Der er nu ikke noget som 3 kopier af alting kombineret med køer, der bevæger sig i sneglefart og skrankepaver på fremmedsprog, vel?
I løbet af den sidste uge fandt vi endelig tid til at tage på vores lokale kommunekontor, og officielt melde vores ankomst til det belgiske. Det foregår sådan her i Bruxelles, at man skal møde op personligt med 3 kopier af sit pas, sin lejekontrakt, sin arbejdskontrakt og i vores tilfælde en vielsesattest. Så tænker man, det burde jo snildt kunne lade sig gøre, men… Der ville jo ikke være nogen udfordring i det, hvis det bare gik så let.
Så i onsdags drog vi mod Schaerbeeks (vores kommune) meget fine kommunekontor – et kæmpestort slot fyldt med lange gange, guldstatuer og mange, mange ventende mennesker.
Hvem siger, at bureaukrati ikke kan være smukt?
Til trods for, at Bruxelles er en utroligt international by med flere ikke-belgiske indbyggere end indfødte belgiere, så skal alle officielle papirer og interaktion med det offentlige foregå på ét af de tre officielle sprog: fransk, flamsk eller tysk. Og det kan godt give lidt frustration, når man kun har en dansk og engelsk udgave af sin vielsesattest.
Heldigvis har jeg en veninde fra studietiden som i dag er certificeret oversætter, som var så sød at hjælpe med at få oversat den pokkers attest og sende den med eksprespost – det virker dog endnu mere fjollet at det skulle være nødvendigt, når det en sådan attest reelt består af, er “sætninger” som “Gommens navn”, “Brudens navn” og “Vielsesdato”, som det mest komplekse. Men oversat blev den, og oversættelsen blev godkendt.
Problemet opstod så da det gik op for vores sagsbehandler, at attesten var udstedt af en dansk kirke – for (så vidt jeg har kunnet finde ud af) intet andet europæisk land har en statsreligion og dermed en kirke, der kan udstede officielle dokumenter. Det krævede en del forklaring (på fransk), før damerne bag disken forstod, at det i Danmark er kirkekontoret, der er ansvarligt for både vielses-, dåbs- og navneattester, og at vores kirkelige bryllup (og dertilhørende attest) derfor var fuldt ud lovligt gyldig.
I denne smukke hal ventede vi, og ventede vi og… Ja, gæt selv!
Der er så mange ting – små som store – som man selv er vokset op med, og sandsynligvis aldrig har skænket en tanke, som pludselig kommer til at stå i et helt andet lys, når man ser det udefra. Jeg har personligt ikke nogen stærk holding omkring det, at Danmark ikke har adskillelse af stat og kirke, men det er meget interessant at opleve eksempelvis mine kollegaers reaktion på, at et nordisk land – som normalt forbindes med frit valg og en meget åben kultur – har noget så “gammeldags” som en statsreligion. Og at den danske folkekirke dermed er en offentlig instans hvis dokumenter er lovligt gyldige.
Det næste trin i vores registreringsproces er, at der kommer en politimand hjem til os, som skal dels bekræfte, at vi bor hvor vi siger vi bor, at det kun er os, der bor her, og at vores hjem reelt er egnet til beboelse. Igen virker det utroligt sært, at det virkelig er nødvendigt, at politiet skal checke den slags, men på den anden side kan jeg sagtens se, at det faktisk er en rigtig fin sikkerhedsordning både for kommunen og os.
Men hold op, det er en langsommelig og møjsommelig proces, og der er stadig en del officielle ting, som kræver at man har et belgisk identitetskort (hvilket burde være konklusionen på al hurlumhejet). Men når jeg er allermest frustreret og træt af al bureaukratiet, så minder jeg mig selv om hvor fantastisk det egentlig er, at vi fuldstændig som det passer os har kunnet flytte til et nyt land, få et arbejde, et hjem, og udbytte af samfundets goder, og det eneste der kræves til gengæld er et pas og et par stykker papir. Så længe det er i 3 kopier.
Resultatet af alle de mange papirer er den fine “Attestation d’Enregistrement”
