11. juni 2014
Jeg kan sove når jeg…

Klokken er snart 22.30, og jeg sidder for første gang inde på vores kontor/gæsteværelse. Foran mig er der en fin udsigt over nabolagets baghuse og de sidste stråler fra den nedgående sol.

De mange lyse timer har været fuldstændig afgørende de sidste par uger. Givet os tid og overskud til at få ordnet alle de ting, der skulle ordnes og stadig have lidt lys at nyde inden man lukker øjnene.
For der er og ikke mindst har været mange, mange ting på listen – den man skal igennem inden man kan se sig omkring og føle, at man nu igen har et hjem, en velfungerende hverdag samt tid og ro til bare at slappe af.

Jeg startede på mit nye job 2 dage efter vi ankom til Bruxelles, og selvom J var helt utrolig til at arrangere og ordne og planlægge, mens jeg fyldte hovedet med ny viden og nye mennesker, så var der altid noget, der lige skulle diskuteres og klares, når jeg endelig var hjemme igen. Og inden man fik set sig om, så var det tid til at sove og starte forfra igen næste dag.
Det alt sammen med en åben kuffert og intet sted at kalde “hjemme”. Det er overraskende hårdt ikke at have et hjem – et sted hvor man er omgivet af sine ting, kan gøre som man vil og ikke mindst føle sig tryg. Netop det man har allermest brug for, når man kæmper for at komme på benene.

Man fanger ofte sig selv i at tænke, om det virkelig var lige så hårdt sidste gang? Hvorfor man har sådan en besværlig udlængsel, der gør, at man helt frivilligt har valgt situationen – og hvordan i alverden man havde fået bildt sig selv ind, at man lige gjorde sådan, sådan og sådan, og så var det hele i orden…

 

Vi er forhåbentlig over det hårdeste på nuværende tidspunkt, men i min krop sidder dog stadig en dyb træthed, og i min hjerne slås nye arbejdsrelaterede input om pladsen med tanker om masser af praktiske gøremål, drømme om nye oplevelser i vores nye land, og ønsker om bare at lave ingenting overhovedet.

Det er utroligt udfordrende og hårdt at rykke hele sit liv op med rode og flytte til et andet land. Hvis man samtidig er så fjollet at starte på et nyt arbejde 2 dage efter ankomsten, så har man nærmest stillet en umulig opgave for sig selv – og det koster på overskudskontoen, familie/venner-pleje-kontoen, tanker-om-andet-end-flytning-kontoen, og ikke mindst pengekontoen.

Men når alt det så er sagt, og jeg sidder her i mit nye hjem i besiddelse af et utroligt spændende nyt job, en fantastisk ægtemand (ham havde jeg dog i forvejen 🙂 ), og en ret stor stolthed over indtil videre at have klaret selv de hårdeste dage, så tænker jeg, at det nok alligevel er kampen værd…

Nøgler

Camilla

8 kommentarer til “Jeg kan sove når jeg…”

  1. GOWNSANDROSES siger:

    Det er så godt gået, at du tør rykke op og følge dine chancer!
    Jeg ville ønske, jeg var ligeså sej, som du er 🙂 Og selvfølgelig er der hårde dage, men det lader nu alligevel til, at du klarer det utroligt flot!
    Jeg håber, det hele begynder at normalisere sig snart, så du kan få lidt mere tid til at nyde alle de nye indtryk 🙂

    • Camilla siger:

      Tusind tak, søde Anne-Li! Jeg føler mig slet ikke specielt sej eller stærk, men jeg nægter dog at give op 🙂 Det er så småt ved at blive mere og mere hverdag 🙂

  2. Irene siger:

    Puha, det lyder som noget af en opgave. Der må have været tryk på!

    • Camilla siger:

      Ja, det var virkelig fuld kraft fremad! Man glemmer virkelig hvor meget tid og kræfter, der skal til for at få det hele til at hænge sammen!

  3. Rikke siger:

    Sikke en masse stress og jag! Men du er jo også sådan en ildsjæl, der virkelig brænder for de nye oplevelser og udfordringer, fornemmer jeg! Og det er altså virkelig, virkelig sejt. Det er sejt, at du tør tage chancen, og det er endnu sejere, at du rent faktisk gør det.

    Jeg håber, at du snart kan sætte dig mageligt til rette i dit nye hjem uden alt for mange punkter på din to-do liste 🙂

    • Camilla siger:

      Tak, Rikke! Ja, det er jo nok i sidste ende dét – jeg kan slet ikke lade være uanset hvor hårdt det så kan være. Og allerede nu, hvor der er lidt mere ro på, er der ingen tvivl om, at det er det hele værd 🙂

  4. Heidi B. siger:

    Jeg synes simpelthen det er så ubeskriveligt sejt, at du bare rykker livet op med rode, og starter forfra (næsten). Jeg har på fornemmelsen, jeg kommer til at gøre det samme i fremtiden, og så er det sgu lækkert, at kunne læse med her, og vide at det faktisk godt kan lykkes 🙂

    • Camilla siger:

      Ih, tusind tak, Heidi! Jeg bliver helt forlegen… Jeg er virkelig glad for at høre, at det måske endda kan give lidt “støtte” at følge mine kampe og oplevelser. Jeg kan jo trods alt ikke sige andet, end at de gode oplevelser og den store lykke det er at “komme ud på den anden side” er det hele værd, og giver succesfølelse som meget lidt andet!

      Jeg glæder mig meget til forhåbentlig at kunne følge med hos dig når du måske tager springet 😉

Skriv en kommentar