Dream
Explore
Discover

You will be more disappointed by the things you didn’t do than by the ones you did. So throw off the bowlines. Sail away from the safe harbor. Catch the trade winds in your sails.

Indlæg med tagget ‘Udlandsdansker’

3. oktober 2013
Et nyt sofabord… og en stor beslutning

I dag har jeg købt et nyt sofabord. Bordet i sig selv er der som sådan ikke noget specielt ved – det er fra Ikea, og helt magen til det, der allerede står i vores stue, bare meget pænere.

Sofabord

Den symbolske handling, der ligger i købet af et nyt sofabord i dag, er dog ret stor…
Jeg har længe godt vidst, at vi trængte (meget) til et nyt bord, da det gamle simpelthen er så grimt og slidt, men det der jeg har ventet på har betydet, at jeg hele tiden har udskydt det.

For der var nemlig en ret god sandsynlighed for, at vi skulle flytte til USA!
Og så var det jo fjollet at købe nyt sofabord, hvis man skulle over på den anden side af Atlanten lige om lidt…

BrooklynBridge

I december sidste år blev jeg tilbudt en ny stilling på den amerikanske østkyst – betinget af, at U.S. Immigration gik med til at give mig opholds- og arbejdstilladelse.
Det skal jeg hilse og sige ikke er nogen hverken nem eller hurtig proces, men efter i flere omgange at have samlet stakke efter stakke af dokumenter om alt fra eksamensbeviser til uflatterende billeder og rosende breve, skete der endelig noget 18. september klokken meget sent dansk/spansk tid.
Pludselig (altså så pludseligt, som det kan blive efter ca. 9 måneder!) stod der: “Your petition has been approved!” (udråbstegnet har jeg så selv tilføjet – den amerikanske immigrationstjeneste bruger ikke den slags følelser).

Store glædesudbrud fulgte – det er ret overvældende at pludselig få et svar, når det nærmest er blevet standard-indstilling, at man er i konstant venteposition!

De gode nyheder betød dog ikke, at det hele var på plads – der manglede et endeligt interview på ambassaden i Madrid, og ikke mindst en lønforhandling.
Eftersom vi reelt ingen idé havde om hvor meget det koster at bo i USA, hvad man skal betale i skat eller hvordan deres sygesikring fungerer, brugte vi de næste par uger på at få styr på alle de ting. Et budget, som så fornuftigt ud og mere viden om hvad vi skulle forvente os med hensyn til bil, lejlighed, indkøb og forsikring.
Man kunne nærmest se sig selv sidde i flyet – uden returbillet…

Approval letter

Som I nok kan gætte på indkøb af sofabord, så skal vi dog alligevel ikke med et envejs-fly i denne omgang. Virksomheden var ganske enkelt ikke villige til at betale den løn, som jeg synes, at jeg og mine evner er værd. Derfor har jeg i går – efter et par forhandlingssamtaler – takket pænt nej tak til jobbet.

Det var ikke nemt. Jeg har siden teenageårene haft en stor drøm om en dag at bo i USA, og det kræver mange kræfter at stå med en fin og færdigindpakket gave indholdende en stor drøm i hånden… Og så give den tilbage og sige nej tak.
Men det var det helt rigtige at gøre. Det er jeg heldigvis slet ikke i tvivl om – drømmen er intet værd, hvis man ikke har rammerne til reelt at kunne udleve den. Og den lever heldigvis videre i bedste velgående – det skulle bare ikke være lige nu…

Så nu endelig en forklaring på hvad jeg har ventet på meget længe, og ikke mindst hvorfor der har været lidt stille på bloggen de sidste par uger.

Det har krævet al min opmærksomhed, alle mine kræfter og en masse sjælesøgen at komme frem til en beslutning, som jeg var sikker på – og nu føler jeg at, der er løftet en kæmpe vægt fra mine skuldre! Det er superærgeligt, at det ikke blev til noget i denne omgang, men nu føler jeg mig fri – fri til at drømme om noget nyt og finde ud af hvad jeg så skal nu…

Drømmene står heldigvis i kø!
Sunset

16. september 2013
Lidt smart er man vel altid

Jeg er nødt til at gå til bekendelse.

Når man bor i en by, hvor der er rigtigt mange turister – nogen gange så mange, at man er sikker på, at der er flere af dem end folk, der bor i byen, så kan man godt komme til at blive lidt smart i det.
Jo, den er god nok.

Så bliver man sådan én, der mopset og lidt “jeg’-for-kendt-til-det-her-sted” ruller med øjnene, når turisterne stopper op, åh’er og ih’er, og tager kameraet frem. Lidt tvært siger “pardona”, selvom man godt kan høre, at et “excuse me” måske ville være mere passende, og ignorerer det faktum, at man jo også selv taler bedre engelsk end spansk…

Jeg er ikke helt sikker på (jo, jeg er så) hvorfor det forholder sig sådan. Det er nok noget med, at det er lidt sejere at være “sådan én”, der bor i en cool by, hvor alle de andre har lyst til at komme på ferie. “Gaudi, siger du? Ja, ja, jeg går forbi hver dag, lægger nærmest ikke mærke til det længere…” (Jo, jeg gør så) Bare ikke på samme “stop-op-og-peg/tag billede”-måden som turisterne gør – jeg er jo meget coolere. Den er I med på, ik?

Jeg læste engang et blogindlæg af en dansker, der boede i New York, der kom til at gå til en koncert, hvor der primært var andre danskere – og hun havde meget den samme oplevelse. Elevatorblikke og trykket stemning – ikke fordi, de som sådan ikke kunne lide deres landsmænd, men fordi “danskere som tager til New York (os selv inklusive) selv synes, at de er sådan lidt seje. Altså ikke sådan overlegne-jeg-er-for-smart-til-mit-eget-navn-seje, men bare sådan lidt “I did this (and YOU didn’t, sucker).” 

Jeg har desuden bemærket, at mine udlændingevenner også er dem, der brokker sig mest over turisterne. Meget mere end eksempelvis min catalanske veninde, som har boet lige i centrum af byen hele sit liv. Det handler nok også om, at man som udlænding meget gerne vil indgå på lige fod med lokalbefolkningen, og så føles det meget vigtigt ikke nogensinde at blive associateret med turisterne. Det kan dog ærligt talt være lidt svært, når man er blåøjet blondine, der er nærmest kridhvid (eller hummerrød) hele året rundt.
Jeg har derfor i stædig barnetrods flere gange ladet som om, jeg slet ikke forstår engelsk, når manden på Starbucks prøver at tage min bestilling på engelsk…

ariel

Sådan kan jeg nemlig komme til at være lidt (for) smart… Men jeg prøver at lade være. Det gør jeg virkelig. At huske på, at hele årsagen til jeg flyttede hertil var, fordi jeg selv engang blev ligeså betaget af hvor hyggelig byen er, hvor lækker maden er og hvor helt utroligt smukke Gaudis konstruktioner er… Og i øvrigt stadig bliver betaget hver dag.

Camilla
| Skriv kommentar
Kategorier: Tags: , ,