Dream
Explore
Discover

You will be more disappointed by the things you didn’t do than by the ones you did. So throw off the bowlines. Sail away from the safe harbor. Catch the trade winds in your sails.

Arkiv for ‘Bare mig’ Kategori

3. september 2013
Op og ned…

Der er ikke meget balance i dagenes kvalitet i øjeblikket.

I søndags hoppede jeg på et sydgående tog, og var på visit i skønne Sitges, der ligger ca. 40 min fra Barcelona. Det er en virkelig hyggelig by, som har formået at kombinere det gamle og fine, med det nye og smarte, og er fuld af liv i de smukkeste omgivelser.
Sitges2Sitges1Jeg spiste frokost med en dansk veninde, fik vandret igennem byen, drukket lidt mojitos og generelt klaret det meste af verdenssituation på 5 timer. En af de dage hvor det værste der sker er, at man skal vente på toget hjem lige præcis længe nok til, at man kan nå at få en is.
SitgesstationSitgesisOg ovenpå lørdagsvandring, så kunne det ikke have været en meget bedre weekend!

Så kom mandagen… Helt ærligt!
En af de der dage, hvor det hele bare er dumt fra morgenstunden. Masser af mails i indbakken, som man ikke rigtig ved hvad man skal stille op med. Kollegaer, der meget gerne vil have, at man liiige hjælper med det her og det her og det her og…
Tilsæt sådan en “jeg er lidt skidt i hele kroppen”-følelse, en kæmpe opvask, der står og råber, og så… en vigtig aftale, som man ikke kan melde afbud til, så man slæber sig ud af huset, stresser for at nå det, for så at sidde og glo i 20 minutter, indtil man får at vide “jamen, det er da først i morgen du har en aftale”… Really? Really?!

Efter sådan en dag er der ikke andet at gøre end at sætte sig demonstrativt i sofaen, væbne sig med god bog, yndlingsTV og hjemmelavede oatmeal&raisin cookies, og så bare fuldstændig ignorere resten af verden mens man venter på det bliver tirsdag.
Cookies
Vi satser hårdnakket på tirsdag!

31. august 2013
Lørdagsvandring

Jeg arbejder hjemmefra, så langt de fleste hverdage går med at arbejde, handle ind, lave mad, og så slappe af resten af aftenen. Så når det bliver weekend har jeg tit brug for at komme lidt ud og se noget andet end hjemmets fire vægge – og ofte er min absolutte yndlingsting i weekenden bare at vandre lidt rundt for mig selv i denne smukke by.
Finbygning1Rambla de Catalunya

Jeg har en håndfuld steder, som jeg ofte ender med at komme forbi på min lørdagsvandren – de par boghandlere, der sælger engelske bøger får som regel altid et besøg af en mystisk dame, som mest går og stryger bøgerne kærligt, og ikke så tit køber specielt meget.

Nogle gange om lørdagen kommer der på Starbucks også en dame, der altid skal have en Frappuccino, og så sætter sig i de bløde stole og stikker næsen i sin Kindle i mindst en time. Heldigvis siger de ikke noget til hende – hun lader til at være så opslugt…
Andre gange dukker damen op på en café et sted i byen, bestiller altid en “café con leche descafinado”, og laver samme trick…
CafeconlecheSenere kan man spotte damen med opsat hår (det er jo pokkers varmt i den her by), og måske en pose eller to under armen – så vandrer hun rundt og ser på alle de andre mennesker. Finder sig nok en fortovscafé, får lidt mad, og finder den der Kindle/bog frem igen. Men kigger også lidt på alle de sjove og interessante ting, der helt af sig selv sker omkring hende…
MadlørdagTilsidst vandrer damen videre indtil hun har så trætte fødder, at det er på tide at finde en bus, hvor hun kan hvile dem lidt indtil hun runder lørdagens vandren af med at handle ind til resten af weekendens afslapning og gode mad.
Så smiler de søde ekspeditricer i det lokale supermarked over damens forsøg på at stoppe både kikærter, en hel kylling og en kvart vandmelon ned i sin taske – så der ikke skal slæbes for meget i plastikposer, når den sidste stejle bakke skal bestiges, og damen endelig kan ringe på dørklokken (for nøglen ligger jo i bunden af tasken under vandmelon, bøger og andre gode sager), og kalde “heeelp” op af trappen, så hendes søde mand kommer og bærer alle de tunge poser helt op på første sal.
Passatge espiriaSikke en dejlig dag!

Hvad har I brugt jeres lørdag på?

24. august 2013
Mit Barcelona – Santa Maria del Mar

Den 23. august 2009 landede jeg i Barcelona uden en returbillet – jeg havde intet job, tre måneders dagpenge at løbe på, og en lap papir med en adresse på en sød dansk dame, der havde sagt ja til, at jeg måtte bo hos hende i hvert fald den første uges tid.

Tilbage i Århus havde jeg efterladt J, som gik og pakkede den opsagte lejlighed færdig – jeg var udsendt på “spejder-mission”, som han sagde. Ude for at sondere terrænet… og forhåbentlig finde et job, så vi kunne blive i byen når dagpengene løb tør.

Jeg havde (meget rammende i dag) fundet min (senere) veninde Annette gennem hendes blog om at bo i Barcelona, og hun havde skrevet, at hun havde et ekstra værelse, som jeg gerne måtte leje på dagsbasis indtil jeg fandt et job og noget mere permanent at bo i. Jeg havde desuden en kontakt til en dansk veninde til en veninde, som havde sagt i telefonen en måneds tid tidligere, at hvis jeg kom til Barcelona, så kunne hun nok godt finde mig et job indenfor et par måneder – sikkert ikke drømmejobbet, men nok til at kunne starte et liv hernede.

Så dér stod jeg – og havde et par timer inden jeg kunne tage hjem til Annette, som var på arbejde. Og det første sted jeg tænkte på at tage hen var det allerførste sted jeg elskede i Barcelona.
Jeg havde nemlig været i byen 4 år tidligere med min mor, og boet lige ved siden af den mest fantastiske kirke – et sted, som jeg forelskede mig i, og følte et helt specielt tilhørsforhold til allerede første gang jeg satte mine fødder derinde.

Santa Maria del Mar

Indgang2

Jeg elsker kirker – det er mig sådan set ret ligegyldigt hvilken religion den tilhører. Jeg holder af stilheden, muligheden for at lukke hele verden ude, og bare sidde for sig selv med ro i hovedet. Der foregår som regel ret mange mere og mindre mærkelige ting inde i mit hoved på næsten alle tidspunkter, men så snart jeg træder ind i en kirke, så bliver der roligt… Stille og fredeligt.

Og af alle de smukke og utrolige og mægtige og hyggelige kirker jeg har været i rundt omkring i verden, så er Santa Maria del Mar mit bedste sted til stilhed.
Til at tænke over noget
Eller bare tænke på ingenting
Til at mindes og tale med de mennesker, som ikke længere er i mit liv, men nu er stjerner på himlen
Til bare at være Camilla…

Fra afstandIndgang3
Fra siden
Bagindgang
Fra afstand

(Jeg har med vilje ikke taget nogle billeder inde i kirken – dels fordi jeg ikke bryder mig om at tage billeder i kirker, men mest fordi ingen billeder nogensinde vil kunne gøre Santa Maria del Mar retfærdighed – og aldrig kunne vise jer hvorfor jeg elsker den så meget… Det kan mine ord knapt nok.)

17. august 2013
Den ekstra familie

Help from my friends

For et par dage siden skulle vi have været passet vores engelske venindes lille søn Dominic, som skulle overnatte ude for første gang, mens hans mor og far fik en hyggeaften med nogle venner. Det endte dog med at blive aflyst, men det fik mig til at tænke på hvor meget og tit man som udenlandsdansker får brug for en “ekstra familie”.

Det er de færreste mennesker, der i virkeligheden kan klare sig fuldstændigt selv næsten uanset hvor selvstændig man er, og specielt når man flytter væk fra det sted hvor man er vokset op, og har sin familie og venner, så kan det godt pludselig overraske lidt hvor tit man faktisk kan have brug for hjælp.

Det kan være ret svært at skulle bede om hjælp de første par gange – jeg husker tydeligt et par dage efter vi var flyttet ind i vores nye lejlighed hernede, og skulle have en seng samme dag, da vi absolut ingenting havde – men hvordan var det nu lige med at finde Ikea og ikke mindst få det hele transporteret med hjem… på spansk?
Min veninde Annette havde tilbudt at tage med, og selvom det jo var helt frivilligt, så gik jeg alligevel hele tiden og havde dårlig samvittighed – for vi skulle også lige finde noget sengetøj, og noget bestik, og noget… Indtil hun pludselig sagde: “Jamen, det er jo sådan det ér, når man lige er flyttet. Jeg ved godt hvad jeg har sagt ja til, og I tager jer bare den tid, der skal til.” Det var så befriende at føle, at man fik al den hjælp man havde brug for, og at det kom fra et menneske, der oprigtigt gerne ville hjælpe!

Som tidligere nævnt, så har vi også en udlejer, der hurtigt blev til en veninde, når man næsten hver dag blev nødt til at ringe på for nu havde de ringet fra internetselskabet og sagt noget uforståeligt, eller også kunne sofaen altså ikke komme op af trappen, og hvad pokker gør man så??
Man lærer hurtigt, når man er langt fra familie og venner, at andre mennesker er søde, og hjælpsomme, og som regel meget gerne vil hjælpe dig med selv de mærkeligste ting!

Og det allerbedste er, at man pludselig finder ud af, at man selv er blevet til sådan én – en, der helt af sig selv tilbyder at passe et barn natten over, fordi man ved, at hans mor ikke har så mange hun er tryg ved når det kommer til pasning. Ikke fordi man forestiller sig, at det bliver topsjovt at sandsynligvis være oppe det meste af natten, men fordi man ved hvor meget det betyder at have den substitutfamilie.

DominicSidst Dominic var på besøg var der i hvert fald masser af underholdning i J’s keyboard

Så når det virkelig spidser til, så mærker man hvor meget ens nye “familiemedlemmer” egentlig betyder – når man føler sig magtesløs fordi man ikke forstår hvad der foregår i et nyt land eller når helbreddet pludselig svigter og man ligger alene på hospitalet… Så har man alligevel nogen, der bare kommer og er hos dig, og sådan skiftes vi til at passe på hinanden…

English recap: I promised Dominic’s mother that I would do an English recap for this post, so that she could read it too 🙂

When you live in another country than the one you grew up in, you quickly come to realise how much it means to have an extra family in the shape of the friends that help you and are there for you when you need it the most.
The ones that you trust to take care of your child, that help you when the sofa won’t fit up the stair and the ones that show up when you’re in hospital and just sit with you… 
And you one day realise that you are one of them yourself because that’s what families do – help and take care of each other.

14. august 2013
Hvorfor?

Baggrunden for denne blog er jo, at jeg har valgt at bosætte mig uden for Danmarks grænser, og når jeg fortæller, at vi valgte at tage springet for de der små 4 år siden, så er næste spørgsmål næsten altid: “Jamen, hvorfor valgte I at gøre det?”

Det er ikke noget nemt spørgsmål at svare på. Og så alligevel… Hvis man nogensinde selv har haft en drøm eller et ønske om at prøve at bo i et andet land, så er det slet ikke så svært at forklare: vi valgte at flytte til Barcelona, fordi det ganske enkelt kunne være spændende at bo i et andet land – og fordi jeg altid drømmer om at rejse, og bo i endnu et nyt land.
Og vi havde muligheden, og valgte at gå efter det – man kan utroligt meget, hvis man virkelig vil det. Og ikke mindst tør vove forsøget…

Men hvis man aldrig selv har overvejet det, så er det meget sværere at forklare hvorfor man på den måde vælger at rykke alt op, og bare satse på, at det nok skal gå, simpelthen fordi man virkelig gerne vil det. De samme mennesker (i min erfaring) forventer som regel, at jeg har en masse konkrete årsager til at have flyttet – at jeg eksempelvis elsker varmt vejr, blev nødt til at flytte pga. arbejde eller lignende – og for dem vil mit ærlige svar aldrig være tilfredsstillende. Vi føler det simpelthen forskelligt… og det er jo fantastisk, selvom vi aldrig vil kunne rigtigt forstå hinanden. Man kan ikke forklare følelser…

Ofte spørger de mennesker mig også, hvorfor jeg synes Barcelona er bedre end Danmark – og lige præcis dér rammer de hovedet på sømmet. For det er slet ikke en del af mit verdenssyn eller mine følelser – jeg er ikke flyttet udenlands, fordi jeg var/er utilfreds med Danmark! Jeg elsker mit land, og jeg er stolt af at være dansker, og vil aldrig kunne være andet, for det er der jeg kommer fra.
Men jeg kan sagtens føje til hvem jeg er – og det er dét jeg “leder” efter. Hvert land har sine kvaliteter og ulemper/ting man er uenig med, men for mig ligger det i oplevelsen – på godt og ondt at prøve noget andet og anderledes! Bare fordi det er anderledes, ikke fordi det er hverken bedre eller værre…

Jeg talte med en af mine venner den anden dag, om hvad man leder efter i en partner, og om det er urealistisk at have nogle ting, som man betragter som deal-breakers – ting, som man under ingen omstændigheder kunne acceptere uanset hvor fantastisk en person ellers måtte være.

Nu har jeg jo været så heldig at finde en mand i mere eller mindre første forsøg, der heldigvis godt kunne overtales til at tage med mig ud i verden på eventyr, så jeg har reelt aldrig stået i en situation, hvor jeg var dybt forelsket i en person, som var perfekt på alle andre måder, men som slet ikke kunne forestille sig at leve udenlands.
Men jeg føler mig meget overbevist om, at det virkelig er en deal-breaker for mig – jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde ikke har haft lysten til at rejse, opleve og ville dykke helt ned i hver enkel kultur jeg har besøgt.

Hver gang jeg oplever et nyt sted, drømmer jeg om at bo der, lære sproget, blive helt indfødt og vide hvordan hele kulturen fungerer… Og jeg bliver lige trist hver gang jeg indser, at det i virkeligheden slet ikke kan lade sig gøre. Jeg er nok nødt til at stille mig tilfreds med at have et godt kendskab til måske et par stykker.

CamillaFirenzeGlade dage i Firenze

CamillaNYCEn glad Camilla på besøg i New York for første gang!

CamillaSavoca
Utrolig udsigt fra “Godfather”-kirken i Savoca på Sicilien

CamillaAcapulco
På eventyr i Acapulcos gader – verdens bedste tacos!

Det blev et lidt længere indlæg end jeg lige havde planlagt, men som I kan se, så er det ikke nemt at “forklare” hvorfor jeg føler som jeg gør – hvorfor min udlængsel er så stærk, at den på ingen måde kan ignoreres. Den er en helt essentiel del af hvem jeg er, og jeg holder faktisk utroligt meget af den – og håber jeg kan blive ved med at stille den nogenlunde tilfreds 🙂

Camilla HighLine
Altid på vej mod nye eventyr…

10. august 2013
Bøgernes verden

Hej, jeg hedder Camilla, og jeg er book-a-holic!

Jeg kan ikke huske et tidspunkt hvor bøger ikke har haft en meget central rolle i mit liv – jeg har i nogen perioder af mit liv læst mere end i andre, men jeg har aldrig ikke været en læser. Med alt hvad det indebærer af kærlighed til biblioteker, glæden ved at åbne en ny verden fuld af eventyr, som kan ligge i dine hænder, og et nærmest religiøst forhold til de bøger, der bor på mine hylder…

Jeg elsker at se på bøger, føler mig allermest hjemme dér hvor mine bøger befinder sig, og finder det helt almindeligt, at bøger kærtegnes som et yndlingskæledyr. Og selvom jeg ingen penge, plads eller behov (altså, det har man vel egentlig altid) har for nye bøger, og jeg ved, at jeg ikke skal have noget med hjem, så er glæden ved bare at tusse rundt i en boghandel noget af det allerbedste jeg ved i hele denne verden…

De sidste par uger siden jeg begyndte at skrive på bloggen, har jeg af uvisse årsager ikke læst så meget som jeg ellers plejer. Det at læse er så meget en del af min hverdag og rutine, at jeg faktisk tror, at al det ferie og hyggeligt samvær med levende mennesker, har rodet lidt med mine læseplaner 🙂
Men nu er hverdagen på vej igen, så jeg kan mærke bøgerne igen råbe højere og højere for at blive taget op igen, og tage mig med på nye eventyr!

BøgerEt udsnit af de mange, mange bøger, der bor hjemme hos mig…

I forhold til at være udlandsdansker og i det hele taget at bo mange forskellige steder, så har det ofte været mine bøger, der har fået nye steder til hurtigt at føles som hjemme. Da vi første flyttede til Barcelona, var der mange, som synes det virkede lidt skørt at flytte alle vores – ved sidste optælling – knap 900 bøger med hele vejen, men for mig er der ingen tvivl. Jeg ville hellere undvære de fleste af møblerne, så længe mine bøger kommer med 🙂 Så er jeg hjemme.

Det er ikke meningen, at dette skal være en bog-blog på nogen måde, men mine bøger og mit kærlighedsforhold til alle de verdener jeg besøger, når jeg læser, kan ikke på nogen måde adskilles fra hvem jeg er, så der vil uden tvivl fra tid til anden snige sig lidt indlæg ind om bøger.
Jeg kunne nok sagtens lave en bog-blog med de mængder jeg læser, men jeg er ikke altid så god til det med anmeldelser, så indtil videre bliver det bare et par indslag hist og her… Mest af alt håber jeg, at det måske kan være til inspiration, da jeg af natur er ligeså meget en bog-pusher, som jeg er bog-læser!

7. august 2013
Home, sweet home!

Så er vi endelig hjemme!

Vi har som fortalt haft en dejlig tur til London, været et smut i Danmark til et fint bryllup (det skal jeg nok lige fortælle lidt mere om senere), og formåede faktisk på knap 5 dage at være i Odense, Ejby, Aalborg og Århus (for sådan staves det nemlig, blev der sagt!).

Men det er altid dejligt at komme hjem til sig selv – sin egen seng, sit eget køkken og sit eget enorme rod.

Jeg synes det er så dejligt at komme hjem, at det er helt ok, at kufferterne ser ud som om de har kastet deres indhold op ud over hele stue – OG soveværelsesgulvet. Det er så skønt at kunne drikke kaffe af sit eget Mummi-krus, at det slet ikke gør noget, at det meste af køleskabets indhold er uniformt muggrønt, og at vi skal drikke mindst 1½ liter mælk og spise 8 bægre yogurt inden i morgen. Og det er så vidunderligt at kunne stene de sidste par afsnit af yndlingsserierne i min egen sofa, at de 300+ arbejdsmails da sagtens kan få lov at passe sig selv lidt endnu… Ik?

Suitcase

2. august 2013
London calling?

Så er vi rejst fra London. Vi er lige nu på besøg hos J’s fætter på Fyn inden vi i morgen skal til bryllup. Derefter tilbringer vi et par dage i Århus, hvor vi flyver hjem fra i starten af næste uge.

Jeg har gået meget siden vi ankom til London og tænkt og tænkt over hvad jeg egentlig synes om byen – ikke bare som feriested, men især i forhold til hvorvidt jeg kunne se mig selv bo der en dag… Og selv efter mange dages tankespind og flere dages radiostilhed, mens jeg har forsøgt at finde på noget klogt eller dybsindigt at skrive om hvad mine følelser er for byen, har jeg stadig meget svært ved at udtrykke præcis hvordan jeg har det. Så I må bære over med et endnu mere vrøvlet indlæg end ellers!

Først og fremmest, så havde vi en utroligt dejlig ferie – ingen tvivl om det! Vi hyggede, slappede meget af, og fik oplevet en masse. Så jeg er slet ikke i tvivl om hvorvidt jeg ville anbefale andre at tage til London på ferie, for om end det ikke er det billigste sted, så er der så meget at opleve, smage og indsnuse, at det i mine øjne er pengene værd.
“Problemet” opstår først når jeg skal forestille mig at bo i London. Vi boede jo i Bayswater området, som ligger op ad Notting Hill i West London, og det var et ganske hyggelig område med en fin “hovedgade” og mange restauranter og butikker. Men lige så snart man bevægede sig uden for de par gader, så var det alt sammen meget pæne, hvide, og tydeligvis meget dyre huse, der lå på række efter række hele vejen ind til centrum. Og fint som det var, så virkede det slet ikke som et sted hvor almindelige mennesker bor eller hvor man kan fornemme, at hér er der en lokal stemning, et sammenhold, der indikerer, at det betyder noget bestemt for folk at bo der… Og dét viser sig at være noget af det vigtigste for mig. Det var jeg måske godt klar over, men det har ikke tidligere været så tydeligt, som da vi vandrede gade op og gade ned, og ikke stødte på noget, der bare mindede om lokal stemning – faktisk var der ingen på gaderne overhovedet.

IMG_20130802_225144Utroligt kønt – men uden særligt meget sjæl

De dage vi tog ind til centrum, var det som sagt utroligt smukt, og en oplevelse, som er fin til ferie – men de eneste mennesker man mødte på gaden, var alle sammen turister ligesom os selv… Og selvom man så folk, der tydeligvis boede i byen, så havde jeg selv efter 3 dage overhovedet ingen fornemmelse af hvad en “rigtig” London’er var. Jeg er jo godt klar over, at store byer har forskellige dele, og dermed også mange forskellige typer mennesker, men både i Barcelona, Paris, København – ja, selv i New York følte jeg, at jeg fik en fornemmelse af hvordan indbyggerne generelt så sig selv, og jeg kunne selv se hvordan jeg kunne passe ind i den by… Alt i alt dermed ikke den mest positive oplevelse til trods for den gode mad og de smukke omgivelser.

Heldigvis (det er nemlig ikke alt sammen så trist og tragisk!) har J kontakt til sin tidligere frisør Lisa (don’t ask – han er også venner med sin nuværende, og så meget bliver han altså heller ikke klippet!) fra Barcelona, som var flyttet tilbage til London, og som havde været så sød at gå med til at mødes med os og vise os lidt af hendes London.
Hun bor så i East London (omkring Brick Lane), og som hun selv sagde flere gange, så havde hun overhovedet ikke været i West London siden hun var flyttet tilbage for et år siden! Og selvom vi nok godt vidste, at der ville være forskel på de to dele, så var det alligevel utroligt hvor meget det føltes som en helt anden by! Hun tog os med på lokalt mad og artisan-marked, som var propfyldt med lokale, og ikke mindst på det (ret sindssyge, men samtidigt fantastiske) blomstermarked, der bliver holdt hver søndag på Columbia Road. Det var virkelig som at være i en anden by, og det viste sig, at denne by kunne jeg meget hurtigt se mig selv være en del af!
IMG_20130802_224405IMG_20130802_224438Hyggelige små gader og helt “almindelige” lejlighedskomplekser; børn, der legede på gaden; folk, der cyklede ned for at handle, og generelt bare den der følelse af et lokalsamfund, hvor beboerne havde en del af deres identitet i at komme fra lige deres område – som jeg efterhånden jo slet ikke troede fandtes i kæmpebyen London. IMG_20130802_224621IMG_20130802_224506

Vi taler stadig nu om, at selvom vi havde mange andre dejlige oplevelser (vi tog bl.a. i teateret igen, og mødtes med min au pair mor til middag), så var dagen sammen med Lisa den absolut bedste oplevelse på hele turen – den gav os begge et helt andet og langt mere balanceret og tiltalende billede af London.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at hvis vi nogensinde kommer til at skulle mod det britiske land, så skal vi have fundet os et sted i East London – det ligger ikke i kortene, at vi flytter dertil lige med det samme, men det er virkelig dejligt at føle, at jeg har fundet et sted hvor jeg tror jeg kunne komme til at have hjemme…

IMG_20130802_225047På vores sidste dag fandt vi endelig et godt sted hvor vi kunne få en dejlig afternoon tea – at det så var lige midt i den kæmpestore Waterstones gjorde det bare endnu bedre.

Se lige den scone!

22. juli 2013
7 år, Niels!

I dag er det syv år siden J og jeg sagde officielt ja til at være hinandens.

Jeg har gået i løbet af dagen og forsøgt at finde på nogen bevingede ord om hvor utroligt det er, at man kan finde et andet menneske som man på den måde simpelthen bare passer sammen med… Men det er helt utroligt svært at sætte ord på hvorfor det lige skulle – og bliver ved med – at være ham, hvordan vi bare har det godt sammen og hvordan i alverden han som ingen anden kan se på mig,  så jeg føler mig som den smukkeste i verden…

Alt sammen meget mystisk, og helt og aldeles ubeskriveligt.

BryllupsdagFik ved et utroligt held fanget det her til vores bryllupsdagsmorgenmad på altanen – Sådan er det bare…

 

17. juli 2013
Det var lidt spøjst…

Der er to ting man skal vide om mig: (altså, der er nok mange flere, men nu leger vi lige, ik?)

1. jeg har bidt negle siden jeg var ret lille, og er først inden for de sidste år holdt (næsten) op

2. jeg har ikke sådan nogle lange, fine kvindehænder, men er i stedet udstyret med det, de fleste unægteligt ville kalde “pølsefingre”

Siden jeg stoppede med at gnaske i dem, har jeg (som regel forgæves) forsøgt at få bare nogenlunde pæne og lange negle, for det afhjælper lidt pølse-syndromet. Siden vi så flyttede til Barcelona har jeg dog haft betydeligt mere held med at få dem pæne, og selvom de stadig knækker ret tit – jeg bliver aldrig sådan én som tænker på at passe på dem, når nu den pokker dims skal åbnes! – er det blevet meget bedre.

Derfor har jeg selvfølgelig fortalt vidt og bredt (og lidt stolt) om den fantastiske nye “negle-hærder-den-gør-automatisk-dine-negle-fabulous” spanske neglelak jeg har opstøvet, og lidt om hvordan jeg nok bare var blevet mere kvindelig og voksen (du ved, de har nemlig pæne negle)

Alt det lige indtil veninde Louise i går som en sidebemærkning siger, at det gode ved al den pyha varme hernede jo er, at ens negle har så godt af det, og vokser meget hurtigere! What?! Det har jeg aldrig før hørt noget som helst om!

Men efter en hurtig konsultation med den alvidende onkel Google, så siger han altså det samme: det er noget med, at varme giver bedre blodomløb, og derfor vokser neglene hurtigere og har det generelt bedre. Der kan man bare se… Vidste du det?

Så altså, konklusionen må være, at jeg nok faktisk slet ikke er blevet hverken mere voksen eller kvindelig, men bare har fået en lille betaling for al det pokkers svederi.

Negle

 

 

(Ringfingerneglen knækkede af fredag, og er allerede ved at lave comeback – at varmen så gør, at jeg har medister i stedet for bare wiener er en helt anden sag!)