Twenty Years From Now…

I dag har jeg købt et nyt sofabord. Bordet i sig selv er der som sådan ikke noget specielt ved – det er fra Ikea, og helt magen til det, der allerede står i vores stue, bare meget pænere.

Den symbolske handling, der ligger i købet af et nyt sofabord i dag, er dog ret stor…
Jeg har længe godt vidst, at vi trængte (meget) til et nyt bord, da det gamle simpelthen er så grimt og slidt, men det der jeg har ventet på har betydet, at jeg hele tiden har udskydt det.

For der var nemlig en ret god sandsynlighed for, at vi skulle flytte til USA!
Og så var det jo fjollet at købe nyt sofabord, hvis man skulle over på den anden side af Atlanten lige om lidt…

I december sidste år blev jeg tilbudt en ny stilling på den amerikanske østkyst – betinget af, at U.S. Immigration gik med til at give mig opholds- og arbejdstilladelse.
Det skal jeg hilse og sige ikke er nogen hverken nem eller hurtig proces, men efter i flere omgange at have samlet stakke efter stakke af dokumenter om alt fra eksamensbeviser til uflatterende billeder og rosende breve, skete der endelig noget 18. september klokken meget sent dansk/spansk tid.
Pludselig (altså så pludseligt, som det kan blive efter ca. 9 måneder!) stod der: “Your petition has been approved!” (udråbstegnet har jeg så selv tilføjet – den amerikanske immigrationstjeneste bruger ikke den slags følelser).

Store glædesudbrud fulgte – det er ret overvældende at pludselig få et svar, når det nærmest er blevet standard-indstilling, at man er i konstant venteposition!

De gode nyheder betød dog ikke, at det hele var på plads – der manglede et endeligt interview på ambassaden i Madrid, og ikke mindst en lønforhandling.
Eftersom vi reelt ingen idé havde om hvor meget det koster at bo i USA, hvad man skal betale i skat eller hvordan deres sygesikring fungerer, brugte vi de næste par uger på at få styr på alle de ting. Et budget, som så fornuftigt ud og mere viden om hvad vi skulle forvente os med hensyn til bil, lejlighed, indkøb og forsikring.
Man kunne nærmest se sig selv sidde i flyet – uden returbillet…

Som I nok kan gætte på indkøb af sofabord, så skal vi dog alligevel ikke med et envejs-fly i denne omgang. Virksomheden var ganske enkelt ikke villige til at betale den løn, som jeg synes, at jeg og mine evner er værd. Derfor har jeg i går – efter et par forhandlingssamtaler – takket pænt nej tak til jobbet.

Det var ikke nemt. Jeg har siden teenageårene haft en stor drøm om en dag at bo i USA, og det kræver mange kræfter at stå med en fin og færdigindpakket gave indholdende en stor drøm i hånden… Og så give den tilbage og sige nej tak.
Men det var det helt rigtige at gøre. Det er jeg heldigvis slet ikke i tvivl om – drømmen er intet værd, hvis man ikke har rammerne til reelt at kunne udleve den. Og den lever heldigvis videre i bedste velgående – det skulle bare ikke være lige nu…

Så nu endelig en forklaring på hvad jeg har ventet på meget længe, og ikke mindst hvorfor der har været lidt stille på bloggen de sidste par uger.

Det har krævet al min opmærksomhed, alle mine kræfter og en masse sjælesøgen at komme frem til en beslutning, som jeg var sikker på – og nu føler jeg at, der er løftet en kæmpe vægt fra mine skuldre! Det er superærgeligt, at det ikke blev til noget i denne omgang, men nu føler jeg mig fri – fri til at drømme om noget nyt og finde ud af hvad jeg så skal nu…

Drømmene står heldigvis i kø!