Twenty Years From Now…

Verdens bedste mutti sagde allerede da jeg første gang fortalte om min Barcelona Bucket Liste, at næste gang hun kom på besøg, så skulle vi have streget et par ting.
Som sagt, så gjort!

Sidste søndag tog vi derfor mod Plaza Espanya hvorfor toget mod Montserrat afgår – det første halvanden år vi boede i Barcelona tog jeg den samme vej på arbejde, så det var helt ligesom i gamle dage. Omend noget hyggeligere, med færre skubbende mennesker og mindre “nu er jeg for sent på den IGEN!”-følelse.

Togturen tager ca. 1 time (61 min helt præcist), og når først man kommer ud af de underjordiske tunneller lige omkring byen, så er det faktisk en rigtig fin tur med smukke landskaber. Når man køber sin billet skal man med det samme bestemme sig for, om man vil tage det sidste stykke med kabelbane eller slæbebane op af bjerget – aeri eller funicular.

Man kan ane klosteret oppe på bjerget til højre

Vi besluttede os for at tage kabelbanen – og det var virkelig en stor del af oplevelsen! Nu er der heldigvis ingen af os, der er bange for højder, men man får alligevel noget af et sug i maven, når man ret hurtigt befinder sig i en lille gul metalkasse med 10 andre hængende i et kabel – direkte over en enorm kløft!

Sådan så det ud nedefra lige inden vi selv gik ind i metalkassen
Og nu inde i metalkassen…

Sikkert oppe på bjerget (og det var sikkert. Det ved jeg, fordi hvis jeg nogensinde bliver det mindste nervøs i sådanne situationer, ser jeg altid bare på den konduktør/vagt, der er med ombord – jo mere han ser ud, som om han røvkeder sig, jo mere sikker føler jeg mig – og det var helt sikkert en meget sikker tur!), blev jeg noget overrasket over hvor relativt turistet det lige så ud. Der var både butikker, flere spisesteder, isbutikker og et lille tog, der kunne give dig en tur rundt i området. Men det var faktisk ikke så slemt – det er sådan set fint nok, at klosteret har taget ansvar for, at der kommer så mange mennesker.

Vi besluttede os for at spise lidt mad (hvis der stadig er nogen, der er i tvivl, så er mad noget vi bruger en del tid på), og endte med at vælge klosterets restaurant, som faktisk var med rigtig fin mad, fornuftige priser (for sådan et sted) og den smukkeste udsigt over hele bjerget.

Montserrats mest kendte “beboer” er jo Den Sorte Madonna”, som i følge legenden blev stjålet, var forsvundet i mange år indtil nogle munke en dag udforskede nogle grotter længere nede i bjerget, hvor hun så pludselig sad igen! Nu sidder hun på hæderspladsen midt i kirken – vi så en relativt lang kø udenfor som ledte ind til hende, og tænkte “ej, det skal vi altså, så må vi vente de 15-20 min”.
Hvor naiv kan man være? Da vores del af køen endelig bevægede sig ind i selve kirken (man går i en aflukket del i den ene side) gik det op for os, at de 10 meter kø udenfor kirken kun var ca. 5% af den egentlige kø! Heldigvis kom vi igennem hele kirken, og fik dermed også set den samtidigt, og det var virkelig en utrolig smuk og anderledes udsmykket kirke, så selvom det var meget lang tid, så synes vi egentlig, at vi havde brugt vores tid godt.

Pladsen foran klosteret
Den indre gård med selve kirkens indgang og de smukke bjergformationer i baggrundenNår man kom ud af kirken var der en lang naturlig gang fyldt med lys – så smukt!

Vi havde helt sikkert fejlberegnet hvor lang tid det ville tage, så da vi endelig kom ud af kirken igen, var der ikke lang tid til den sidste kabelbane afgik – men vi følte heldigvis, at vi havde set det vigtigste.
Selve bjerget og den omkringliggende natur er for mig noget af det allersmukkeste – så vi talte om, at vi en dag godt kunne tænke os at tage derop med et par gode vandresko på fødderne, og så fokusere mere på at vandre rundt på bjerget.

J står og ser på endnu en slæbebane, som man kan komme endnu længere op på bjerget med

Alt i alt var det første kryds på min Bucket Liste en rigtig dejlig dag, og det er klart en tur jeg vil anbefale hvis man er i Barcelona mere end et par dage, og måske vil opleve noget andet end selve byen.