3. oktober 2013
Et nyt sofabord… og en stor beslutning

I dag har jeg købt et nyt sofabord. Bordet i sig selv er der som sådan ikke noget specielt ved – det er fra Ikea, og helt magen til det, der allerede står i vores stue, bare meget pænere.

Sofabord

Den symbolske handling, der ligger i købet af et nyt sofabord i dag, er dog ret stor…
Jeg har længe godt vidst, at vi trængte (meget) til et nyt bord, da det gamle simpelthen er så grimt og slidt, men det der jeg har ventet på har betydet, at jeg hele tiden har udskydt det.

For der var nemlig en ret god sandsynlighed for, at vi skulle flytte til USA!
Og så var det jo fjollet at købe nyt sofabord, hvis man skulle over på den anden side af Atlanten lige om lidt…

BrooklynBridge

I december sidste år blev jeg tilbudt en ny stilling på den amerikanske østkyst – betinget af, at U.S. Immigration gik med til at give mig opholds- og arbejdstilladelse.
Det skal jeg hilse og sige ikke er nogen hverken nem eller hurtig proces, men efter i flere omgange at have samlet stakke efter stakke af dokumenter om alt fra eksamensbeviser til uflatterende billeder og rosende breve, skete der endelig noget 18. september klokken meget sent dansk/spansk tid.
Pludselig (altså så pludseligt, som det kan blive efter ca. 9 måneder!) stod der: “Your petition has been approved!” (udråbstegnet har jeg så selv tilføjet – den amerikanske immigrationstjeneste bruger ikke den slags følelser).

Store glædesudbrud fulgte – det er ret overvældende at pludselig få et svar, når det nærmest er blevet standard-indstilling, at man er i konstant venteposition!

De gode nyheder betød dog ikke, at det hele var på plads – der manglede et endeligt interview på ambassaden i Madrid, og ikke mindst en lønforhandling.
Eftersom vi reelt ingen idé havde om hvor meget det koster at bo i USA, hvad man skal betale i skat eller hvordan deres sygesikring fungerer, brugte vi de næste par uger på at få styr på alle de ting. Et budget, som så fornuftigt ud og mere viden om hvad vi skulle forvente os med hensyn til bil, lejlighed, indkøb og forsikring.
Man kunne nærmest se sig selv sidde i flyet – uden returbillet…

Approval letter

Som I nok kan gætte på indkøb af sofabord, så skal vi dog alligevel ikke med et envejs-fly i denne omgang. Virksomheden var ganske enkelt ikke villige til at betale den løn, som jeg synes, at jeg og mine evner er værd. Derfor har jeg i går – efter et par forhandlingssamtaler – takket pænt nej tak til jobbet.

Det var ikke nemt. Jeg har siden teenageårene haft en stor drøm om en dag at bo i USA, og det kræver mange kræfter at stå med en fin og færdigindpakket gave indholdende en stor drøm i hånden… Og så give den tilbage og sige nej tak.
Men det var det helt rigtige at gøre. Det er jeg heldigvis slet ikke i tvivl om – drømmen er intet værd, hvis man ikke har rammerne til reelt at kunne udleve den. Og den lever heldigvis videre i bedste velgående – det skulle bare ikke være lige nu…

Så nu endelig en forklaring på hvad jeg har ventet på meget længe, og ikke mindst hvorfor der har været lidt stille på bloggen de sidste par uger.

Det har krævet al min opmærksomhed, alle mine kræfter og en masse sjælesøgen at komme frem til en beslutning, som jeg var sikker på – og nu føler jeg at, der er løftet en kæmpe vægt fra mine skuldre! Det er superærgeligt, at det ikke blev til noget i denne omgang, men nu føler jeg mig fri – fri til at drømme om noget nyt og finde ud af hvad jeg så skal nu…

Drømmene står heldigvis i kø!
Sunset

Camilla

8 kommentarer til “Et nyt sofabord… og en stor beslutning”

  1. Heidi B. siger:

    Det kræver eddermame nosser at takke nej til sin drøm! Fuck hvor synes jeg bare det er sejt, at du ikke går ned på dine behov, og det du er værd, for ‘bare’ at bo i USA. Og i det mindste blev du tilbudt noget – og det er sgu også sejt.

    Hvis jeg lyder lidt rørstrømsk, så ved jeg ikke hvad det er. Jeg har lige siddet og tudet til tv’et, fordi der var en gut der havde lært at læse. Ih.

    • Camilla siger:

      Tusind tak, Heidi!
      Det var absolut ikke nogen let beslutning, men ja, jeg glæder mig ved, at jeg fik muligheden, og nu kan tro på, at det nok også kan lade sig gøre en gang i fremtiden 🙂

      (Og jeg kan faktisk godt lide dig sådan lidt rørstrømsk ;))

  2. Maria siger:

    Enig med Heidi – totalt sejt at du ikke går på kompromis med hvad du synes du er værd. Og når muligheden er kommet én gang skal den nok komme igen.

    Og hvis du ikke har noget imod det sådan fra en halv-fremmed fra internettet, så sender jeg dig også et virtuelt {{{knus}}}, for jeg har selv siddet i en tilsvarende situation, og selvom man ved at det er den helt rigtige beslutning at tage, så er det bare ikke altid lige sjovt alligevel.

  3. Søs siger:

    Øv og yay (!) på samme tid. Nogle drømme forbliver drømme, men bliver så erstattet af nogle nye. Lækkert at flere står i kø til at erstatte denne!

    Synes ligesom de andre det er fornuftigt du ikke er gået på kompromis – for hvad ville være værre end hvis drømmen blev til en (økonomisk) mareridt?? Det ville på ingen måde være at fortrække! God beslutning truffet og dejligt at du kan trække vejret igen 🙂

    • Camilla siger:

      Ja, det er lidt en ambivalent følelse – jeg ved det er den rigtige beslutning, og alligevel er det jo noget man har gået og drømt om længe.
      Men jeg er slet ikke i tvivl om, at der kommer flere chancer i fremtiden – så nu finder jeg bare på noget andet 🙂

  4. Eeyorenyk siger:

    Man skal ikke opgive hvad som helst, bare fordi man har en drøm. Hvis man skal bo i en trailer, og leve på en sten, er USA trods alt ikke fedt at bo i. Heller ikke selvom det er USA. 😉

    Men derfor kan I jo stadig godt flytte derover en dag, hvis det rigtige job tilbyder sig, eller I tager chancen, flytter og søger derovre fra. 🙂

    • Camilla siger:

      Nej, netop! Det er ikke noget værd, hvis man hele tiden er ulykkelig over at sidde i sin trailer og ingen penge have 😉

      Og ja, jeg er slet ikke i tvivl om, at der nok skal komme flere chancer i fremtiden!

Skriv en kommentar