“Jamen dog, Camilla, er du her stadig?!”
“Ja da, jeg har bare været lidt… øh… altså…”
“Doven og ikke-tilstedeværende herinde på bloggen i 8 (otte!) måneder?”
“Arh, “doven” synes jeg måske er lidt uretfærdigt… Jeg har i hvert fald arbejdet en frygtelig masse, og følt det som om min hjerne de fleste dage var en slags havregrød når jeg endelig kom hjem fra arbejde. Men ellers er det rigtigt nok, at jeg har været ret ikke-eksisterende herinde i meget, meget lang tid.”
“OK, OK, du har haft meget travlt med arbejde, men du har vel også lavet andet?”
“Jo, jo, jeg har da også haft et socialliv, og rejst, og læst, og lavet mad, og hygget, og drømt, og faktisk også blogget en lille smule ovre på The Girl Who Loved To Read.”
“Men jeg har hørt, at du faktisk heller ikke har skrevet specielt meget derovre. Altså, vi ved jo allesammen, at du er HELT VILD med bøger, men du har da vist ikke været så god til at skrive om dem?”
“Nej… Det er nok også rigtigt. Jeg elsker virkelig at diskutere bøger og “pushe” og læse (selvfølgelig), men det viser sig, at jeg måske nok ikke er helt glad nok for at skrive om bøger til, at der er nok til en hel blog bare om det. I hvert fald ikke med alle de andre sjove ting, jeg også gerne vil lave. Det er jeg egentlig ret ked af, men jeg må nok hellere være ærlig omkring det, og så gøre noget ved det.”
“OK. Men hvad så med alle de andre ting, du påstår at have brugt tid på? Hvorfor har du ikke skrevet om det herinde?”
“Det ved jeg faktisk ikke rigtigt… Jeg tror igen det var lidt havregrødens skyld, men måske også lidt, at selvom jeg er virkelig glad for at vi er flyttet, og mit arbejde, og vores hjem, og egentlig også Bruxelles, så har jeg nok følt, at det slet ikke længere var ligeså spændende at skrive og læse om Bruxelles. Altså, når jeg tidligere havde skrevet om fantastiske Barcelona, som jo er noget mere eksotisk og anderledes.”
“Synes du ikke det er lidt uretfærdigt overfor Bruxelles? Altså, selvom det ikke er Barcelona, så er det vel stadig en helt anden kultur, mad, sprog, og dagligdag, som er fyldt med anderledes oplevelser, ikke? Og der er vel også nogen, der stadig synes det er interessant at læse om belgisk kultur?”
“Jo.”
“Synes du så ikke det er lidt fjollet at bare beslutte, at det ikke er interessant nok? Specielt når hele din tanke omkring at starte Twenty Years From Now (for snart 2 år siden!) netop var at minde dig selv om at lægge mærke til alle de små oplevelser ved at bo i et andet land, som man ellers nemt kan vænne sig til og tage for givet?”
“Jo…”
“Og der er jo ikke nogen, der bestemmer, at du ikke også må skrive en masse om bøger herinde også, hvis du alligevel får lysten en gang imellem. Så kan det jo også være, at det er lidt nemmere at skrive herinde lidt oftere, hvis du ikke har så strikse tanker om hvad man kan og ikke kan, ikke?”
“JO! Jeg ved jo godt, at du har helt ret. Jeg vil bare så gerne det hele og bilder mig selv ind, at hvert indlæg skal være sprængfyldt med dybe tanker og helt unikt indhold.”
“Vil du lige selv tage den?”
“Ja… Det er noget pjat, og specielt hvis det afholder mig fra overhovedet at skrive! Jeg skriver jo herinde for min egen skyld, og ikke fordi der er nogen, der dikterer, at det skal være på en bestemt måde. Og jeg er nødt til at erkende, at der er naturlige grænser for hvor meget jeg kan når jeg vil så mange forskellige ting, og så tage konsekvensen af det.”
“Hvad er det så for en erkendelse?”
“At jeg ikke kan have to blogs. At jeg knap nok kan finde tid og overskud til én, og at min sentimentale insisteren på at ville det hele, når virkeligheden tydeligt viser, at jeg faktisk ikke kan (eller endda vil!), er helt malplaceret. Og i stedet er skyld i, at jeg så bare slet ikke har nogen blog overhovedet! I hvert fald ikke en hvor jeg ret faktisk skriver noget, og så kan det jo være lidt det samme…”
“Det kan jeg godt se. Hvad har du så tænkt dig at gøre ved det?”
“Jeg har valgt. Valgt, at selvom jeg elsker The Girl Who Loved To Read, og stadig drømmer om en dag at kunne drive en dedikeret engelsk bogblog, så er det ikke tiden til det nu – og at den derfor stopper. Og at jeg vil “nøjes” med denne blog til at skrive om lidt af hvert. Jeg har dog tænkt mig at beholde domænet, og lade de indlæg, der allerede er skrevet, stå. Man ved jo aldrig hvad fremtiden bringer, og jeg holder så meget af den.”
“Det tror jeg er en god idé, selvom jeg godt kan forstå, at det er svært.”
“Ja. Det nytter bare ikke noget. Det er meget arbejde at have bare en enkelt blog, så jeg vil fokusere på at skrive herinde på Twenty Years From Now, og så give mig selv lov og plads til, at jeg ikke kun må skrive om bestemte ting, bare fordi jeg oprindeligt havde besluttet, at bloggen kun skulle handle om udlandsdanskerlivet.
I stedet vil jeg skrive om det jeg nu har inspiration til – hvadenten det er om bøger, rejser, mad, mit arbejde, min dagligdag eller bare noget sjovt jeg vil dele – det er jo kun mig, der bestemmer, og om ikke andet, så har jeg lært, at jeg kun har lyst til at blogge når jeg lige får inspirationen til noget, og kommer i problemer, der resulterer i kæmpepauser, når jeg bilder mig selv ind, at jeg ikke “må” skrive om noget eller skal vente lidt med det.”
“Det lyder interessant. Jeg skal i hvert fald gøre mit bedste for at holde dig til ilden, og minde dig om dine tanker når det måske bliver lidt travlt en gang imellem.”
“Tak. Det skal nok blive godt, og så håber jeg, at de af mine søde, vidunderlige, fantastiske, og helt utroligt tålmodige læsere, der stadig hænger ved, også synes det bliver interessant og sjovt. Vi ses forhåbentlig noget mere regelmæssigt herinde. Og tak… :)”
