Vi tuller stadig rundt i London, og nyder vores sidste dage. Der er mange tanker, der byder sig, når jeg tænker over hvordan jeg egentlig har det med byen i forhold til måske en dag at bo her. Men det skal jeg lige have lidt mere styr på inden i hovedet, så imens får I lidt blandede indtryk fra den britiske hovedstad.
Arkiv for juli, 2013
![]() |
27. juli 2013 |
![]() |
Parks, drinks and scary women!
Så er vi lige kommet indenfor, og nu regner det! Vejret har ellers været virkelig lækkert og solrigt siden vi ankom.
I går brugte vi på at vandre rundt i centrum og se på alle de store, fine bygninger, slappe lidt af i de forskellige parker vi kom forbi, og forsøge at undgå at blive gået ned af alle de sindssygt mange andre turister, der havde fået samme ide!
Vi tager en slapper
Westminister Abbey
Midt i turisthelvedet er det godt med lidt slushice og god udsigt. Hvilken en tror I er hindbær?
Sådan ser det selvfølgelig normalt ud, når man lige venter på bussen
Efter lidt hvile på hotellet, var vi klar til at tage til West End og fik en lækker burger med Kobekød, onion rings og håndskårne chips serveret i deres egen lille kurv.
West End, tænker I måske. Var I så ikke i teateret? Og jo, det var vi selvfølgelig, og det er klart den største oplevelse indtil videre. Der er jo masser af store og kendte stykker, men J har i mange år drømt om at komme ind og se “The Woman in Black”, som er baseret på en bog af Susan Hill. Der blev for nylig lavet en ny film version med Daniel Radcliffe (Harry Potter), men BBC lavede i 1989 en TVfilm, som er helt fantastisk, hvis man er til det snigende gys på en engelsk tåget hede…
Stykket er kendt for reelt at være skræmmende samtidigt med, at det er meget minimalistisk og med kun 2 (officielle) skuespillere. Så er der jo desuden hende damen i sort, men det vil være synd at afsløre mere. Hvis man er i London, og gerne vil prøve noget lidt andet end de stort opsatte stykker, som samtidigt er af virkelig kvalitet, så tag en tur på Fortune Theatre og se “Woman in Black”!
————————————————————-
I dag har vi igen vandret rundt – denne gang i Mayfair-området, hvor vi fandt en superhyggelig restaurant med de fineste special-“sodavand”. Jeg fik en “Cool Ginger Beer”, mens J kastede sig over en “Rose Lemonade”, som den kønne og meget søde tjener storsmilende fortalte var hendes absolut yndlingsdrik – “a real girly drink”! 🙂
Vi blev så vilde med stedet, at vi har bestilt bord til aftensmad mandag, og glæder os til at smage deres “Classic British Cooking”.
(Indlægget er skrevet på min tablet og uploadet via hotellets meget temperamentsfulde netforbindelse, så kvaliteten er desværre ikke 100%.)
![]() |
25. juli 2013 |
![]() |
They traveled through the night…
Så er vi velankommet til London Town!
Vi tog hjemmefra klokken halv to i nat, og var fremme på hotellet omkring kl. 11 lokal tid, så det var ikke en kort rejse. Men fordi vi efterhånden i en del år har rejst med de allerbilligste afgange, så er det nærmest blevet helt naturligt at tage sådanne ret sindssyge ture.
Hvad siger du? Skal vi op kl. 2 om natten, med natbussen til stationen, en time i bus til lufthavnen, 2 timers ventetid, 2 timers flytur, halvanden times lufthavnsshuttle og så lige en lille kilometers vandren? Ingen problem!
Det er noget med at kvinder uden tøj (eller særligt mange penge) er gode til at spinde… I så fald ville jeg være en virkelig god kat 😉
Jeg kan i øvrigt informere om, at man trods en så lang rejse meget hurtigt kan blive superfrisk igen hvis man inden for ca. 10 min først opholder bussen, fordi man har mistet sin telefon mellem sæderne, og dernæst ser sin mand være lige ved at blive kørt ned af en rød dobbeltdækker! Bare lige et lille tip til jeres næste rejse…
Så fuldt pumpet med adrenalin og ikke længere i livsfare, kom vi frem til vores hotel. Rigtigt cosy og fint, omend småt, men med alt hvad vi behøver, og det ligger fantastisk mellem 2 tube-stationer.
Efter en længere lur, vandrede vi ud for at se nærmere på vores nye kvarter, og det er ved første blik så hyggeligt! Mange forskellige typer spisesteder, fyldt med små sjove gader og butikker, og masser af liv (men dejligt stille på hotellet).
Kvarteret hedder Bayswater, og ligger lige ved siden af Kensington Gardens/Hyde Park og Notting Hill.
Til aftensmad valgte vi en lille indisk restaurant lige om hjørnet fra hotellet, som skiltede med at have været under samme ejer i 45 år. Lækker mad – jeg har været meget glad for indisk mad siden mit første år på universitetet i Skotland, hvor vi ofte fik aftensmad nede ved den lokale curryshop om søndagen – og indisk øl, så var vi tilfredse.
Nu slapper vi af på værelset inden vi i morgen for alvor skal ud og udforske London 🙂
(Indlægget er skrevet på min tablet og uploadet via hotellets meget temperamentsfulde netforbindelse, så kvaliteten er desværre ikke 100%.)
![]() |
23. juli 2013 |
![]() |
London – here we come!
Vi holder utroligt meget af at bo i Barcelona – der er meget få ting vi reelt ikke er glade for. Alligevel har vi nok de sidste par år fundet ud af, at vi ikke skal blive her til evig tid. Det er svært at sætte ord på hvad præcist, der gør, at vi har det sådan – det er meget en (heldigvis) fælles følelse af, at selvom her er rigtig dejligt, så er det ikke et liv vi kan se os selv være i for altid.
Hvad så? Jamen, det er jo det! Vi tager det stille og roligt, og ser på de muligheder, der byder sig hen af vejen. Det primære handler om hvor jeg kan få et arbejde, som jeg vil være glad for, og føler er en udvikling i forhold til det nuværende. Det arbejder vi på…
Men alt det er bare en indledning til hvad indlægget reelt skal handle om: LONDON! Det er nemlig et af det steder vi har talt mest om i forhold til hvor i verden vi både kunne tænke os at bo, og som samtidigt giver mening i forhold til arbejde/sprog/leveomstændigheder. Men J har faktisk aldrig været i London, og jeg har ikke været der siden turen med gymnasiet i ’99 – så vi er ikke særligt London-hippe og inde i hvordan byen reelt er. Vi har dog mange gange fløjet igennem London – specielt da jeg boede i Skotland – men det tæller ligesom ikke rigtigt, vel?
Dét skal der nu laves om på!
Fordi jeg er så heldig at være udstyret med verdens bedste mor, fik vi 3 overnatninger i London i julegave, og de skal så bruges nu. Vi har føjet et par nætter mere til, så vi i alt har 6 dage i den engelske hovedstad – så skal der bare opleves og hygges løs!
Vi har absolut ingen planer for hvad vi skal – det bliver helt på frihjul, men jeg kan godt garantere, at der kommer til at indgå store mængder vandren, spisning og udforskning af hemmelige gyder 🙂
Vi har generelt været meget velsignede med muligheder for at rejse – både sammen med familie og på besøg hos venner rundt omkring i verden, og det er skønt at kunne rejse og være sammen med mennesker man holder af. Specielt når man ikke har dem tæt på i hverdagen – derfor er det også så dejligt, at vi så tit har besøg i huset, for så kan man “lege” lidt ferie weekenden over 🙂
Men nogle gange, så er det også ret skønt bare at være sig selv… Og det gik op for os, at det efterhånden er ret mange år siden vi bare har været på “rigtig” ferie kun os to… Faktisk ikke siden vi var i Rom i maj 2007, så det glæder vi os rigtigt meget til.
Vi tager afsted sent i morgen nat/torsdag morgen, så de næste par indlæg kommer nok til at være tosserne på tur – det skal nok blive interessant!
Camilla
4 kommentarer | Skriv kommentar![]() |
22. juli 2013 |
![]() |
7 år, Niels!
I dag er det syv år siden J og jeg sagde officielt ja til at være hinandens.
Jeg har gået i løbet af dagen og forsøgt at finde på nogen bevingede ord om hvor utroligt det er, at man kan finde et andet menneske som man på den måde simpelthen bare passer sammen med… Men det er helt utroligt svært at sætte ord på hvorfor det lige skulle – og bliver ved med – at være ham, hvordan vi bare har det godt sammen og hvordan i alverden han som ingen anden kan se på mig, så jeg føler mig som den smukkeste i verden…
Alt sammen meget mystisk, og helt og aldeles ubeskriveligt.
Fik ved et utroligt held fanget det her til vores bryllupsdagsmorgenmad på altanen – Sådan er det bare…
![]() |
21. juli 2013 |
![]() |
When life gives you lemons…
Efter de mundvands-øgende kommentarer om hvad jeg skulle stille op med min fløde, tog jeg på marked i går eftermiddag, og endte med at få nogle dejlige hindbær med hjem. Jeg var blevet lidt hooked på idéen om at lave noget med marengs, men bageren var desværre ikke så samarbejdsvillig.
Vi er jo så heldige at have en ældre spansk gasovn, som har indstillingerne: lille flamme nedefra, stor flamme nedefra eller “Ring of FIRE!”, som griller ovenfra – dejligt til pizzaer og gratinering, mindre godt til ting, der skal bages eller varmes på under 170 grader…
Jeg valgte dog at lade tvivlen komme min kære ovn til gode, og forsøgte mig med hjemmelavede marengs for første gang i mit liv. Der stod i opskriften, at de skulle have ca. 50 min ved 100 grader, så jeg tænkte lille flamme, kig til dem efter 20 min… Da der var gået et kvarter, siger J: “Der lugter brændt – har du noget i ovnen?” Suk…. Meget fine lysbrune i toppen, mere sådan blækfarvede i bunden…
Men så kan man bare spise det øverste! 🙂 Sådan her så de ud inden de blev hevet fra hinanden:
Fløden blev pisket, og vi endte med at få en virkelig lækker “Hindbær Eton Mess à la Camilla”.
———————————————–
I dag har vi så været til 1-års fødselsdag hos nogle gode venner, og det var rigtig hyggeligt – masser af varme, små børn og god mad. Jeg overvejede flere gange at hoppe i det lille oppustelige badebassin sammen med ungerne.
Fødselsdagsbarnets far laver en fantastisk lemonade på citroner fra et stort træ på deres terrasse, og jeg fik lov at plukke så mange jeg kunne komme til – og de er ikke små!
Min høst – og ja, det er alle sammen citroner!
Så nu er der hjemmelavet lemonade til de næste par dage! Utroligt nemt at lave, og så smager det super friskt og lækkert.
Den fine flaske er fra den typiske katalanske “danskvand” Vichy Catalan, som hvert år laver specielle jubilæumsflasker.
![]() |
20. juli 2013 |
![]() |
Lørdag i el barrio
I dag stod vi ret sent op efter jeg var ude med mine kollegaer til “Beer Club” i går aftes til kl. alt-for-sent – og så bliver man jo nødt til at få lidt frisk luft og måske en bid brunch et sted.
For et par måneder siden faldt vi pludselig over en virkelig hyggelig cafe/bar lige i vores kvarter, som har lækker american style brunch med bl.a. Eggs Benedict (som er J’s favorit), french toast og meget fluffy pancakes. Det er desuden et rigtigt sjovt indrettet sted med en masse dimser og dingenoter på vægge og hylder i hele lokalet. Og så ikke mindst en supergod betjening som allerede nu husker, at jeg gerne vil have min café con leche koffeinfri og med ekstra mælk 🙂
I dag fik jeg deres “El Americano”, som er scrambled eggs, bacon, pølser, ristede kartofler og en pancake – enkelt, men vellavet og lækkert. Desuden fik vi begge deres hjemmelavede lemonade i et glas fyldt med isterninger, og det var lige sagen i den her varme!
Jeg kom selvfølgelig først på, at jeg skulle tage et billede, da maden allerede var havnet i maven, så i stedet får I et par indtryk af den sjove indretning:
Hele den ene væg er fyldt med fin stuk og en slags “rammelampe” – og så har I lige fået J’s hårtop med også 🙂
En knagerække af gafler
På toilettet kan man lege ordleg
Denne fikse lampe hang over nabobordet – og ja, den er taget nedefra
Til maden får man altid en kurv med brød, smør og syltetøj. Og alle de kondimenter man kan forestille sig!
Efter jeg havde taget en del billeder, ville den søde tjener vise mig deres nyeste tilføjelse: en krukke med en fin blå sommerfugl over baren! Men bare rolig, den er selvfølgelig ikke levende, men bevæger sig når man rører krukken 🙂
———————————————–
På vejen hjem så vi, at der var marked på vores lokale plads med masser af madboder og artisans (som er hjemmelavet håndværk: smykker, lædervarer, legetøj og lignende)
Vi begrænsede os til at købe nogle specialøl, som skal nydes senere 🙂
Når det er blevet lidt køligere, vil jeg gå på jagt efter nogle friske frugter – helst hindbær – og måske lidt marengs til min piskefløde, så jeg kan få lavet nogle af de fantastiske forslag jeg fik i går! TAK for dem!
![]() |
19. juli 2013 |
![]() |
Hvordan skal fløden skummes?
I løbet af de år vi har boet i Barcelona, har der været flere forskellige ting, som jeg ind imellem har savnet i forbindelse med mad. Der er selvfølgelig de åbenlyse som rugbrød, godt slik, leverpostej og remoulade 🙂
Til gengæld har vi jo så haft adgang til andre superlækre ting til billigere priser, og jeg har med tiden lært at lave mad, der passer til de råvarer vi kan få hernede, og så bare glæde sig ekstra meget over en leverpostejmad og Matadormix, når vi er i Danmark.
Det, der dog har været allersværest at undvære, er de forskellige mælkeprodukter vi er vant til i Danmark. Eksempelvis tog det mig næsten 2 år at finde noget, der bare mindede om kærnemælk (som i øvrigt kommer og går i de enkelte butikker, der har det), og det er kun 4 uger siden jeg endelig fandt en slags fromage frais, der kan bruges som natural yogurt uden alt for meget fedt.
Men mere end noget andet har jeg savnet frisk fløde! Altså, der er masser af fløde i supermarkederne, men når den bliver opbevaret udenfor køl og har en udløbsdato på en 3-4 måneder, så ved man godt, at det ikke kommer lige fra koen… Og UHT fløde er desuden så specielt, at det både smager spøjst og aldrig rigtigt bliver helt stift når man pisker det – det er ligesom om det mister enthusiasmen når det har stået bare 5 min…
Så jeg har ledt mange, mange steder – alle specialbutikkerne, alle de store supermarkeder, alle de lokale madmarkeder, og ofte når man lige at få en snert af triumf, når man ser en fin ordentlig flydende flaske på køl… Men ak, igen en udløbsdato på 3 måneder, og selvom ekspedienten insisterer på friskheden, så er jeg ikke helt overbevist… 🙁
Men nu! NU! Har jeg ENDELIG fundet rigtig, frisk piskefløde! Ingen UHT behandling, og en udløbsdato på et par dage!! Kan I tro det?!
(Det er de kloge tyskere, der endelig har hjulpet mig!)
Problemet er så bare, at nu da den fantastiske fløde endelig findes i mit køleskab, så er jeg fuldstændig tom for idéer… Jeg bliver ved med at tænke på en lagkage, og det er måske lidt overdrevet nu, der ikke er nogen, der har fødselsdag, og det i øvrigt måske er lidt voldsomt at lave en hel lagkage til 2 personer… Ik? 🙂
Så derfor tænker jeg, at I må hjælpe mig (og få afprøvet det der fine kommentarlink i bunden):
Hvad siger I? Hvad skal jeg lave af lækre ting med mine 200 ml frisk piskefløde??
![]() |
17. juli 2013 |
![]() |
Det var lidt spøjst…
Der er to ting man skal vide om mig: (altså, der er nok mange flere, men nu leger vi lige, ik?)
1. jeg har bidt negle siden jeg var ret lille, og er først inden for de sidste år holdt (næsten) op
2. jeg har ikke sådan nogle lange, fine kvindehænder, men er i stedet udstyret med det, de fleste unægteligt ville kalde “pølsefingre”
Siden jeg stoppede med at gnaske i dem, har jeg (som regel forgæves) forsøgt at få bare nogenlunde pæne og lange negle, for det afhjælper lidt pølse-syndromet. Siden vi så flyttede til Barcelona har jeg dog haft betydeligt mere held med at få dem pæne, og selvom de stadig knækker ret tit – jeg bliver aldrig sådan én som tænker på at passe på dem, når nu den pokker dims skal åbnes! – er det blevet meget bedre.
Derfor har jeg selvfølgelig fortalt vidt og bredt (og lidt stolt) om den fantastiske nye “negle-hærder-den-gør-automatisk-dine-negle-fabulous” spanske neglelak jeg har opstøvet, og lidt om hvordan jeg nok bare var blevet mere kvindelig og voksen (du ved, de har nemlig pæne negle)
Alt det lige indtil veninde Louise i går som en sidebemærkning siger, at det gode ved al den pyha varme hernede jo er, at ens negle har så godt af det, og vokser meget hurtigere! What?! Det har jeg aldrig før hørt noget som helst om!
Men efter en hurtig konsultation med den alvidende onkel Google, så siger han altså det samme: det er noget med, at varme giver bedre blodomløb, og derfor vokser neglene hurtigere og har det generelt bedre. Der kan man bare se… Vidste du det?
Så altså, konklusionen må være, at jeg nok faktisk slet ikke er blevet hverken mere voksen eller kvindelig, men bare har fået en lille betaling for al det pokkers svederi.
(Ringfingerneglen knækkede af fredag, og er allerede ved at lave comeback – at varmen så gør, at jeg har medister i stedet for bare wiener er en helt anden sag!)
![]() |
13. juli 2013 |
![]() |
Madører og snakketøj
Som fortalt er min gode veninde Louise på besøg i disse dage, og vi hygger det bedste vi har lært. Dem der kender os vil vide, at ingen af os er det man ville kalde den stille type, så snakketøjet bliver flittigt brugt – og når J så kommer til, så kan det godt tage lidt overhånd, for vi er alle tre konstant klar med den næste spændende historie, og helt sikkert også en kommentar til den tidligere!
Faktisk er det eneste tidspunkt vi ikke snakker når vi… spiser! Og dét gør vi så også en hel del! Hvad siger du? Oral fiksering? Det kender jeg ikke noget til…
Mad og snak (og en del vandren) er det blevet til – men vi kommer reelt aldrig særligt langt omkring, for så kan man jo liiige sætte sig og få en kop kaffe (har de også hjemmelavet kage, siger du?), og så er der gået 3 timer mere.
Denne skønne gulerodskage (og Louise fik en meget spændende kage lavet med mørkt øl, chokolade og flødecreme) kom vi til at spise på en lille fin café i vores kvarter – altså efter vi havde spist frokost en time tidligere.
(I kan lige skimte den meget hyggelige gårdhave hvor vi kom til at spise den dejlige kage – en nyopdagelse, men som helt sikkert skal besøges igen mange gange! Caféen hedder Mama’s Café)
Efter kagen, gik vi på madmarked, og så hjem for at klæde om til… aftensmaden!
——————————————————————————————-
Og der var vi meget hurtigt blevet enige om, at vi var nødt til at tage det selvudnævnte madøre med på en af vores absolut yndlingsrestauranter: La Cua Curta!
Restauranten er en lille familierestaurant, som specialiserer sig i ostefondue – og det er helt utroligt lækkert, og bliver styret med kyndig, men venlig hånd af værtinden, som altid er klar med et smil og en vin-anbefaling. At den så også ligger i en lille hemmelig gyde, gør den kun endnu mere hyggelig 🙂
Efter al den fantastiske (men ikke specielt slankende) mad, vil vi i dag tage en tur til Sitges syd for Barcelona, og mødes med J’s fætter, og nyde stranden og det gode selskab. Madørerne on tour!