21. juli 2013
When life gives you lemons…

Efter de mundvands-øgende kommentarer om hvad jeg skulle stille op med min fløde, tog jeg på marked i går eftermiddag, og endte med at få nogle dejlige hindbær med hjem. Jeg var blevet lidt hooked på idéen om at lave noget med marengs, men bageren var desværre ikke så samarbejdsvillig.

Vi er jo så heldige at have en ældre spansk gasovn, som har indstillingerne: lille flamme nedefra, stor flamme nedefra eller “Ring of FIRE!”, som griller ovenfra – dejligt til pizzaer og gratinering, mindre godt til ting, der skal bages eller varmes på under 170 grader…

Jeg valgte dog at lade tvivlen komme min kære ovn til gode, og forsøgte mig med hjemmelavede marengs for første gang i mit liv. Der stod i opskriften, at de skulle have ca. 50 min ved 100 grader, så jeg tænkte lille flamme, kig til dem efter 20 min… Da der var gået et kvarter, siger J: “Der lugter brændt – har du noget i ovnen?” Suk…. Meget fine lysbrune i toppen, mere sådan blækfarvede i bunden…

Men så kan man bare spise det øverste! 🙂 Sådan her så de ud inden de blev hevet fra hinanden:

hindbærmarengs

Fløden blev pisket, og vi endte med at få en virkelig lækker “Hindbær Eton Mess à la Camilla”.

———————————————–

I dag har vi så været til 1-års fødselsdag hos nogle gode venner, og det var rigtig hyggeligt – masser af varme, små børn og god mad. Jeg overvejede flere gange at hoppe i det lille oppustelige badebassin sammen med ungerne.

Fødselsdagsbarnets far laver en fantastisk lemonade på citroner fra et stort træ på deres terrasse, og jeg fik lov at plukke så mange jeg kunne komme til – og de er ikke små!

citronerMin høst – og ja, det er alle sammen citroner!

Så nu er der hjemmelavet lemonade til de næste par dage! Utroligt nemt at lave, og så smager det super friskt og lækkert.

LemonadeDen fine flaske er fra den typiske katalanske “danskvand” Vichy Catalan, som hvert år laver specielle jubilæumsflasker.

Camilla

Skriv en kommentar