Twenty Years From Now…

Baggrunden for denne blog er jo, at jeg har valgt at bosætte mig uden for Danmarks grænser, og når jeg fortæller, at vi valgte at tage springet for de der små 4 år siden, så er næste spørgsmål næsten altid: “Jamen, hvorfor valgte I at gøre det?”

Det er ikke noget nemt spørgsmål at svare på. Og så alligevel… Hvis man nogensinde selv har haft en drøm eller et ønske om at prøve at bo i et andet land, så er det slet ikke så svært at forklare: vi valgte at flytte til Barcelona, fordi det ganske enkelt kunne være spændende at bo i et andet land – og fordi jeg altid drømmer om at rejse, og bo i endnu et nyt land.
Og vi havde muligheden, og valgte at gå efter det – man kan utroligt meget, hvis man virkelig vil det. Og ikke mindst tør vove forsøget…

Men hvis man aldrig selv har overvejet det, så er det meget sværere at forklare hvorfor man på den måde vælger at rykke alt op, og bare satse på, at det nok skal gå, simpelthen fordi man virkelig gerne vil det. De samme mennesker (i min erfaring) forventer som regel, at jeg har en masse konkrete årsager til at have flyttet – at jeg eksempelvis elsker varmt vejr, blev nødt til at flytte pga. arbejde eller lignende – og for dem vil mit ærlige svar aldrig være tilfredsstillende. Vi føler det simpelthen forskelligt… og det er jo fantastisk, selvom vi aldrig vil kunne rigtigt forstå hinanden. Man kan ikke forklare følelser…

Ofte spørger de mennesker mig også, hvorfor jeg synes Barcelona er bedre end Danmark – og lige præcis dér rammer de hovedet på sømmet. For det er slet ikke en del af mit verdenssyn eller mine følelser – jeg er ikke flyttet udenlands, fordi jeg var/er utilfreds med Danmark! Jeg elsker mit land, og jeg er stolt af at være dansker, og vil aldrig kunne være andet, for det er der jeg kommer fra.
Men jeg kan sagtens føje til hvem jeg er – og det er dét jeg “leder” efter. Hvert land har sine kvaliteter og ulemper/ting man er uenig med, men for mig ligger det i oplevelsen – på godt og ondt at prøve noget andet og anderledes! Bare fordi det er anderledes, ikke fordi det er hverken bedre eller værre…

Jeg talte med en af mine venner den anden dag, om hvad man leder efter i en partner, og om det er urealistisk at have nogle ting, som man betragter som deal-breakers – ting, som man under ingen omstændigheder kunne acceptere uanset hvor fantastisk en person ellers måtte være.

Nu har jeg jo været så heldig at finde en mand i mere eller mindre første forsøg, der heldigvis godt kunne overtales til at tage med mig ud i verden på eventyr, så jeg har reelt aldrig stået i en situation, hvor jeg var dybt forelsket i en person, som var perfekt på alle andre måder, men som slet ikke kunne forestille sig at leve udenlands.
Men jeg føler mig meget overbevist om, at det virkelig er en deal-breaker for mig – jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde ikke har haft lysten til at rejse, opleve og ville dykke helt ned i hver enkel kultur jeg har besøgt.

Hver gang jeg oplever et nyt sted, drømmer jeg om at bo der, lære sproget, blive helt indfødt og vide hvordan hele kulturen fungerer… Og jeg bliver lige trist hver gang jeg indser, at det i virkeligheden slet ikke kan lade sig gøre. Jeg er nok nødt til at stille mig tilfreds med at have et godt kendskab til måske et par stykker.

Glade dage i Firenze

En glad Camilla på besøg i New York for første gang!

Utrolig udsigt fra “Godfather”-kirken i Savoca på Sicilien

På eventyr i Acapulcos gader – verdens bedste tacos!

Det blev et lidt længere indlæg end jeg lige havde planlagt, men som I kan se, så er det ikke nemt at “forklare” hvorfor jeg føler som jeg gør – hvorfor min udlængsel er så stærk, at den på ingen måde kan ignoreres. Den er en helt essentiel del af hvem jeg er, og jeg holder faktisk utroligt meget af den – og håber jeg kan blive ved med at stille den nogenlunde tilfreds 🙂

Altid på vej mod nye eventyr…