Jeg elsker at lære nye sprog, og sætter oftest en ære i at kunne de mest almindelige høflighedsfraser, når jeg rejser til andre lande. Jeg har et ganske godt sprogøre, og har efterhånden skrabet sammen til at kunne et par sprog til mere end bare husbehov, men en gang imellem ender jeg alligevel i situationer, hvor alt andet end flydende kun leder til frustrationer…
Når det kommer til det spanske, så er jeg desværre slet ikke så god, som jeg gerne ville være, og egentlig også burde være efter at have boet her i snart 4 år. Jeg undskylder mig tit med, at jeg altid arbejder på engelsk og taler dansk med J herhjemme, og at det primære sprog her i byen jo er catalansk, men reelt er det undskyldninger, for jeg kunne sagtens have valgt at bruge meget mere tid på at lære det spanske sprog.
Jeg klarer mig ganske godt med forståelsen og udtalen, men den der pokkers grammatik bliver jeg aldrig venner med! Og jeg er indrettet sådan, at jeg gerne bare plaprer løs på det spanske jeg nu kan, og som regel kan jeg sagtens gøre mig forståelig. Man kommer langt med forsøget og et stort, undskyldende smil.
Problemet opstår så når det pludselig er noget vigtigt, der skal kommunikeres, og der ikke er plads til misforståelser – det er ikke så galt at få vand med brus i stedet for uden, men det er ret problematisk, hvis man får den forkerte medicin med hjem fra apoteket.
Mit allerstørste problem er telefonen. Jeg har aldrig brudt mig om at skulle ringe til offentlige instanser, men når det så skal foregå på et sprog jeg bedst mestrer til at bestille mad og tale om vejret, så eskalerer det faktisk til angstfremkaldende og tudeværdigt.
Den meget farlige telefon!
Så sent som i går blev jeg nødt til at ringe til det spanske skattevæsen Agencia Tributaria (!), da de havde skrevet, at de gerne ville give mig penge, og det ville jeg da meget gerne have, men jeg kunne ikke få lov til at sige pænt ja tak inde på deres hjemmeside. Allerede inden jeg blev nødt til at løfte røret, havde jeg virkelig forsøgt at finde en anden løsning – jeg fik ondt i maven, og var bogstavelig talt på grådens rand bare ved tanken om at skulle til at forklare og forstå noget som helst!
Men der var ingen vej udenom; jeg ringede op, og fik fat i en umiddelbart sød dame, der informerede mig om, at nej, de havde ingen, der taler engelsk – det har de aldrig, men jeg håber altid alligevel, jubeloptimist som jeg er. Hun siger pænt, at hun sagtens kan forstå mig, og nok skal tale langsomt. Godt så!
Det gik sådan set også fint de første 5 minutter indtil hun skal forklare mig hvad præcis det er, som mangler i min opgørelse – damen bliver mere og mere irriteret over, at jeg simpelthen ikke forstår de ord hun siger – hun tænker øjensynligt, at hvis hun nu taler/råber højere, så vil jeg kunne høre det bedre… Nej, dame, jeg hører skam helt fint, men fatter simpelthen ikke hvad det betyder! Og det er lige netop dén situation jeg frygter når jeg får ondt i maven inden røret løftes – at vedkommende bliver vred og irriteret over min tilsynelandende enorme idioti, og jeg intet kan gøre, fordi jeg vitterligt ikke forstår hvad der bliver sagt.
Jeg anser mig selv som et relativ intelligent menneske, som generelt har nemt ved at forstå det meste, og det er noget af det værste jeg ved at stå i en situation, hvor jeg føler mig så dum – og bliver behandlet derefter. Jeg lukker helt ned, og bliver så ked af det, men man kan jo ikke tude i telefonen til skattedamen, så i stedet bliver jeg sur og tvær, og det går desværre mest ud over stakkels J, der sidder ved siden af og prøver at trøste.
Det hele løste sig heldigvis (som det har gjort mange gange før) med lidt hjælp fra vores kære veninde og udlejer Neus, som ud fra min ret ubehjælpelige og fonetisk skrevne seddel alligevel forstod hvad, der manglede. Hurra for Neus!
Så nu kan jeg slappe af og vente på, at pengene står på kontoen – og den næste gang jeg igen skal udfolde mig på spansk over telefonen…
Alle de dimser og ting og sager, der normalt står ude på altan/opbevaringsrummet i mit fine orange køkken.
Suk…
