Dream
Explore
Discover

You will be more disappointed by the things you didn’t do than by the ones you did. So throw off the bowlines. Sail away from the safe harbor. Catch the trade winds in your sails.

Indlæg med tagget ‘Jul’

11. januar 2014
Vinterlækkerier

Nu bliver det jo heldigvis ikke rigtig vinter i Barcelona på samme måde som i Danmark. Det kan sagtens blive ret koldt både ude og inde, – vi har sågar oplevet sne hernede – men den største forskel er lyset.
Selv på årets korteste dag bliver solen på himlen i næsten 10 timer, og på langt de fleste dage skinner solen og giver varme og lys i sindet – og det er for mig en af de bedste ting ved at bo så langt sydpå. Jeg er ikke til høje varmegrader og solbadning, men mere sol og dagslys om vinteren gør for mig en kæmpe forskel!

Vallcarca sunVores kvarter taget fra metrostationen i går eftermiddags – vi bor i bygningerne oppe til højre på bjerget.

Men i dag minder mig om en rigtig dansk efterårsdag: helt overskyet og gråt, så det bedste man kan forestille sig at lave, er at krybe sammen under et tæppe med en varm kop te og en god bog. Og hvis der så også er lidt lækkert bliver det helt perfekt.

De sidste par jul har jeg lavet hjemmelavede karameller med min kusine – jeg elsker karameller, og i år prøvede vi os frem til nogle med lakridspulver, som efter min egen ydmyge mening var ret lækre.
Jeg har desværre ikke kunnet finde noget, der bare minder om sirup i Barcelona, så da jeg nu havde parallelimporteret lakridspulver med fra Danmark, blev jeg jo nødt til at finde en anden måde at lave karameller på, ik? 🙂

Så jeg fandt min gamle “Børnenes Koge- og Bagebog” frem, og minsandten om ikke der var en opskrift på flødekarameller med sukker? Det var om muligt endnu lettere end de opskrifter jeg kender fra Danmark med sirup, og de færdige karameller er efter min mening lige som de skal være: med masser af smag og en god fasthed uden at være hårde.

Så jeg tænkte, at I ikke skulle snydes for også at kunne lave fine vinterlækkerier!

Opskrift på flødekarameller med lakridsdrys
250 g sukker
(rørsukker giver en ekstra god “mørk” smag og farve, men man kan sagtens bruge alm. sukker)
2 1/2 dl fløde (jeg brugte ved en fejl alm. madfløde 18%, selvom opskriften sagde piskefløde, og det fungerede perfekt, så man kan jo ligeså godt spare lidt på fedtet)
25 gram smør
1 knsp salt (jeg puttede en strøgen tsk i, men jeg kan også godt lide det ret salt)
2-3 spsk rålakridspulver

Karamel

– Smelt sukkeret i en gryde sammen med smøret. Når det er smeltet helt, så hæld langsomt fløden i mens du rører, så sukkeret ikke størkner.
– Tilsæt salt og eventuelle smagsstoffer (eks. vanilie/lakrids)
– Lad massen koge på lavt blus indtil boblerne begynder at hænge sammen, og massen bliver tydeligt grødet i konsistensen. Hvis du har et sukker/stegetermometer, er det rigtigt fint at bruge – massen skal helst være mellem 125 og 130 grader.
– Hvis du ikke har et termometer (som mig), så lav “karamelprøven” ind imellem: dryp et par mindre klumper af karamellen i et glas koldt vand, og rul det mellem fingrene. Når det kan blive til en sammenhængende klump med den konsistens du vil have, er karamellen klar.
– Regn med, at det varer mindst en halv time før massen er klar.
– Hæld massen ud i et fad/form dækket med bagepapir (jeg brugte et lasagnefad, der måler ca. 18×27 cm).
– Drys et fint lag lakridspulver over hele massen.
– Stil fadet/formen koldt i mindst et par timer til den er helt stivnet.

Herefter kan du skære karamellerne ud i firkanter. Hvis de er for hårde (så de splitter), så lad massen stå ved stuetemperatur i et kvarters tid og prøv igen. Pak til sidst karamellerne ind i små stykker bagepapir eller cellofan.

Og nyd! 🙂

LakridsJeg synes lakridspulveret giver en fantastisk kontrast til den meget søde karamel, men man kan sagtens lave dem uden – eller måske med et drys saltflager?

 

Camilla
| Skriv kommentar
Kategorier: Tags: , , ,
4. december 2013
Pakkepost

Der er blevet pyntet op til jul herhjemme: den hjemmelavede (på den kiksede måde!) adventskrans, multi-farvede juletræslys rundt om vinduet og det fine kalenderlys (købt i Tiger!) er alle kommet frem.

Men den helt rigtige julestemning kom lige for lidt siden, da det ringede på døren. Hvem ringer på så sent på en helt almindelig onsdag aften? Pakkepost! Dog ikke en nisse, men derimod en rar mand ved navn Juan kom med alt dette:

Julegave Julegave1

En gave (min første i år) fra arbejdet fyldt med vin, gin, whisky, småkager, chokolade, spanske pølser, nødder, turron og mange andre lækre sager! Lige hvad der skulle til sådan en kold december aften 🙂

Camilla
| Skriv kommentar
Kategorier: Tags: , ,
30. november 2013
Kunsten at pakke

Jeg er i gang med at skrive ønskeseddel. Den bliver som regel udbedt første gang omkring starten af september – så jeg tænker og tænker…

Ønskeliste

Problemet er, at når man (for at spare lidt penge) forsøger at rejse udelukkende med 10 kg håndbagage på en +2 ugers tur hjem, og der ikke må være nogen form for flydende væsker over 100ml, så kan det godt være lidt tricky at finde på noget man både ønsker sig, og kan transportere hjem til det spanske. Så det at skrive ønskeliste bliver en større tankeproces end bare hvad jeg godt kunne tænke mig – og jeg vil jo heller ikke ønske mig noget bare for at gøre det.

I den forbindelse er det ret interessant (alternativt en anelse skræmmende) hvad man efter noget tid er villig til at finde på for ikke at skulle betale 100 kr ekstra for en indchecket kuffert som ikke-specielt-velhavende, men hyppigt rejsende udlandsdansker.

Jeg er eksempelvis meget bevidst om præcis hvilket af mit tøj vejer mere end andet, og hvilket tøj vi ikke kan tage med hjem til Danmark, fordi det vil være meget besværligt at vaske det – når man kun har tøj til ca. 4-5 dage, men skal være væk i 14, så er det meget vigtigt, at man kan vaske det meste sammen. Og hvis man så skal være pæn på et tidspunkt, bliver det helt tosset – J har flere gange rejst i fint jakkesæt og sko, simpelthen fordi det fylder og vejer mest i kufferten!

Kuffert

Jeg synes selv, at jeg efterhånden er blevet ret snild til at pakke, så der er plads til rigtigt meget i en carry-on kuffert – men de fleste lavprisselskaber vejer også din håndbagage, så udfordringen er mest af alt at holde sig under de 10 kg.
Derfor har jeg helt styr på hvilke elementer i kufferten, der vejer mest, hvilke, der kan være i min jakkelomme og ikke mindst, at det faktisk kan lade sig gøre at have en full-size bærbar computer stukket ned bag i sine bukser, mens kufferten bliver vejet! 😀

Det kan blive en hel sport – en ret nervepirrende og frustrerende sport, hvor man med bankende puls venter på lufthavnsvægtens dom, og panisk gennemgår hele kuffertens indhold efter noget man kan tage på eller smide ud eller…

Det kan endda gå så langt, som dengang bedsteveninden kom helt ud i lufthavnen bare for at vinke farvel, og med sig havde 2 kg Matador Mix – fordi hun ved hvor meget jeg elsker det, og at der ikke er noget godt slik hernede. Min reaktion var: “Ej, nu har jeg lige pakket og vejet, så det præcis rammer 10 kg! Nu skal jeg pakke det hele om – dem kan jeg slet ikke have med!”
Sødt, ikke?
Jeg kom heldigvis ret hurtigt til mine sanser, og fokuserede i stedet på hvor fantastisk det er at have en så god veninde, men det siger (ret skammeligt og desværre) en del om hvor fokuseret man kan blive på den pokkers kuffertpakning. 🙂

Så i år har jeg ønsket mig det jeg oprigtigt ønsker mig (inklusiv en del bøger), og så må vi gøre vores bedste – og skulle det gå galt, så finder vi nok de 100 kr et sted.

Hvad er jeres største julegaveønske?

Camilla
| Skriv kommentar
Kategorier: Tags: , , ,