5. maj 2014
Mi casa… es su casa?

Lige nu går der to mænd rundt i mit hjem. De åbner mine skabe, og tager alle mine ting ud. De folder mit tøj ud og folder det påny, så det passer bedre ned i en kasse. De tager porcelænskransekagefiguren fra min bryllupskage, og pakker den varsomt ind.
Imens sidder jeg her og ser på.

Det er virkelig mærkeligt ikke selv at skulle pakke vores hjem ned. Og samtidigt er det jo fantastisk, at vi netop ikke har skullet bekymre os om kasser, bobleplast og alle de mange, mange bøger og dimser, der skal have plads.

De sidste par dage har vi flere gange kigget på hinanden og sagt, “det føles slet ikke som om vi skal flytte om 3 dage” – for når ens hjem ser ud fuldstændig som det hele tiden har gjort, så føles det meget uvirkeligt, at der lige om lidt er tomt.

Jeg kan mærke, at det er meget vigtigt, at jeg lige nu sidder her og skriver, og bagefter har noget arbejde at tage mig til, for ellers ville jeg sværme om de stakkels rare flyttemænd som en lille irriterende bi. Det er jo mit liv, mit hjem, alt hvad jeg ejer, som de lige nu pakker i kasser jeg ikke skal regne med at se igen før om et godt stykke tid.

I morgen aften vil der være fuldstændig tomt i vores Barcelona lejliglighed. Vi har lånt det allermest nødvendige af en veninde, og så vil vi tilbringe vores sidste nat i Barcelona og vores hjem, som vi gjorde den allerførste: uden andet end hinanden, en madras på gulvet, spændthed i maven og en masse minder.

EspiriaVores fine gade

6 kommentarer til “Mi casa… es su casa?”

  1. Jens siger:

    Ja det må være noget underligt noget, men der venter nye eventyr et andet sted i verden. Held og lykke med det nye liv.

  2. Ih hvor er det spændende 🙂 Og lidt romantisk måde at slutte jeres Barcelona-eventyr på. Glæder mig til at følge dig i de nye omgivelser!

  3. Laura siger:

    Det lyder som den perfekte måde at tage afsked med et sted på – som man sagde goddag til det! Og hvor luksus at nogle ligefrem pakker det hele ned for jer 😀 Det må alligevel også kræve noget sådan at flytte fra et land til et andet. Held og lykke med det hele!

  4. Irene siger:

    Det er så spændende, og det lyder altså også lidt hyggeligt! 🙂

  5. Eeyorenyk siger:

    Puha, det er altså sært den sidste aften i et gammelt hjem. Sådan har jeg også haft det, når jeg er flyttet. Og det er ikke engang på tværs af landegrænser!

    Held og lykke i det nye. 😀

  6. Rikke siger:

    Vidunderligt smukt skrevet, søde Camilla. Den sidste sætning danner ekko.

    Og ja! Jeg håber, det nye eventyr der venter forude, bliver mindst ligeså fantastisk, som det i nu pakker sammen 🙂

Skriv en kommentar