Dream
Explore
Discover

You will be more disappointed by the things you didn’t do than by the ones you did. So throw off the bowlines. Sail away from the safe harbor. Catch the trade winds in your sails.

Indlæg med tagget ‘Livstanker’

11. juni 2014
Jeg kan sove når jeg…

Klokken er snart 22.30, og jeg sidder for første gang inde på vores kontor/gæsteværelse. Foran mig er der en fin udsigt over nabolagets baghuse og de sidste stråler fra den nedgående sol.

De mange lyse timer har været fuldstændig afgørende de sidste par uger. Givet os tid og overskud til at få ordnet alle de ting, der skulle ordnes og stadig have lidt lys at nyde inden man lukker øjnene.
For der er og ikke mindst har været mange, mange ting på listen – den man skal igennem inden man kan se sig omkring og føle, at man nu igen har et hjem, en velfungerende hverdag samt tid og ro til bare at slappe af.

Jeg startede på mit nye job 2 dage efter vi ankom til Bruxelles, og selvom J var helt utrolig til at arrangere og ordne og planlægge, mens jeg fyldte hovedet med ny viden og nye mennesker, så var der altid noget, der lige skulle diskuteres og klares, når jeg endelig var hjemme igen. Og inden man fik set sig om, så var det tid til at sove og starte forfra igen næste dag.
Det alt sammen med en åben kuffert og intet sted at kalde “hjemme”. Det er overraskende hårdt ikke at have et hjem – et sted hvor man er omgivet af sine ting, kan gøre som man vil og ikke mindst føle sig tryg. Netop det man har allermest brug for, når man kæmper for at komme på benene.

Man fanger ofte sig selv i at tænke, om det virkelig var lige så hårdt sidste gang? Hvorfor man har sådan en besværlig udlængsel, der gør, at man helt frivilligt har valgt situationen – og hvordan i alverden man havde fået bildt sig selv ind, at man lige gjorde sådan, sådan og sådan, og så var det hele i orden…

 

Vi er forhåbentlig over det hårdeste på nuværende tidspunkt, men i min krop sidder dog stadig en dyb træthed, og i min hjerne slås nye arbejdsrelaterede input om pladsen med tanker om masser af praktiske gøremål, drømme om nye oplevelser i vores nye land, og ønsker om bare at lave ingenting overhovedet.

Det er utroligt udfordrende og hårdt at rykke hele sit liv op med rode og flytte til et andet land. Hvis man samtidig er så fjollet at starte på et nyt arbejde 2 dage efter ankomsten, så har man nærmest stillet en umulig opgave for sig selv – og det koster på overskudskontoen, familie/venner-pleje-kontoen, tanker-om-andet-end-flytning-kontoen, og ikke mindst pengekontoen.

Men når alt det så er sagt, og jeg sidder her i mit nye hjem i besiddelse af et utroligt spændende nyt job, en fantastisk ægtemand (ham havde jeg dog i forvejen 🙂 ), og en ret stor stolthed over indtil videre at have klaret selv de hårdeste dage, så tænker jeg, at det nok alligevel er kampen værd…

Nøgler

5. maj 2014
Mi casa… es su casa?

Lige nu går der to mænd rundt i mit hjem. De åbner mine skabe, og tager alle mine ting ud. De folder mit tøj ud og folder det påny, så det passer bedre ned i en kasse. De tager porcelænskransekagefiguren fra min bryllupskage, og pakker den varsomt ind.
Imens sidder jeg her og ser på.

Det er virkelig mærkeligt ikke selv at skulle pakke vores hjem ned. Og samtidigt er det jo fantastisk, at vi netop ikke har skullet bekymre os om kasser, bobleplast og alle de mange, mange bøger og dimser, der skal have plads.

De sidste par dage har vi flere gange kigget på hinanden og sagt, “det føles slet ikke som om vi skal flytte om 3 dage” – for når ens hjem ser ud fuldstændig som det hele tiden har gjort, så føles det meget uvirkeligt, at der lige om lidt er tomt.

Jeg kan mærke, at det er meget vigtigt, at jeg lige nu sidder her og skriver, og bagefter har noget arbejde at tage mig til, for ellers ville jeg sværme om de stakkels rare flyttemænd som en lille irriterende bi. Det er jo mit liv, mit hjem, alt hvad jeg ejer, som de lige nu pakker i kasser jeg ikke skal regne med at se igen før om et godt stykke tid.

I morgen aften vil der være fuldstændig tomt i vores Barcelona lejliglighed. Vi har lånt det allermest nødvendige af en veninde, og så vil vi tilbringe vores sidste nat i Barcelona og vores hjem, som vi gjorde den allerførste: uden andet end hinanden, en madras på gulvet, spændthed i maven og en masse minder.

EspiriaVores fine gade

10. marts 2014
Træerne blomstrer…

– jeg er tilbage i Barcelona og på bloggen, og allerede i fuld gang med at nyde, at foråret også er kommet hertil!

Her foran computeren skinner solen ind i dagstimerne, og jeg nyder at kunne arbejde og blogge, samtidigt med jeg næsten sidder udenfor.

Over hele byen er de fineste lyserøde kirsebærtræer sprunget ud, og det ser helt eventyrligt ud!

Flowers2

Men i kontrast til de lyse timer og varme stunder, er det dog også en lidt svær tid.
I dag er det præcist et år siden jeg sagde farvel til en god veninde hernede efter længere tids sygdom. Hun var den første jeg kendte i Barcelona. En af dem, som hjalp allermest, når det spanske samfund var frustrerende, som altid havde tid til en snak og et glas cava, og ikke mindst var en rigtig god person at bage æbleskiver med. 

Jeg var meget sammen med hende i den sidste tid, og i de her dage minder de lyserøde træer mig mest om de daglige ture op til hospitalet. De står smukt i række på hver sin side af hovedvejen op til indgangen. Så fine, og alligevel med så ambivalente minder for evigt tilknyttet.

Jeg ved hun har det godt der hvor hun er nu – og at det til sidst var det bedste for hende at tage afsted. Men jeg savner hende alligevel nu her, mens byen bliver lyserød for en stund…

Flowers

 

25. oktober 2013
Venskab

Lige nu sidder manden i mit liv og bedsteveninden inde i stuen og snakker og snakker… Der er skænket rødvin, vi har spist helt uhyggelige mængder af Matador Mix siden hun kom i går, og lige om lidt skal vi hyggespise ost, chorizo og brød.

Venskab

Jeg er velsignet med mange gode venner – fra forskellige tidspunkter i mit liv og som er vidunderlige mennesker, der giver mig noget unikt og uundværligt i mit liv.

Det er noget helt fantastisk at have fundet et andet menneske, som man har lukket ind og delt glæder, sorger og alt det ind imellem med. At der findes et andet menneske (flere hvis man er heldig), som kender én; ved hvorfor man tænker som man gør. Som man bare kan fortælle ting til uden at skulle forklare, men som ved hvad Tante Oda hedder og hvorfor det er så sjovt med hendes tarteletter. Som kan huske hvor kikset/sej man var i sine selvsyede hippiebukser i 8. klasse. Som kan trøste og forstå når der sker små ting som virker ubetydelige for andre. Som er den familie man selv har valgt.

BukserFlot, ikke? Jeg har selv syet dem

Lige om lidt har vi været hinandens familie i 20 år. Det er lang tid… Vi ved hvorfor noget er trist og hvorfor noget er det sjoveste i verden – og elsker ubetinget. For sådan er det med familie – også dem man ikke deler gener med…

Kat&MillaGlade grise på den årlige Tivoli-tur! Der skal løbes mellem forlystelserne!

3. oktober 2013
Et nyt sofabord… og en stor beslutning

I dag har jeg købt et nyt sofabord. Bordet i sig selv er der som sådan ikke noget specielt ved – det er fra Ikea, og helt magen til det, der allerede står i vores stue, bare meget pænere.

Sofabord

Den symbolske handling, der ligger i købet af et nyt sofabord i dag, er dog ret stor…
Jeg har længe godt vidst, at vi trængte (meget) til et nyt bord, da det gamle simpelthen er så grimt og slidt, men det der jeg har ventet på har betydet, at jeg hele tiden har udskydt det.

For der var nemlig en ret god sandsynlighed for, at vi skulle flytte til USA!
Og så var det jo fjollet at købe nyt sofabord, hvis man skulle over på den anden side af Atlanten lige om lidt…

BrooklynBridge

I december sidste år blev jeg tilbudt en ny stilling på den amerikanske østkyst – betinget af, at U.S. Immigration gik med til at give mig opholds- og arbejdstilladelse.
Det skal jeg hilse og sige ikke er nogen hverken nem eller hurtig proces, men efter i flere omgange at have samlet stakke efter stakke af dokumenter om alt fra eksamensbeviser til uflatterende billeder og rosende breve, skete der endelig noget 18. september klokken meget sent dansk/spansk tid.
Pludselig (altså så pludseligt, som det kan blive efter ca. 9 måneder!) stod der: “Your petition has been approved!” (udråbstegnet har jeg så selv tilføjet – den amerikanske immigrationstjeneste bruger ikke den slags følelser).

Store glædesudbrud fulgte – det er ret overvældende at pludselig få et svar, når det nærmest er blevet standard-indstilling, at man er i konstant venteposition!

De gode nyheder betød dog ikke, at det hele var på plads – der manglede et endeligt interview på ambassaden i Madrid, og ikke mindst en lønforhandling.
Eftersom vi reelt ingen idé havde om hvor meget det koster at bo i USA, hvad man skal betale i skat eller hvordan deres sygesikring fungerer, brugte vi de næste par uger på at få styr på alle de ting. Et budget, som så fornuftigt ud og mere viden om hvad vi skulle forvente os med hensyn til bil, lejlighed, indkøb og forsikring.
Man kunne nærmest se sig selv sidde i flyet – uden returbillet…

Approval letter

Som I nok kan gætte på indkøb af sofabord, så skal vi dog alligevel ikke med et envejs-fly i denne omgang. Virksomheden var ganske enkelt ikke villige til at betale den løn, som jeg synes, at jeg og mine evner er værd. Derfor har jeg i går – efter et par forhandlingssamtaler – takket pænt nej tak til jobbet.

Det var ikke nemt. Jeg har siden teenageårene haft en stor drøm om en dag at bo i USA, og det kræver mange kræfter at stå med en fin og færdigindpakket gave indholdende en stor drøm i hånden… Og så give den tilbage og sige nej tak.
Men det var det helt rigtige at gøre. Det er jeg heldigvis slet ikke i tvivl om – drømmen er intet værd, hvis man ikke har rammerne til reelt at kunne udleve den. Og den lever heldigvis videre i bedste velgående – det skulle bare ikke være lige nu…

Så nu endelig en forklaring på hvad jeg har ventet på meget længe, og ikke mindst hvorfor der har været lidt stille på bloggen de sidste par uger.

Det har krævet al min opmærksomhed, alle mine kræfter og en masse sjælesøgen at komme frem til en beslutning, som jeg var sikker på – og nu føler jeg at, der er løftet en kæmpe vægt fra mine skuldre! Det er superærgeligt, at det ikke blev til noget i denne omgang, men nu føler jeg mig fri – fri til at drømme om noget nyt og finde ud af hvad jeg så skal nu…

Drømmene står heldigvis i kø!
Sunset

11. september 2013
Mens vi venter…

Jeg venter.
Rigtig meget endda. På et svar, som efterhånden har været længe undervejs, og som potentielt kan betyde rigtigt meget for hvordan mit liv skal se ud fremover.
Venter1Uanset hvor meget jeg siger til mig selv, at svaret kommer når det kommer, og at jeg ingenting kan gøre for at fremskynde det, så ligger det hele tiden og lurer i baghovedet. Hvad nu hvis det er..? Men det kan jo også være det modsatte, og hvad betyder det så?

Jeg ved jo godt, at jo mere jeg tænker over det, og jo mere jeg “planlægger” alt efter hvilket svar jeg får, jo mere skuffet vil jeg blive, hvis det nu viser sig, at svaret er et andet end det jeg håber på. Men det er alt sammen noget som hjernen siger til sig selv og mig: “Find noget andet at tænke på – noget at lave, og LAD SÅ VÆRE med at tænke på det hele tiden!”

Jo tak, det er meget fint. Men I kender det godt, ik? Selvom man udmærket ved, at det kommer når det kommer, og at det er imod alle filosofiske idéer om, at man skal leve livet hver dag, og ikke hele tiden tænke på fremtiden, for pludselig er den kommet og gået igen… og så glemte man at leve imens. Jeg ved det jo godt. Og jeg er faktisk nået til det punkt (i hvert fald ca. hver anden dag), hvor jeg bare gerne vil have et svar – NU. Så er det næsten ligegyldigt hvad svaret er, bare jeg ikke skal gå og vente længere…

Nå, men det var så det mest tarvelige indlæg længe 🙂 Jeg tænker I kan gå og vente lidt sammen med mig, så er det måske ikke så slemt. Jeg lover, at jeg nok skal fortælle hvad svaret er, når det kommer… men indtil da må I lide i uvished ligesom mig 🙂

8. september 2013
Drøm!

Jeg har brugt en del af dovne/hyggeweekenden på at læse blogs – og særligt denne her: Dines the Infotainer.  Det er topsjovt og ofte utroligt vedkommende på samme tid, og der var så mange ting jeg gerne ville kommentere på. Og så lige i dag havde hun et indlæg om et tidligere indlæg (er I med så langt? :)), som handlede om en dame, der rykkede sin familie op med rode (og stik), og simpelthen flyttede ud i en svensk skov og slog sig ned. Der bor hun så endnu.

Indlægget (du kan se det her) handlede egentlig mest om, hvordan man alt for let kommer til at glemme eller slippe sine drømme og sin rastløshed, når “det voksne liv” kommer med sit ansvar, job, huskøb og forventninger til hvad det er man “bør”. Og at det ikke nødvendigvis betyder, at man ikke er glad og tilfreds med sit liv, men at man nogen gange kan komme til at tænke “jamen, var det dét? Hvad skal der så ske nu?”
Så kan man godt sidde og drømme lidt om at flytte ud i en svensk skov – bare fordi det ville være et aktivt valg, noget man havde sat sig for at gøre, og som ikke bare “skete”.

Jeg oplever ret tit, at folk, når de hører, at jeg er bosat hernede, siger “Ej, hvor er det flot, at I bare gjorde det”, og giver udtryk for, at de også har haft lignende drømme eller måske om andre ting, der har rumsteret i deres hoved i lang tid, men som de ikke føler rigtigt kan lade sig gøre “som tingene er”. Jeg kan sagtens forstå, at der er mange ting, som man drømmer om, men som ikke lige bliver til noget, fordi det egentlig mest er en drøm, som er hyggelig, men måske reelt ikke noget man kunne tænke sig i virkeligheden.
Men hvis drømmen er stærk og noget man virkelig gerne vil, så har jeg noget sværere ved at forstå hvorfor man ikke tager springet – selvom jeg godt ved, at det er et spring! Og det er ofte et såkaldt “leap of faith”, som mest af alt skal være funderet udelukkende på, at man virkelig vil det, og tror på, at det kan lade sig gøre!
Der er sjældent nogle nemme løsninger, når det kommer til drømme. Det kræver arbejde, og ofte både frustrationer og en masse tårer. Og det er desværre ikke altid det lykkes… Det er nok det sværeste, og det jeg tror afholder de fleste fra at overhovedet prøve – frygten for at mislykkes. For at have spillet fallit, og skulle stå til ansigt med sig selv og ikke mindst omverdenen og sige, at “jeg prøvede, men den gik ikke”…

Det er sindssygt svært, men uden at blive alt for klichéfyldt, så tror jeg personligt på, at selv mislykkede forsøg er meget mere værd end de uprøvede drømme. For jeg tror på, at drømme – hvadenten de lykkedes eller ej – altid bliver erstattet af nye, og ofte større, drømme; og har man først taget springet én gang, så har man mere erfaring med at vove skindet, og det bliver forhåbentlig nemmere at tage det første skridt næste gang.

Hold da op, jeg har godt nok fået brugt en helt fantastisk mængde metaforer og fortærskede “tag springet”-klichéer, hva? 🙂

Jeg synes det er SÅ svært at skrive fornuftigt om alle de følelser! Jeg tænker næsten hele tiden over drømme – om hvad de betyder for mig selv, for dem jeg holder af, og for mennesker generelt. Om hvad der sker hvis vi prøver at følge dem, hvad der sker når det lykkes, når det ikke gør, men mest af alt hvad der sker med mennesker, der aldrig har forsøgt…

Jeg er ikke stærkere eller bedre eller visere end så mange andre, og jeg har ikke noget svar, der er mere rigtigt eller revolutionerende. Men jeg tror mere end noget andet på, at det er vores drømme, som gør os til mennesker – at (og nu bliver det storladent) meningen med livet reelt er at gøre sit ypperste for at gøre præcis det man har lyst til! Inden for lovens grænser, og uden at gøre andre fysisk fortræd naturligvis, men i mit hoved er det de eneste begrænsninger. Man kan godt elske, og være et godt menneske, og samtidigt gøre fuldstændig som man vil uden skelen til hvad omverdenen mener.

Hvis du synes det er rigtigt, og spændende, og lige dét du vil med dit liv, så er der ingen årsag til ikke at forsøge. Det behøver ikke være lige nu, jeg ved jo godt, at der er ting, der skal passe sammen og falde på plads – men man skal holde fast i, at drømmen skal prøves! Man skal skubbe lidt til sig selv i den retning man drømmer om, og så tage springet. For der findes ikke noget bedre og mere levende end at se drømmen blive til virkelighed…

Sail away

Twenty years from now,
you will be more disappointed by the things you didn’t do
than the ones you did
So throw off the bowlines
Sail away from the safe harbour
Catch the trade winds in your sails
Explore. Dream. Discover.

Camilla
27. august 2013
Barcelona Bucket List

Jeg har jo lige fejret 4-års dag med Barcelona, og jeg holder uendeligt meget af byen. Fyldt med varme, skønhed og spændende oplevelser.
Passeig del Born Alligevel ved jeg, at jeg ikke kommer til at bo her altid – det har jeg faktisk vidst i længere tid. Selvom Barcelona er et skønt sted, og jeg er/har været meget glad for at bo her, så er der rent karriere og livsmæssigt nogle flere ting, som jeg drømmer om og aspirerer efter, og det kan desværre ikke blive her… Og det er helt ok!

Det er ikke til at sige hvor længe vi bliver i Barcelona endnu, men jeg ved, at jeg før er blevet “fanget” i at tro, at jeg har masser af tid til at nå alt det jeg gerne vil opleve et sted. Derfor har jeg besluttet mig for at lave en “Barcelona Bucket List”, som indeholder de ting jeg endnu ikke har oplevet i Barcelona og omegn, men som jeg hermed lover mig selv at opleve inden jeg tager videre…
(Hvis I ikke kender udtrykket, så er en “bucket list” normalt en liste man laver over de ting man vil nå at opleve i sit liv inden man dør.)

Vi har i årenes løb haft rigtig mange gæster, og jeg elsker at flakke rundt på må og få i weekenden, så jeg har efterhånden oplevet rigtig mange af de ting man “skal” se i Barcelona – så min Bucket List har fokus på både seværdigheder, men også mindre ting, jeg har tænkt på.

Camillas Barcelona Bucket List:

Besøge Montserrat
Montserrat er egentlig en bjergkæde, der ligger en times tid udenfor Barcelona, men stedet er mest kendt for et benediktinerkloster, Santa Maria de Montserrat, som huser den “Sorte Madonna”, og som i følge nogle sagn gemmer på den hellige gral! Mest af alt skulle det være en helt fantastisk naturoplevelse at vandre op til klosteret og rundt i området.
Montserrat

Tage en tur i svævebanen
Over Barcelonas havn mellem Barceloneta og Montjuïc hænger en gammel svævebane, som blev bygget i forbindelse med Verdensudstillingen i 1929. Den kan ses fra det meste af byen, og skulle give en helt unik udsigt over byen ude fra vandet. Og så spiller den en stor rolle i en bog af en af mine yndlingsforfattere (The Angel’s Game af Carlos Ruiz Zafón)
Teleferico

Spise patatas bravas på Bar Thomas
Patatas bravas (modige kartofler) er en af de mest typiske tapas, og fås i uendelige mængder og variationer i hele Spanien. Og der er ENORMT forskel på en portion gode bravas, og dem man eksempelvis får på Ramblaen, der egentlig bare er skæve pomfritter med mayonnaise. Jeg mener jo, at byens bedste bravas fås på Plaza del Sol, men efter sigende serverer Bar Thomas i Sarria-området de allerbedste. Dét må jeg helt sikkert ned og prøve!
Bravas
Disse patatas bravas er fra Café Bubo, der ligger i skyggen af Santa Maria del Mar

Besøge Museo Nacional d’Art de Catalunya (MNAC)
Cataloniens nationalmuseum – det siger vel sig selv. Jeg holder meget af at gå på museum, men har endnu ikke formået at komme herind – og det ligger ovenikøbet i et slot! Så der er jo ingen undskyldninger…
MNAC

Spise på Espai Sucre
En restaurant, der kun serverer desserter! Need I say more?!
Det er dog ikke helt billigt, og jeg er så uheldig, at jeg helst ikke må spise chokolade (ja, jeg ved godt det er vildt synd for mig!), så det er noget jeg lige skal have undersøgt om egentlig kan lade sig gøre og blive en så fed oplevelse, som jeg tror det er.
espaisucre_cursos_matricula

Svømme i den olympiske pool
På siden af Montjuïc (som er det bjerg, der afgrænser Barcelona midtby mod syd) ligger 2 kæmpe badebassiner som en del af den olympiske by. Fordi de ligger på siden af bjerget har de en helt fantastisk udsigt over hele byen. Jeg har været forbi flere gange, men aldrig inde og svømme – og jeg er jo verdens største vandhund, så det er helt tosset!
Piscina Montjuic

Sådan en bucket list er jo heldigvis aldrig færdigskrevet, men ovenstående er oplevelser, som jeg ville være ked af at være flyttet fra Barcelona uden at have prøvet.

Har I noget i jeres egen by, som I tit har tænkt på at opleve, men ikke rigtigt har fået gjort endnu?

24. august 2013
Mit Barcelona – Santa Maria del Mar

Den 23. august 2009 landede jeg i Barcelona uden en returbillet – jeg havde intet job, tre måneders dagpenge at løbe på, og en lap papir med en adresse på en sød dansk dame, der havde sagt ja til, at jeg måtte bo hos hende i hvert fald den første uges tid.

Tilbage i Århus havde jeg efterladt J, som gik og pakkede den opsagte lejlighed færdig – jeg var udsendt på “spejder-mission”, som han sagde. Ude for at sondere terrænet… og forhåbentlig finde et job, så vi kunne blive i byen når dagpengene løb tør.

Jeg havde (meget rammende i dag) fundet min (senere) veninde Annette gennem hendes blog om at bo i Barcelona, og hun havde skrevet, at hun havde et ekstra værelse, som jeg gerne måtte leje på dagsbasis indtil jeg fandt et job og noget mere permanent at bo i. Jeg havde desuden en kontakt til en dansk veninde til en veninde, som havde sagt i telefonen en måneds tid tidligere, at hvis jeg kom til Barcelona, så kunne hun nok godt finde mig et job indenfor et par måneder – sikkert ikke drømmejobbet, men nok til at kunne starte et liv hernede.

Så dér stod jeg – og havde et par timer inden jeg kunne tage hjem til Annette, som var på arbejde. Og det første sted jeg tænkte på at tage hen var det allerførste sted jeg elskede i Barcelona.
Jeg havde nemlig været i byen 4 år tidligere med min mor, og boet lige ved siden af den mest fantastiske kirke – et sted, som jeg forelskede mig i, og følte et helt specielt tilhørsforhold til allerede første gang jeg satte mine fødder derinde.

Santa Maria del Mar

Indgang2

Jeg elsker kirker – det er mig sådan set ret ligegyldigt hvilken religion den tilhører. Jeg holder af stilheden, muligheden for at lukke hele verden ude, og bare sidde for sig selv med ro i hovedet. Der foregår som regel ret mange mere og mindre mærkelige ting inde i mit hoved på næsten alle tidspunkter, men så snart jeg træder ind i en kirke, så bliver der roligt… Stille og fredeligt.

Og af alle de smukke og utrolige og mægtige og hyggelige kirker jeg har været i rundt omkring i verden, så er Santa Maria del Mar mit bedste sted til stilhed.
Til at tænke over noget
Eller bare tænke på ingenting
Til at mindes og tale med de mennesker, som ikke længere er i mit liv, men nu er stjerner på himlen
Til bare at være Camilla…

Fra afstandIndgang3
Fra siden
Bagindgang
Fra afstand

(Jeg har med vilje ikke taget nogle billeder inde i kirken – dels fordi jeg ikke bryder mig om at tage billeder i kirker, men mest fordi ingen billeder nogensinde vil kunne gøre Santa Maria del Mar retfærdighed – og aldrig kunne vise jer hvorfor jeg elsker den så meget… Det kan mine ord knapt nok.)

17. august 2013
Den ekstra familie

Help from my friends

For et par dage siden skulle vi have været passet vores engelske venindes lille søn Dominic, som skulle overnatte ude for første gang, mens hans mor og far fik en hyggeaften med nogle venner. Det endte dog med at blive aflyst, men det fik mig til at tænke på hvor meget og tit man som udenlandsdansker får brug for en “ekstra familie”.

Det er de færreste mennesker, der i virkeligheden kan klare sig fuldstændigt selv næsten uanset hvor selvstændig man er, og specielt når man flytter væk fra det sted hvor man er vokset op, og har sin familie og venner, så kan det godt pludselig overraske lidt hvor tit man faktisk kan have brug for hjælp.

Det kan være ret svært at skulle bede om hjælp de første par gange – jeg husker tydeligt et par dage efter vi var flyttet ind i vores nye lejlighed hernede, og skulle have en seng samme dag, da vi absolut ingenting havde – men hvordan var det nu lige med at finde Ikea og ikke mindst få det hele transporteret med hjem… på spansk?
Min veninde Annette havde tilbudt at tage med, og selvom det jo var helt frivilligt, så gik jeg alligevel hele tiden og havde dårlig samvittighed – for vi skulle også lige finde noget sengetøj, og noget bestik, og noget… Indtil hun pludselig sagde: “Jamen, det er jo sådan det ér, når man lige er flyttet. Jeg ved godt hvad jeg har sagt ja til, og I tager jer bare den tid, der skal til.” Det var så befriende at føle, at man fik al den hjælp man havde brug for, og at det kom fra et menneske, der oprigtigt gerne ville hjælpe!

Som tidligere nævnt, så har vi også en udlejer, der hurtigt blev til en veninde, når man næsten hver dag blev nødt til at ringe på for nu havde de ringet fra internetselskabet og sagt noget uforståeligt, eller også kunne sofaen altså ikke komme op af trappen, og hvad pokker gør man så??
Man lærer hurtigt, når man er langt fra familie og venner, at andre mennesker er søde, og hjælpsomme, og som regel meget gerne vil hjælpe dig med selv de mærkeligste ting!

Og det allerbedste er, at man pludselig finder ud af, at man selv er blevet til sådan én – en, der helt af sig selv tilbyder at passe et barn natten over, fordi man ved, at hans mor ikke har så mange hun er tryg ved når det kommer til pasning. Ikke fordi man forestiller sig, at det bliver topsjovt at sandsynligvis være oppe det meste af natten, men fordi man ved hvor meget det betyder at have den substitutfamilie.

DominicSidst Dominic var på besøg var der i hvert fald masser af underholdning i J’s keyboard

Så når det virkelig spidser til, så mærker man hvor meget ens nye “familiemedlemmer” egentlig betyder – når man føler sig magtesløs fordi man ikke forstår hvad der foregår i et nyt land eller når helbreddet pludselig svigter og man ligger alene på hospitalet… Så har man alligevel nogen, der bare kommer og er hos dig, og sådan skiftes vi til at passe på hinanden…

English recap: I promised Dominic’s mother that I would do an English recap for this post, so that she could read it too 🙂

When you live in another country than the one you grew up in, you quickly come to realise how much it means to have an extra family in the shape of the friends that help you and are there for you when you need it the most.
The ones that you trust to take care of your child, that help you when the sofa won’t fit up the stair and the ones that show up when you’re in hospital and just sit with you… 
And you one day realise that you are one of them yourself because that’s what families do – help and take care of each other.

Camilla
| Skriv kommentar
Kategorier: Tags: ,