce lavet på grillede peberfrugter, lægger nakken tilbage og sænker den lune calçot lige ned i munden!
Gentag indtil du ikke kan mere 🙂

Eating1Eating2

Udover selve calçots’ene får man tit grillet lam og pølser efterfølgende med aïoli (fransk hvidløgsmayonnaise), og en crema catalana til dessert (som en creme brulée med krydderier).
Desuden bliver bordet løbende fyldt med de såkaldte porrons fyldt med både hvidvin og senere sød moscatel – det er en udfordring at drikke godt og flot fra sådan en flaske, men det er altid sjovt, omend ikke kønt, at forsøge sig!

PorronJa, kønt er det ikke! Men jeg vandt i hvem der kunne få porron’en længst ud!

Der er noget helt specielt over at sidde sammen med en masse andre voksne mennesker, der alle er iklædt hagesmæk, og spilde og grise og grine og bare hygge i øjeblikket. Der var flere af de andre gæster til fødselsdagen, som jeg aldrig havde mødt før, men jeg skal love for man hurtigt lærer hinanden at kende, når man sidder med rød sovs ned af hagen og vildt snaskede fingre!

TrainVi tog toget ud til den fine station – Les Planes

Hvert år arrangerer de forskellige barrios (nabolag) i Barcelona store calçotadas midt på gaden i kvarteret, og naboer og tilkommere sidder side om side ved kæmpe langborde fyldt med calçots, romesco-sauce og porrons.
Det siger det hele, at man simpelthen har et ord, der udelukkende betyder den hygge og oplevelse, der er ved at spise de lækre calçots – og personligt glæder jeg mig allerede til min næste calçotada!

11. februar 2014
Jeg har altid gerne ville have en svimmingpool

Altså, jeg elsker at svømme – og har altid drømt om en dag at kunne stå op, tage badetøj på, og hoppe direkte ud i min egen pool og svømme et par baner før dagen for alvor starter.

Der er tydeligvis nogen et sted i universet, der har hørt min drøm og tænkt “det skal hun da ha’!” Men altså… Jeg tror der er gået noget galt i kommunikationen et sted, for her til aften fik jeg i stedet oversvømmelse i køkkenet. Ja. Og en noget tvær underbo som nu har vand stående ned igennem loftet og ødelagte gulvbrædder.
Så altså næsten rigtigt…

I vores køkken har vi en lille slags indvendig “altan”, som vi bruger til opbevaring af diverse ting som støvsuger og strygebræt og vores vaskemaskine. Nu er der så sprunget et hul et sted inde i muren, og hele rummet bliver oversvømmet på ca. 5 min hvis vandet til vores lejlighed er tændt.

Køkken1Alle de dimser og ting og sager, der normalt står ude på altan/opbevaringsrummet i mit fine orange køkken.

Køkken2Suk…

Så nu sidder jeg med dybfrosne fingre efter at have søbet store mængder vand op derude af flere omgange, køkkenet fyldt med gryder og potter fyldt med vand, en spand med vand til når man skal på toilettet, og en anelse sortsyn.
Der er nu noget helt specielt ved gamle spanske bygninger, og spanske håndværkere, der kan komme engang i morgen selvom vi i mellemtiden er nødt til at have helt slukket for al vandet, så underboen ikke drunker…

Køkken3
I det mindste nåede jeg at købe masser af jordbær til at drukne mine sorger.

14. januar 2014
Det der med at blogge…

Jeg er blevet ret glad for bloggen – det er forhåbentlig ikke nogen hemmelighed. Jeg holder meget af at finde på indlæg at dele med jer, og modtage jeres kommentarer og ikke mindst selv udforske de spændende, anderledes, sjove og triste blogs, der findes rundt omkring.

Jeg har egentlig aldrig forventet at få andet “ud” af bloggen end interaktion og nogle hyggelige timer – men i går oplevede jeg den fine bonus, der åbenbart også kan være ved at have en blog: jeg tilbragte dagen sammen med et nyt og interessant menneske, som jeg aldrig ville have mødt hvis ikke det var for bloggen!

Hende her er lige kommet til Barcelona, og skal tilbringe de næste 5 måneder i byen – og jeg har flere gange tilbudt at mødes til en kop kaffe og en snak, hvis hun skulle have lyst.
I går blev en hurtig kop kaffe pludselig til 7 timers tapas, vandretur, en del drinks og aftensmad – alt sammen akkompagneret af en frygtelig masse snakken om alt mellem himmel og jord!

Mad

Det er stadig ret utrolig for mig, at en lille “fritidssyssel” på den måde kan give sådanne hyggelige oplevelser! Flere af dem, tak – så I slipper nok ikke for mig lige med det samme. Og jeg giver SÅ gerne en kop kaffe næste gang I kigger forbi Barcelona! 🙂

5. december 2013
Intercambio

keep-calm-and-habla-español-5

Som jeg kort har nævnt tidligere, så har jeg for nylig endelig kastet mig ud i det såkaldte intercambio. Det går ganske enkelt ud på, at man finder sig en “makker”, som taler et sprog man gerne vil lære og gerne vil lære et sprog man selv taler – og så mødes man ellers ganske uformelt og snakker… og snakker 🙂

Der findes en del sites på nettet, hvor man kan finde intercambio-makkere her i Barcelona, men jeg har aldrig rigtigt fået taget mig sammen til det – selvom det jo er uformelt, så kræver det alligevel en ret stor investering, og jeg ved fra flere bekendte, at man kan møde mange intercambio-frøer før man finder den rigtige prins/prinsesse.
Min veninde Annette fortalte eksempelvis om den flinke spanske mand, som var meget interesseret i at lære engelsk, og at det skulle være seriøst – så skulle de ikke mødes på et diskotek kl. 01 om natten? 🙂

Faktisk taler jeg mest spansk med de søde ansatte i vores lokale supermarked – det er et lille sted, og de er meget søde til at lige få en lille sludder, når der nu alligevel ikke er så meget at lave. Så en dag tog jeg mig sammen, og spurgte den søde Anna, som arbejder i “delikatessen”, og som jeg har talt rigtigt meget med om ret personlige ting allerede, om ikke hun havde lyst til at mødes til en kop kaffe.

Jeg synes selv, at jeg var meget modig, og heldigvis sagde hun ja – hun har fri 3 timer hver eftermiddag, mens butikken holder siestalukket, og bor langt væk, så hun var helt klar på at bruge et par timer hver tirsdag på at tale henholdvis spansk og engelsk på en af de lokale caféer med mig!

Ana

I tirsdags mødtes vi for fjerde gang, og det er simpelthen så hyggeligt! Vi kæmper os igennem de mange spørgsmål og svar på de forskellige sprog, og det er ikke altid vi er lige gode til at rette hinanden (hvilket jo er meningen), men jeg synes indtil videre, at jeg får rigtig meget ud af det alligevel. Og så er det jo bare en kæmpe bonus, at jeg har fået en ny ven med i købet 🙂

17. november 2013
Barcelona – tips & tricks?

Jeg holder uendeligt meget af Barcelona. Det er en skøn by, som jeg føler mig meget hjemme i, og som har en utrolig og nærmest utømmelig mængde tilbud – seværdigheder, mad, kultur, shopping og alt det andet.

PasseigdeGracia

Der er flere bloggere rundt omkring, som har lavet “Best of” eller tipsindlæg til deres yndlingsbyer/feriesteder, og kommet med såkaldte insidertips til hvad man skal se/spise/opleve. Og ikke mindst er jeg selv meget ofte (både online og personligt) blevet bedt om gode råd til spisesteder og “hvad SKAL jeg se på 3 dage”.

Bygning1

Hver gang giver jeg meget gerne råd – jeg holder af at dele steder som jeg er glad for med andre, og jeg har jo også valgt at lave en lille (og meget begrænset) underside her på bloggen med nogle af mine yndlingsspisesteder.
Men jeg har samtidig altid lidt ambivalent med at give den slags råd; der er jo ingen tvivl om, at jeg som bosiddende i byen nok kender flere steder end en person, der har været her på ferie i 3 dage – men betyder det, at mine råd er mere værd? Eller bedre?

Alt hvad jeg kan lide er jo langt hen af vejen baseret på mine personlige præferencer – hvad jeg synes er flot eller interessant eller smager godt – og det er jo i sig selv ingen garanti for, at andre vil synes det samme.
Det gør, at jeg ret bevidst har afholdt mig fra at lave indlæg, der decideret handler om “tips og tricks” eller “det skal du se”, for det vil altid være en reflektion af mine personlige interesser – eksempelvis vil jeg (hvis presset) kunne sige, at jeg rigtig godt kan lide Primark, og at jeg ved, der ligger nogle meget fine one-of-a-kind tøjbutikker rundt omkring, men mode og shopping som sådan er ikke noget jeg interesserer mig for, så jeg er nok ikke særlig god, hvis du glæder dig til at se på mode i Barcelona.

Og når det kommer til mad, synes jeg det er endnu sværere – jeg ved hvad jeg kan lide, og jeg er ikke kræsen, men jeg har jo prøvet en virkelig lille del af udvalget, og hvad nu hvis den bedste tapasrestaurant i Barcelona slet ikke er dem jeg elsker? Så er du gået glip af at have fundet den, fordi jeg kun kender til mit yndlingssted!

MercatGracia

En meget lang tankestrøm som munder ud i noget ganske enkelt:
Kan I, mine kære læsere, godt lide og bruge den slags anbefalinger og “tips og tricks”? Er det noget I “mangler” på en blog, der jo unægtelig handler om en meget populær rejsedestination for danskere ? Velvidende, at sådanne anbefalinger vil være mine helt personlige og subjektive holdninger?

19. oktober 2013
Så legede vi, at det var efterår…

Jeg skriver sjældent om, at det er dejligt vejr hernede. Det er det nemlig det meste af tiden, og jer der sidder i Danmark ved det godt, og så bliver det nemt sådan noget “se, hvor lækkert vi har det”-gejl. Det gider vi ikke.
Men i dag vil jeg gerne brokke mig lidt – jeg ved godt, at man som dansker ikke må brokke sig over varmt og solrigt vejr, men jeg gør det lige lidt alligevel, ok?

For ser I, jeg købte den anden dag (da der var overskyet og regnfuldt) de fineste æbler, som jeg lige siden har gået og drømt om skulle laves til en god, gammeldags æblekage. Jeg elsker nemlig æblekage, men får det meget sjældent – jeg tror faktisk ikke jeg har fået det siden sidste efterår, da jeg var på besøg hos den dejlige storebrorfamilie, og han serverede det til dessert. Uhm!

Men skal det være, så skal det være ordentligt. Nogle af jer husker måske dengang jeg endelig efter mange års søgen havde fundet rigtig frisk piskefløde i Barcelona – hvilken glædesdag! Og i mit hoved er ordentlig flødeskum altså en meget stor del af en god æblekage, så det skulle der til. Dernæst skal man jo have noget der knaser – nogen sværger til makroner, andre mener kun det kan gøres rigtigt med rasp. Ingen af tingene kan opdrives i Barcelona! I hvert fald ikke sådan en ikke-saltet, grovkornet rasp og slet ikke makroner. Suk…

Men så i dag tog jeg turen til det mest velassorterede supermarked, fandt noget pokkers dyrt grovkornet rasp (altså, vi er enige om, at det bare er fancy brødrester, ikke?), OG tog forbi den lille biks, hvor jeg nu ved de har frisk fløde, og så kunne jeg endelig lave æblekage til fredagsdessert!

RaspOg ved I hvad så? Så er det vildt varmt i dag – sådan så man kun kan holde ud at have t-shirt på!
Og ja, jeg ved det godt – jeg bør ikke brokke mig, men når man nu endelig skal sidde og hygge med den mest efterårsagtige lækkerbisken, så synes jeg godt det kunne tage at regne lidt på min rude.

I stedet vil jeg rulle for, tænde nogle stearinlys, sætte mig demonstrativt under et tæppe, og så leger vi bare det er efterår, ik?
Æblekage

Camilla
| Skriv kommentar
Kategorier: Tags: , , , ,
25. september 2013
Prøv noget nyt

Der har været lidt stille på bloggen de sidste par dage – verdens bedste mutti var på besøg her i Vallcarca, og så er det lidt svært at finde tid til at lave indlæg, MEN der er til gengæld samlet ind til en masse nye 🙂

Vi har hygget helt utroligt, spist en masse god mad og sågar fået krydset et par ting af min Bucket List.

En af de ting, der er allerbedst ved at have besøg (udover at man jo altså ret godt kan lide de der mennesker, der kommer) er, at man kommer ud og prøve nogle ting, som man ikke ellers fik gjort.

Der er SÅ mange spændende steder i en så stor by, og selvom vi helt sikkert er bedre til at få prøvet nogle af dem end vi var i Danmark, så er de fleste dage jo hverdage selv i en fantastisk storby.
Man kommer meget på de samme restauranter, går de samme ture og køber de samme ting i supermarkedet. Og sådan må det gerne være, for rutiner og stamsteder giver en følelse af at høre til – at høre hjemme.
Men nogen gange kan man også komme til at sidde lidt fast i rutinerne og de samme 5-6 restauranter, som man ved er gode.

Så er det guld værd at have gæster, der giver et lille skub til at prøve noget nyt. Mutti er virkelig god til det – hun er den gæst, der har været her allerflest gange (tror vi nåede op på 9 besøg denne gang), så hun har efterhånden prøvet alle vores stamsteder, og bruger derfor gerne tid på at finde på noget nyt – specielt spisesteder!

Det resulterede denne gang i en af de bedste madoplevelser vi har haft længe – en nyåbnet tapasrestaurant i et kvarter vi aldrig havde været i før. Med superlækker mad, hyggelige omgivelser og ikke mindst en helt utrolig betjening – og alt sammen til ganske fornuftige priser. Og muligvis en ny arvtager til prisen “Barcelonas bedste patatas bravas”!

TablematTavleHele menuen står skrevet på den ene væg
Hjørne

Bambarol ser ikke ud af meget, men deres tapas er en blanding af klassisk og nytænkende – alt sammen friskt og meget smagfuldt – og serveret af den energiske og utroligt søde Flo. Som gennemgår hele menuen med dig (på perfekt engelsk), og anbefaler og hjælper. Lad mig sige det sådan her: Vi har aldrig givet så mange drikkepenge! Og det var fuldt fortjent!

SuppeMutti fik en eftersigende virkelig lækker hibiscus suppe til dessert
RegningManhattanOg middagen blev rundet af med drinks på en nærliggende bar

Så hvis I kommer forbi denne dejlige by, og gerne vil prøve nogle fantastiske tapas med super service, så smut en tur forbi Bambarol – husk dog at bestille bord!