Dream
Explore
Discover

You will be more disappointed by the things you didn’t do than by the ones you did. So throw off the bowlines. Sail away from the safe harbor. Catch the trade winds in your sails.

Arkiv for september, 2013

29. september 2013
Klosteret på bjerget

Verdens bedste mutti sagde allerede da jeg første gang fortalte om min Barcelona Bucket Liste, at næste gang hun kom på besøg, så skulle vi have streget et par ting.
Som sagt, så gjort!

Sidste søndag tog vi derfor mod Plaza Espanya hvorfor toget mod Montserrat afgår – det første halvanden år vi boede i Barcelona tog jeg den samme vej på arbejde, så det var helt ligesom i gamle dage. Omend noget hyggeligere, med færre skubbende mennesker og mindre “nu er jeg for sent på den IGEN!”-følelse.

Togturen tager ca. 1 time (61 min helt præcist), og når først man kommer ud af de underjordiske tunneller lige omkring byen, så er det faktisk en rigtig fin tur med smukke landskaber. Når man køber sin billet skal man med det samme bestemme sig for, om man vil tage det sidste stykke med kabelbane eller slæbebane op af bjerget – aeri eller funicular.

AeriMan kan ane klosteret oppe på bjerget til højre

Vi besluttede os for at tage kabelbanen – og det var virkelig en stor del af oplevelsen! Nu er der heldigvis ingen af os, der er bange for højder, men man får alligevel noget af et sug i maven, når man ret hurtigt befinder sig i en lille gul metalkasse med 10 andre hængende i et kabel – direkte over en enorm kløft!

Aeri2Sådan så det ud nedefra lige inden vi selv gik ind i metalkassen
Aeri3Og nu inde i metalkassen…

Sikkert oppe på bjerget (og det var sikkert. Det ved jeg, fordi hvis jeg nogensinde bliver det mindste nervøs i sådanne situationer, ser jeg altid bare på den konduktør/vagt, der er med ombord – jo mere han ser ud, som om han røvkeder sig, jo mere sikker føler jeg mig – og det var helt sikkert en meget sikker tur!), blev jeg noget overrasket over hvor relativt turistet det lige så ud. Der var både butikker, flere spisesteder, isbutikker og et lille tog, der kunne give dig en tur rundt i området. Men det var faktisk ikke så slemt – det er sådan set fint nok, at klosteret har taget ansvar for, at der kommer så mange mennesker.

Vi besluttede os for at spise lidt mad (hvis der stadig er nogen, der er i tvivl, så er mad noget vi bruger en del tid på), og endte med at vælge klosterets restaurant, som faktisk var med rigtig fin mad, fornuftige priser (for sådan et sted) og den smukkeste udsigt over hele bjerget.

Mont1Mont4

Montserrats mest kendte “beboer” er jo Den Sorte Madonna”, som i følge legenden blev stjålet, var forsvundet i mange år indtil nogle munke en dag udforskede nogle grotter længere nede i bjerget, hvor hun så pludselig sad igen! Nu sidder hun på hæderspladsen midt i kirken – vi så en relativt lang kø udenfor som ledte ind til hende, og tænkte “ej, det skal vi altså, så må vi vente de 15-20 min”.
Hvor naiv kan man være? Da vores del af køen endelig bevægede sig ind i selve kirken (man går i en aflukket del i den ene side) gik det op for os, at de 10 meter kø udenfor kirken kun var ca. 5% af den egentlige kø! Heldigvis kom vi igennem hele kirken, og fik dermed også set den samtidigt, og det var virkelig en utrolig smuk og anderledes udsmykket kirke, så selvom det var meget lang tid, så synes vi egentlig, at vi havde brugt vores tid godt.

Mont2Pladsen foran klosteret
Kirke1Den indre gård med selve kirkens indgang og de smukke bjergformationer i baggrundenLysNår man kom ud af kirken var der en lang naturlig gang fyldt med lys – så smukt!

Vi havde helt sikkert fejlberegnet hvor lang tid det ville tage, så da vi endelig kom ud af kirken igen, var der ikke lang tid til den sidste kabelbane afgik – men vi følte heldigvis, at vi havde set det vigtigste.
Selve bjerget og den omkringliggende natur er for mig noget af det allersmukkeste – så vi talte om, at vi en dag godt kunne tænke os at tage derop med et par gode vandresko på fødderne, og så fokusere mere på at vandre rundt på bjerget.

Mont3J står og ser på endnu en slæbebane, som man kan komme endnu længere op på bjerget med

Alt i alt var det første kryds på min Bucket Liste en rigtig dejlig dag, og det er klart en tur jeg vil anbefale hvis man er i Barcelona mere end et par dage, og måske vil opleve noget andet end selve byen.

25. september 2013
Prøv noget nyt

Der har været lidt stille på bloggen de sidste par dage – verdens bedste mutti var på besøg her i Vallcarca, og så er det lidt svært at finde tid til at lave indlæg, MEN der er til gengæld samlet ind til en masse nye 🙂

Vi har hygget helt utroligt, spist en masse god mad og sågar fået krydset et par ting af min Bucket List.

En af de ting, der er allerbedst ved at have besøg (udover at man jo altså ret godt kan lide de der mennesker, der kommer) er, at man kommer ud og prøve nogle ting, som man ikke ellers fik gjort.

Der er SÅ mange spændende steder i en så stor by, og selvom vi helt sikkert er bedre til at få prøvet nogle af dem end vi var i Danmark, så er de fleste dage jo hverdage selv i en fantastisk storby.
Man kommer meget på de samme restauranter, går de samme ture og køber de samme ting i supermarkedet. Og sådan må det gerne være, for rutiner og stamsteder giver en følelse af at høre til – at høre hjemme.
Men nogen gange kan man også komme til at sidde lidt fast i rutinerne og de samme 5-6 restauranter, som man ved er gode.

Så er det guld værd at have gæster, der giver et lille skub til at prøve noget nyt. Mutti er virkelig god til det – hun er den gæst, der har været her allerflest gange (tror vi nåede op på 9 besøg denne gang), så hun har efterhånden prøvet alle vores stamsteder, og bruger derfor gerne tid på at finde på noget nyt – specielt spisesteder!

Det resulterede denne gang i en af de bedste madoplevelser vi har haft længe – en nyåbnet tapasrestaurant i et kvarter vi aldrig havde været i før. Med superlækker mad, hyggelige omgivelser og ikke mindst en helt utrolig betjening – og alt sammen til ganske fornuftige priser. Og muligvis en ny arvtager til prisen “Barcelonas bedste patatas bravas”!

TablematTavleHele menuen står skrevet på den ene væg
Hjørne

Bambarol ser ikke ud af meget, men deres tapas er en blanding af klassisk og nytænkende – alt sammen friskt og meget smagfuldt – og serveret af den energiske og utroligt søde Flo. Som gennemgår hele menuen med dig (på perfekt engelsk), og anbefaler og hjælper. Lad mig sige det sådan her: Vi har aldrig givet så mange drikkepenge! Og det var fuldt fortjent!

SuppeMutti fik en eftersigende virkelig lækker hibiscus suppe til dessert
RegningManhattanOg middagen blev rundet af med drinks på en nærliggende bar

Så hvis I kommer forbi denne dejlige by, og gerne vil prøve nogle fantastiske tapas med super service, så smut en tur forbi Bambarol – husk dog at bestille bord!

20. september 2013
Nogen gange…

Der er vist ingen tvivl om, at jeg er glad for at bo uden for Danmarks grænser. At jeg (for det meste) trives med, at noget så simpelt som en indkøbstur kan blive til en udfordring i sprogkundskaber og kulturel forståelse. At jeg elsker at opleve nye ting, dreje om hjørnet og finde noget nyt.

Men nogen gange kan man alligevel godt komme til at savne dem man holder af – dem, der betyder alverden for en, og som altid har været der…

Så er det godt man kan få fint besøg af verdens bedste mutti, som kommer med både sovsejævner (jeg kan altså ikke finde det hernede!), skraldeposer (de passer perfekt inde i kontoret), og ikke mindst masser af dejlig hyggetid. Der skal bruges på fjollede spil, vandren rundt i byen, god mad og sågar et par kryds på min Barcelona bucket liste.

MuttiDet er et par år siden billedet blev taget, men jeg er cirka lige så nuttet, og min mutti cirka lige så smuk

17. september 2013
Rulletrappen

Den anden dag talte vi lidt om hvor utrolig smart jeg er. Sådan på den dér “jeg’-for-kendt-til-det-her-sted”-måde, og derfor på bedste indfødt-faker-vis nogen gange kommer til at blive lidt irritabel på de mange turister, der besøger Barcelona.

Som tidligere nævnt, bor vi lige på vejen op til byens efter sigende 3. største seværdighed, Park Güell. Helt velfortjent er parken et meget populært udflugtsmål, og det betyder, at der ca. 10 måneder om året er en lind strøm af turister, som tager metroen til “mit” stop Vallcarca, og tager turen op af bjerget til toppen, hvor parken ligger.

Mængden af turisttrafik og den noget stejle opstigning har resulteret i denne konstruktion:
Rulletrappe1Rulletrappe3Fint, ikke?

Det er jo ret sjovt, at der pludselig er en rulletrappe udendørs midt på en ellers helt normal vej! Og den første gang jeg drejede om hjørnet for at besøge parken, smilede jeg stort, stoppede op og tog selvfølgelig et billede. Fuldstændig som de turister jeg nu til hverdag mest er lidt for smart til… 🙂
Rulletrappe5
For jo, det er da ret træls, når man kommer fra arbejde i høje hæle med tunge indkøbsposer, at turistvenindeparret lige skal have et “se-hvor-lækre-vi-er-foran-den-sjove-rulletrappe”-selfie inden jeg kan komme videre… og at folk på mystisk vis ofte lader til at blive meget overraskede over, at man selv skal træde af oppe for toppen af trappen, så vi alle er ved at lave kluddermor med indholdet af indkøbsposerne! Hvad var det helt præcist du troede, der ville ske?

Rulletrappe4
Men når jeg husker at efterlade hende den smarte “jeg-bor-i-barcelona”-type derhjemme, så kan jeg jo sagtens se hvor sjovt og anderledes det faktisk er, at der kører en rulletrappe midt på en vej. Og så er det jeg også husker hvorfor jeg valgte at have en blog i første omgang: for netop at minde mig selv om, at jeg skal studse over og lægge mærke til de anderledes ting, der nemt bliver så hverdagsagtige, når man har boet et sted et stykke tid.
Og så glæde mig over, at jeg bor så tæt på et sted, der er så smukt, at folk kommer fra hele verden for at se det. Det er alligevel ikke så ringe…

Rulletrappe2

16. september 2013
Lidt smart er man vel altid

Jeg er nødt til at gå til bekendelse.

Når man bor i en by, hvor der er rigtigt mange turister – nogen gange så mange, at man er sikker på, at der er flere af dem end folk, der bor i byen, så kan man godt komme til at blive lidt smart i det.
Jo, den er god nok.

Så bliver man sådan én, der mopset og lidt “jeg’-for-kendt-til-det-her-sted” ruller med øjnene, når turisterne stopper op, åh’er og ih’er, og tager kameraet frem. Lidt tvært siger “pardona”, selvom man godt kan høre, at et “excuse me” måske ville være mere passende, og ignorerer det faktum, at man jo også selv taler bedre engelsk end spansk…

Jeg er ikke helt sikker på (jo, jeg er så) hvorfor det forholder sig sådan. Det er nok noget med, at det er lidt sejere at være “sådan én”, der bor i en cool by, hvor alle de andre har lyst til at komme på ferie. “Gaudi, siger du? Ja, ja, jeg går forbi hver dag, lægger nærmest ikke mærke til det længere…” (Jo, jeg gør så) Bare ikke på samme “stop-op-og-peg/tag billede”-måden som turisterne gør – jeg er jo meget coolere. Den er I med på, ik?

Jeg læste engang et blogindlæg af en dansker, der boede i New York, der kom til at gå til en koncert, hvor der primært var andre danskere – og hun havde meget den samme oplevelse. Elevatorblikke og trykket stemning – ikke fordi, de som sådan ikke kunne lide deres landsmænd, men fordi “danskere som tager til New York (os selv inklusive) selv synes, at de er sådan lidt seje. Altså ikke sådan overlegne-jeg-er-for-smart-til-mit-eget-navn-seje, men bare sådan lidt “I did this (and YOU didn’t, sucker).” 

Jeg har desuden bemærket, at mine udlændingevenner også er dem, der brokker sig mest over turisterne. Meget mere end eksempelvis min catalanske veninde, som har boet lige i centrum af byen hele sit liv. Det handler nok også om, at man som udlænding meget gerne vil indgå på lige fod med lokalbefolkningen, og så føles det meget vigtigt ikke nogensinde at blive associateret med turisterne. Det kan dog ærligt talt være lidt svært, når man er blåøjet blondine, der er nærmest kridhvid (eller hummerrød) hele året rundt.
Jeg har derfor i stædig barnetrods flere gange ladet som om, jeg slet ikke forstår engelsk, når manden på Starbucks prøver at tage min bestilling på engelsk…

ariel

Sådan kan jeg nemlig komme til at være lidt (for) smart… Men jeg prøver at lade være. Det gør jeg virkelig. At huske på, at hele årsagen til jeg flyttede hertil var, fordi jeg selv engang blev ligeså betaget af hvor hyggelig byen er, hvor lækker maden er og hvor helt utroligt smukke Gaudis konstruktioner er… Og i øvrigt stadig bliver betaget hver dag.

Camilla
| Skriv kommentar
Kategorier: Tags: , ,
13. september 2013
Nye verdener

Oven på al den venten kom der heldigvis lidt distraktion i går, da det ringede på min dør, og på den anden side stod han: postmanden med kassen fra Amazon 🙂

Jeg havde egentlig forvildet mig ind på siden i sidste uge (vi lader bare som om jeg ikke er derinde hver dag uanset, ik?), fordi jeg skulle finde nogle fødselsdagsgaver til J, som blev fejret i onsdags, men på mystisk vis røg der et par bøger i kurven som mest (kun) var til mig selv… Den kan jo ske for selv den bedste!:)

Så nu er der nye eventyr og verdener, der skal udforskes og opleves – det allerbedste tidsfordriv!

Jeg er de sidste par år blevet mere og mere glad for noveller/short stories. Små fantastiske skud af eventyr, livstanker eller sære eksistenser fungerer for mig som et hyggeligt afbræk i hverdagen, selv når jeg ikke har tid eller lyst til at forpligte mig til en hel roman. Så da jeg faldt over disse to fine, fine novellesamlinger om unaturlige væsener og heksefortællinger skulle der ikke megen overvejelse til – og som ekstra bonus har allerbedste yndlingsforfatter, Neil Gaiman, redigeret den ene og bidraget til den anden!
“Unnatural Creatures” & “Under My Hat”
ShortstoriesMed andre bidragsydere som Garth Nix, Jim Butcher, Margo Lanagan, Charles de Lint, Peter S. Beagle, E. Nesbit og Larry Niven regner jeg med mange timers sjove, uhyggelige og fantastiske skud af litteratur.

Apropos Gaiman, så kom den smukkeste bog med en anden Amazon kasse for noget tid siden: ”The Ocean at the End of the Lane”.
Ikke bare er den så utroligt fin, at den har fået hæderspladsen på reolen hvor den bliver strøget kærligt over omslaget mindst et par gange om dagen, men det er også en af de fineste og rammende fortællinger jeg nogensinde har læst. Om fantasi og svigt og venskab og barndommens helt unikke skær – at en voksen formår at få én til virkelig at føle igen hvordan det var at se verden med et barns optik, er noget ganske imponerende og utroligt. Læs den!
Gaiman

Desuden har jeg endelig købt ”The Library Book”, der er en samling historier af kendte engelske forfatteres om deres kærlighed og oplevelser med offentlige biblioteker. Jeg havde godt hørt om den, og læste kort efter en meget fin anmeldelse ovre hos Rikke, og så har den været på ønskelisten lige siden.
Jeg er selv biblioteksafhængig – noget af det værste ved at bo i et land, hvor jeg ikke taler/læser sproget flydende er, at jeg ikke kan udnytte biblioteket særlig meget. Der ligger ellers et meget fint og stort bibliotek lige om hjørnet, men når de kun har ca. 50 bøger som jeg kan læse, så er det desværre ikke det store jeg får det benyttet.
Librarybook

Den sidste bog er den nyeste udgivelse fra yndlingsforfatter Patrick Ness: ”More Than This”, som jeg glæder mig meget til at komme i gang med og har ret høje forventninger til.
Jeg er helt vild med hans ”Chaos Walking”-serie, der starter med ”The Knife of Never Letting Go”, som efter min mening er en af de allerbedste YA (young adult) dystopiske fortællinger på et marked, der de sidste par år nærmest ikke har bestået af andet…
Patrick Ness
Derudover har Ness skrevet en bog, som betyder noget helt specielt for mig – ”A Monster Calls”. En eventyrlig, smuk og uendelig sørgelig historie, som er noget ganske unikt. Hans sprog og enkle, men effektfulde fortælling om mytologiske monstre, der invaderer en ung drengs liv, når den virkelige verden bliver for uoverskuelig er intet andet end magisk. At bogen blev læst højt for mig af min J på et tidspunkt og sted, hvor min egen verden og sjæl var blevet slået lidt skæv af livet, gør den kun endnu mere til noget helt særligt for mig…
Monster1

Har I nogen bøger, som betyder noget helt specielt for jer? Pga. tidspunktet, en specifik oplevelse eller bare kærlighed ved første læsning?

11. september 2013
Mens vi venter…

Jeg venter.
Rigtig meget endda. På et svar, som efterhånden har været længe undervejs, og som potentielt kan betyde rigtigt meget for hvordan mit liv skal se ud fremover.
Venter1Uanset hvor meget jeg siger til mig selv, at svaret kommer når det kommer, og at jeg ingenting kan gøre for at fremskynde det, så ligger det hele tiden og lurer i baghovedet. Hvad nu hvis det er..? Men det kan jo også være det modsatte, og hvad betyder det så?

Jeg ved jo godt, at jo mere jeg tænker over det, og jo mere jeg “planlægger” alt efter hvilket svar jeg får, jo mere skuffet vil jeg blive, hvis det nu viser sig, at svaret er et andet end det jeg håber på. Men det er alt sammen noget som hjernen siger til sig selv og mig: “Find noget andet at tænke på – noget at lave, og LAD SÅ VÆRE med at tænke på det hele tiden!”

Jo tak, det er meget fint. Men I kender det godt, ik? Selvom man udmærket ved, at det kommer når det kommer, og at det er imod alle filosofiske idéer om, at man skal leve livet hver dag, og ikke hele tiden tænke på fremtiden, for pludselig er den kommet og gået igen… og så glemte man at leve imens. Jeg ved det jo godt. Og jeg er faktisk nået til det punkt (i hvert fald ca. hver anden dag), hvor jeg bare gerne vil have et svar – NU. Så er det næsten ligegyldigt hvad svaret er, bare jeg ikke skal gå og vente længere…

Nå, men det var så det mest tarvelige indlæg længe 🙂 Jeg tænker I kan gå og vente lidt sammen med mig, så er det måske ikke så slemt. Jeg lover, at jeg nok skal fortælle hvad svaret er, når det kommer… men indtil da må I lide i uvished ligesom mig 🙂

9. september 2013
Mandagshygge

Mandag har været ret vægelsindet – den er gået fra “tænd stearinlys”-mørke ved middagstid til varmende eftermiddagssolskin til tusmørke med nye regnvejrstunge skyer på vej over himlen.

Den sidste mandag var ret meget en b*tch, der bare kørte på mig, så for ikke at blive snigløbet af denne mandags skiftende humør, tog jeg foranstaltninger: en gåtur ned til yndlingspladsen. En god kop kaffe akkompagneret af pladsens residente jam-session gruppe Mænd Der Har Røget, Drukket Og Spillet Guitar De Sidste 40 År:

MusikPlazadelSolCafePlazadelSolMen hold nu fast, de kan spille, så man tror det er Santana (eller hans glemte fætter), der lige har lagt vejen forbi Plaza del Sol!

Vejen hjem ledte forbi endnu en lille påmindelse om, at der er masser af fine og overraskende ting selv på en humørsyg mandag – nogen gange lige om hjørnet.
VægkunstGraciaVægkunstGracia2

Håber I alle har haft en dejlig mandag – selv med efterårets regnfyldte indtog. Personligt glæder jeg mig over undskyldningen for at finde sutsko, varmt tæppe og den gode tekop frem fra skabene 🙂

8. september 2013
Drøm!

Jeg har brugt en del af dovne/hyggeweekenden på at læse blogs – og særligt denne her: Dines the Infotainer.  Det er topsjovt og ofte utroligt vedkommende på samme tid, og der var så mange ting jeg gerne ville kommentere på. Og så lige i dag havde hun et indlæg om et tidligere indlæg (er I med så langt? :)), som handlede om en dame, der rykkede sin familie op med rode (og stik), og simpelthen flyttede ud i en svensk skov og slog sig ned. Der bor hun så endnu.

Indlægget (du kan se det her) handlede egentlig mest om, hvordan man alt for let kommer til at glemme eller slippe sine drømme og sin rastløshed, når “det voksne liv” kommer med sit ansvar, job, huskøb og forventninger til hvad det er man “bør”. Og at det ikke nødvendigvis betyder, at man ikke er glad og tilfreds med sit liv, men at man nogen gange kan komme til at tænke “jamen, var det dét? Hvad skal der så ske nu?”
Så kan man godt sidde og drømme lidt om at flytte ud i en svensk skov – bare fordi det ville være et aktivt valg, noget man havde sat sig for at gøre, og som ikke bare “skete”.

Jeg oplever ret tit, at folk, når de hører, at jeg er bosat hernede, siger “Ej, hvor er det flot, at I bare gjorde det”, og giver udtryk for, at de også har haft lignende drømme eller måske om andre ting, der har rumsteret i deres hoved i lang tid, men som de ikke føler rigtigt kan lade sig gøre “som tingene er”. Jeg kan sagtens forstå, at der er mange ting, som man drømmer om, men som ikke lige bliver til noget, fordi det egentlig mest er en drøm, som er hyggelig, men måske reelt ikke noget man kunne tænke sig i virkeligheden.
Men hvis drømmen er stærk og noget man virkelig gerne vil, så har jeg noget sværere ved at forstå hvorfor man ikke tager springet – selvom jeg godt ved, at det er et spring! Og det er ofte et såkaldt “leap of faith”, som mest af alt skal være funderet udelukkende på, at man virkelig vil det, og tror på, at det kan lade sig gøre!
Der er sjældent nogle nemme løsninger, når det kommer til drømme. Det kræver arbejde, og ofte både frustrationer og en masse tårer. Og det er desværre ikke altid det lykkes… Det er nok det sværeste, og det jeg tror afholder de fleste fra at overhovedet prøve – frygten for at mislykkes. For at have spillet fallit, og skulle stå til ansigt med sig selv og ikke mindst omverdenen og sige, at “jeg prøvede, men den gik ikke”…

Det er sindssygt svært, men uden at blive alt for klichéfyldt, så tror jeg personligt på, at selv mislykkede forsøg er meget mere værd end de uprøvede drømme. For jeg tror på, at drømme – hvadenten de lykkedes eller ej – altid bliver erstattet af nye, og ofte større, drømme; og har man først taget springet én gang, så har man mere erfaring med at vove skindet, og det bliver forhåbentlig nemmere at tage det første skridt næste gang.

Hold da op, jeg har godt nok fået brugt en helt fantastisk mængde metaforer og fortærskede “tag springet”-klichéer, hva? 🙂

Jeg synes det er SÅ svært at skrive fornuftigt om alle de følelser! Jeg tænker næsten hele tiden over drømme – om hvad de betyder for mig selv, for dem jeg holder af, og for mennesker generelt. Om hvad der sker hvis vi prøver at følge dem, hvad der sker når det lykkes, når det ikke gør, men mest af alt hvad der sker med mennesker, der aldrig har forsøgt…

Jeg er ikke stærkere eller bedre eller visere end så mange andre, og jeg har ikke noget svar, der er mere rigtigt eller revolutionerende. Men jeg tror mere end noget andet på, at det er vores drømme, som gør os til mennesker – at (og nu bliver det storladent) meningen med livet reelt er at gøre sit ypperste for at gøre præcis det man har lyst til! Inden for lovens grænser, og uden at gøre andre fysisk fortræd naturligvis, men i mit hoved er det de eneste begrænsninger. Man kan godt elske, og være et godt menneske, og samtidigt gøre fuldstændig som man vil uden skelen til hvad omverdenen mener.

Hvis du synes det er rigtigt, og spændende, og lige dét du vil med dit liv, så er der ingen årsag til ikke at forsøge. Det behøver ikke være lige nu, jeg ved jo godt, at der er ting, der skal passe sammen og falde på plads – men man skal holde fast i, at drømmen skal prøves! Man skal skubbe lidt til sig selv i den retning man drømmer om, og så tage springet. For der findes ikke noget bedre og mere levende end at se drømmen blive til virkelighed…

Sail away

Twenty years from now,
you will be more disappointed by the things you didn’t do
than the ones you did
So throw off the bowlines
Sail away from the safe harbour
Catch the trade winds in your sails
Explore. Dream. Discover.

Camilla
En af de dér

PizzaDet har været en af de dér weekender, hvor der er pizzaæsker i stedet for rigtig madlavning…

En af de dér weekender, hvor der er blevet tulret rundt i stedet for at lægge vasketøj sammen….

En af de dér weekender, hvor man sidder og ser på regnen med en bog i stedet for at gå en tur…

En af de dér weekender, hvor man vil det hele og gider absolut ingenting på samme tid…

En af de dér weekender, hvor der bliver læst bøger og set tv-serier i stedet for at skrive blogindlæg…

 

Men jeg kommer tilbage lige om lidt… Det lover jeg 🙂

Camilla
| Skriv kommentar
Kategorier: Tags: ,