Lige nu går der to mænd rundt i mit hjem. De åbner mine skabe, og tager alle mine ting ud. De folder mit tøj ud og folder det påny, så det passer bedre ned i en kasse. De tager porcelænskransekagefiguren fra min bryllupskage, og pakker den varsomt ind.
Imens sidder jeg her og ser på.
Det er virkelig mærkeligt ikke selv at skulle pakke vores hjem ned. Og samtidigt er det jo fantastisk, at vi netop ikke har skullet bekymre os om kasser, bobleplast og alle de mange, mange bøger og dimser, der skal have plads.
De sidste par dage har vi flere gange kigget på hinanden og sagt, “det føles slet ikke som om vi skal flytte om 3 dage” – for når ens hjem ser ud fuldstændig som det hele tiden har gjort, så føles det meget uvirkeligt, at der lige om lidt er tomt.
Jeg kan mærke, at det er meget vigtigt, at jeg lige nu sidder her og skriver, og bagefter har noget arbejde at tage mig til, for ellers ville jeg sværme om de stakkels rare flyttemænd som en lille irriterende bi. Det er jo mit liv, mit hjem, alt hvad jeg ejer, som de lige nu pakker i kasser jeg ikke skal regne med at se igen før om et godt stykke tid.
I morgen aften vil der være fuldstændig tomt i vores Barcelona lejliglighed. Vi har lånt det allermest nødvendige af en veninde, og så vil vi tilbringe vores sidste nat i Barcelona og vores hjem, som vi gjorde den allerførste: uden andet end hinanden, en madras på gulvet, spændthed i maven og en masse minder.
Vores fine gade