2. juli 2014
One scone, please

Da jeg for nylig var så heldig at finde det fineste lille næsten-ægte britiske tea room, var jeg ikke et sekund i tvivl om, hvad jeg skulle bestille: One scone, please!

Siden jeg første gang boede i det britiske, har jeg elsket den fine engelske crumblende bolle – allerhelst med et lag af syltetøj og clotted/whipped cream/flødeskum.
Jeg husker tydeligt da jeg på universitetets cafe i Skotland blev præsenteret for hvad jeg troede var en tebolle – og så mente de, at jeg skulle putte flødeskum på en bolle?! Det var dog det særeste. Heldigvis havde jeg en indfødt med mig, som garanterede mig, at det var en ren himmerigsmundfuld. Og jeg konverterede efter allerførste bid 🙂

Tea and scones

Jeg har siden da opsøgt scones hvor end jeg kunne komme til det, og en tur til det britiske er ikke helt rigtig, hvis man ikke får scones mindst en gang. Jeg har desuden et par gange forsøgt mig med selv at bage de skønne boller, men uden meget held – de bliver altid for hårde, for flade eller bare lidt skæve teboller. Og eftersom de Barceloneanske supermarkeder alligevel ikke kunne diske op med frisk fløde, og jeg arbejdede med “stor flamme, større flamme”-gasovnen, var vores 5 år i det catalanske ikke særligt fordrende for videre forsøg.

Men så så jeg den anden dag, at det lokale supermarked her i Bruxelles har frisk fløde! Og det tog ca. 5 sekunder før der lå en flaske i min kurv, og ca. 5 sekunder mere inden jeg vidste præcis hvad jeg skulle bruge den til.

Så nu har jeg eksperimenteret med lidt forskellige opskrifter på en hjemmebagt scone, og her er resultatet:
Freshbaked SconesHvis nu I også har lyst til at lege engelsk tea room derhjemme, så kommer opskriften her:

Ingredienser:
350 g hvedemel
½ tsk salt
2 tsk bagepulver
85 g blødt smør
2 tsk vaniliesukker
2 spsk sukker
175 ml kærnemælk (stuetemperatur)
1 æg (til pensling)

Fremgangsmåde:
Forvarm ovnen på 225.
Bland mel, vanilie, salt, bagepulver. Tilsæt smørret og smuldr det med melblandingen mellem fingrene indtil det ligner brødkrummer. Tilsæt sukker.

Lav en fordybning i melet, og hæld kærnemælken deri. Brug en smørkniv, og bland det hele ved ligesom at “skære” i dejen – det må gerne være ret vådt.
Fordel lidt mel på bordet, og hæld dejen ud. Fold dejen indtil den er mere sammenhængende. Det er ret vigtigt, at man ikke ælter for meget, så dejen bliver for kompakt.

Flad dejen ud til ca. 4 cm højde (det er ret højt, så brug bare med hænderne, ikke en kagerulle). Brug et glas eller en udskærer i ca. 4-5 cm diameter, og “dyb” den i mel, og udskær scones. Når du ikke kan udskære flere, så saml dejen hurtigt og lav flere – saml det sidste dej forsigtig til en ekstra scone.

Placer scones på en bageplade, pensl dem med lidt pisket æg, og sæt dem midt i ovnen. De skal have ca. 6-10 minutter, men hold øje med dem, da ovne er meget forskellige, og det kan pludseligt gå meget stærkt ved den høje varme.

De er færdige når man tapper på dem med en finger, og de lyder hule. Placér dem på en bagerist til afkøling – hvis du vil have en sprød skorpe skal de bare stå, men hvis du vil have dem mere bløde (det foretrækker jeg), så pak dem ind i et rent viskestykke med det samme.

Scone with creamServér med nypisket flødeskum og syltetøj. Alternativt er det også rigtigt lækker med lemon curd – Piskeriset har en meget nem og superlækker opskrift.

Opskriften er tilpasset lidt, men kommer originalt fra Nigella Lawson.

Camilla

3 kommentarer til “One scone, please”

  1. Rikke siger:

    Jeg har faktisk aldrig bagt scones, men du giver mig lyst til at prøve at forsøge mig med det. Scones er jo sande himmelbidder!

    • Camilla siger:

      De er virkelig lækre – jeg ved ikke hvad det er, der gør dem så tiltrækkende 🙂 Prøv endelig, det er faktisk ikke så svært!

  2. Mmm… Elsker scones! Dog helst med chokolade 😛
    Jeg har dog ikke prøvet det sådan rigtigt med flødeskum, det må prøves.

Skriv en kommentar