8. oktober 2013
Det er altså smart

Jeg bor ca. 2000 km fra størstedelen af de mennesker jeg holder af. Jeg kan ikke lige ringe til bedsteveninden, og høre om ikke vi skal mødes på Baresso i morgen eller tage forbi verdens bedste mutti og spise aftensmad.
Men jeg kan ringe til dem, og få vendt hele verdenssituationen – flere gange om dagen, hvis det skulle være nødvendigt. Og uden at det koster mig eller dem en eneste krone!


Onkel Google siger, at der helt præcist er 2,101 km, og at det lige nu ville tage ca. 20 timer at komme til eftermiddagskaffe med bedsteveninden på Baresso…

Jeg tænker ikke længere over at aftale Skype-dates med veninderne eller lige chatte med mutti på Facebook om hvordan hendes dag er gået – selvom jeg sidder 2000 km væk. Det er en utrolig gave at kunne holde den næsten daglige kontakt med ens kæreste, selvom man ikke kan være fysisk sammen i hverdagen. Og jeg tænker så sjældent over det!

Uden at virke alt for gammel, så husker jeg tydeligt hvordan det var for ikke længe siden – da jeg efter gymnasiet var au pair i Bruxelles købte jeg internationale telefonkort, hvor man skulle skrabe et felt fri, og så indtaste en kode inden man ringede til det ønskede nummer. For 200 belgiske franc (som var ca. 35 kr) kunne jeg tale med familie og venner i ca. 2 timer – så kom der en dame og fortalte, at nu var det på tide at lægge på. Og SÅ gammel er jeg altså heller ikke! 😉

calling-cardsSkrabe, skrabe – det var nok det sjoveste ved kortet

Da J og jeg først blev kærester boede jeg stadig i Skotland, og hver måned sad min veninde og jeg med hver vores farve tusch, og gennemgik hele 10-siders telefonregningen – der var sjældent nogen tvivl om hvem, der var ansvarlig for de mange +45 opkald…
Hvis man skulle skrive en mail eller havde en chataftale, så gik man over på universitetets bibliotek – jeg kendte ingen, der havde internet derhjemme.

Når jeg husker at huske på det, så gør det mig endnu mere lykkelig for, at vi har de kommunikationsmuligheder, der er så selvfølgelige i dag. At jeg ikke skal spekulere over hvor længe jeg nu har tilbage på kontoen, hvis verden driller, og det kun er bedstevenindens råd der dur. Det gør sådan en ældre dame som mig meget glad 🙂

SkypebilledeOg så smuk man jo er med headset…

Camilla

12 kommentarer til “Det er altså smart”

  1. Heidi B. siger:

    Har du hørt om Viber? Jeg har lige lært det at kende. Det er app (en meget lilla app i øvrigt), som er ganske gratis – med den kan du ringe og skrive gratis til folk med app’en installeret i næsten alle lande – den fortæller dig, hvis det du skal til at gøre koster penge. Det er pisse smart, og jeg føler mig meget moderne 🙂

    • Camilla siger:

      Nej, det kender jeg slet ikke, men vil da helt sikkert lige se nærmere på det 🙂

      Så kan jeg måske blive endnu mere moderne sammen med dig 😉

  2. Irene siger:

    Åh ja, det er så smart. Globalt samfund! 😉

    • Camilla siger:

      Ja, ikke? Jeg må indrømme, at for en person som mig, der er så “plaget” af udlængsel, så er det ret utroligt, at man kan holde så nemt kontakt med sine kære 🙂

  3. Mathilde siger:

    Jeg har også flere gange inden for de sidste år lige måtte stoppe op og tænke, at det godt nok er fantastisk, at vi kan kommunikere tværs gennem lande på den måde! Jeg har familie i USA og en veninde, der også var i USA som au pair for nyligt, og i den forbindelse åbnede Skype-verdenens døre for mig. Især med min veninde fik jeg det brugt flittigt, og flere gange om ugen skypede vi i timevis, så det føltes præcis som om vi sad i samme rum og hyggesnakkede om alt og ingenting. Modsat havde jeg for blot et par år længere tilbage en anden veninde, der var i udlandet, hvor vi netop måtte planlægge telefonopkaldene nøje efter de sparsomme muligheder med telefonkort og var heldige, hvis det kunne lade sig gøre at snakke sammen i 10 minutter hver anden uge. Så ved jeg i hvert fald godt hvilken måde jeg foretrækker 😉

    • Camilla siger:

      Ja, det er helt utroligt så hurtigt det er gået – og så alligevel, så er det noget jeg i hvert fald nærmest ikke tænker over i hverdagen.
      Og jeg kan forestille mig, at det er endnu mere vigtigt, når det er nogen, der er rejst så langt væk 🙂

  4. OhMyGown siger:

    Ej hvor skægt. Mine forældre fortæller også om, at når de var ude rejse, måtte deres forældre sende post til de forskellige ambassader rundt om i Asien. De kunne aldrig være sikker på at modtage det.Og da jeg selv var i Ecuador her i sommer, vrimlede det med netcafeer, hvor jeg lige kunne skrive en e-mail til mine forældre og min kæreste.
    Og gud, hvor jeg kender det med at finde ud af, hvor mange km der er hjem 😉

    • Camilla siger:

      Hvor sjovt! Så gammel er jeg heldigvis dog ikke endnu ;), men det er alligevel ret vildt, at så meget har ændret sig på så kort tid.

      Igen, da jeg læste i Skotland, var det stadig helt acceptabelt at skrive afleveringer i hånden! Ej, nu modarbejder jeg jo helt mig selv ang. det dér med at være gammel… Så…

  5. Maria siger:

    Jeg boede på New Zealand som 10-årig og efterlod en bedste veninde dernede. Da jeg kom hjem (i 1991) kunne jeg pænt få lov til at ringe til hende én gang om året, på hendes fødselsdag og vi måtte højst snakke 10 minutter, for det kostede 20kr i minuttet….

    Længe leve teknologien!!!!

    • Camilla siger:

      Ha ha! Ja, det kan jeg forestille mig har været helt vildt at skulle ringe til (bogstavelig talt) den anden side af verden i start-90’erne 🙂

      Men 20 kr alligevel – det er godt nok pebret 🙂 Jeg istemmer dit “Længe leve!” 🙂

  6. Rikke siger:

    Det er så skønt at kunne være lidt nær folk, uden at være det alligevel! Der er så mange fordele ved ‘det store internet’, altså :’D ..

    .. Faktisk snakkede jeg i går to timer med min mor over Skype. Hun er ikke specielt langt væk; men alligevel lidt, og det er så rart at kunne krydse afstanden så let, når man har brug for det.

  7. Eeyorenyk siger:

    Det ér jo faktisk dybt fantastisk at man kan kommunikere på så lang afstand, så nemt. Men jeg tænker også at jeg godt kan være lidt “misundelig” på at du trods alt ikke har længere – Tidsmæssigt. Når jeg er i USA eller skal snakke med dem derovre, er der også lige seks timers forskel at tage hensyn til og det gør det bare væsentligt sværere, når der også er to gange dagligdag der skal spille. 😛

    Men jep – Længe leve teknologien. Den gør det meget nemmere at være spredt sådan ud!

Skriv en kommentar