![]() |
19. oktober 2013 |
![]() |
Så legede vi, at det var efterår…
Jeg skriver sjældent om, at det er dejligt vejr hernede. Det er det nemlig det meste af tiden, og jer der sidder i Danmark ved det godt, og så bliver det nemt sådan noget “se, hvor lækkert vi har det”-gejl. Det gider vi ikke.
Men i dag vil jeg gerne brokke mig lidt – jeg ved godt, at man som dansker ikke må brokke sig over varmt og solrigt vejr, men jeg gør det lige lidt alligevel, ok?
For ser I, jeg købte den anden dag (da der var overskyet og regnfuldt) de fineste æbler, som jeg lige siden har gået og drømt om skulle laves til en god, gammeldags æblekage. Jeg elsker nemlig æblekage, men får det meget sjældent – jeg tror faktisk ikke jeg har fået det siden sidste efterår, da jeg var på besøg hos den dejlige storebrorfamilie, og han serverede det til dessert. Uhm!
Men skal det være, så skal det være ordentligt. Nogle af jer husker måske dengang jeg endelig efter mange års søgen havde fundet rigtig frisk piskefløde i Barcelona – hvilken glædesdag! Og i mit hoved er ordentlig flødeskum altså en meget stor del af en god æblekage, så det skulle der til. Dernæst skal man jo have noget der knaser – nogen sværger til makroner, andre mener kun det kan gøres rigtigt med rasp. Ingen af tingene kan opdrives i Barcelona! I hvert fald ikke sådan en ikke-saltet, grovkornet rasp og slet ikke makroner. Suk…
Men så i dag tog jeg turen til det mest velassorterede supermarked, fandt noget pokkers dyrt grovkornet rasp (altså, vi er enige om, at det bare er fancy brødrester, ikke?), OG tog forbi den lille biks, hvor jeg nu ved de har frisk fløde, og så kunne jeg endelig lave æblekage til fredagsdessert!
Og ved I hvad så? Så er det vildt varmt i dag – sådan så man kun kan holde ud at have t-shirt på!
Og ja, jeg ved det godt – jeg bør ikke brokke mig, men når man nu endelig skal sidde og hygge med den mest efterårsagtige lækkerbisken, så synes jeg godt det kunne tage at regne lidt på min rude.
I stedet vil jeg rulle for, tænde nogle stearinlys, sætte mig demonstrativt under et tæppe, og så leger vi bare det er efterår, ik?
Haha, kan sagtens følge dig!!! Og mums med æblekage, kan ikke huske hvornår jeg sidst har fået det. Jeg håber den var god i stearinlysenes skær med gardinerne trukket for og tæppet trukket godt op 🙂
Tak, det endte med at være en rigtig dejlig aften og en rigtig god æblekage (hvis jeg selv skal sige det ;))
Hvor ser den æblekage altså uretfærdigt god ud!
Og faktisk forstår jeg godt din frustration. Naturligvis elsker jeg solen og opsuger den som en svamp, når jeg endelig har mulighed – MEN! Jeg tror samtidig også, man som dansker har et indbygget behov for regnvejr og den hygge der medfølger. Jeg kan næsten blive irriteret, hvis der går alt for mange solskinsdage uden en gråvejrsdag. Det sidder bare indbygget i en, tror jeg.
Tak – den var også ret god (det kunne også lige passe andet, når der nu var brugt så mange kræfter på den ;))
jeg tror du har fuldstændig ret i, at man som dansker har nogle gener, der godt kan lige regnvejr, mørke aftener og stearinlys 🙂 Jeg læste faktisk et blogindlæg for nylig om, at danskere er de eneste, der kan finde på at tænde et lys ved højlys dag, “fordi det er så hyggeligt” 🙂 Det er spot on!
Altså, jeg kan spise æblekage året rundt. Også i godt vejr. Al vejr er æblekagevejr. 😛
Det har du egentlig helt ret i, søde Katja! 😀
Og nu har jeg jo fået lavet mig en god portion æblekagerasp, så mon ikke om jeg kommer til at lave en portion eller to mere snart?