 |
2. august 2013 |
 |
London calling?
Så er vi rejst fra London. Vi er lige nu på besøg hos J’s fætter på Fyn inden vi i morgen skal til bryllup. Derefter tilbringer vi et par dage i Århus, hvor vi flyver hjem fra i starten af næste uge.
Jeg har gået meget siden vi ankom til London og tænkt og tænkt over hvad jeg egentlig synes om byen – ikke bare som feriested, men især i forhold til hvorvidt jeg kunne se mig selv bo der en dag… Og selv efter mange dages tankespind og flere dages radiostilhed, mens jeg har forsøgt at finde på noget klogt eller dybsindigt at skrive om hvad mine følelser er for byen, har jeg stadig meget svært ved at udtrykke præcis hvordan jeg har det. Så I må bære over med et endnu mere vrøvlet indlæg end ellers!
Først og fremmest, så havde vi en utroligt dejlig ferie – ingen tvivl om det! Vi hyggede, slappede meget af, og fik oplevet en masse. Så jeg er slet ikke i tvivl om hvorvidt jeg ville anbefale andre at tage til London på ferie, for om end det ikke er det billigste sted, så er der så meget at opleve, smage og indsnuse, at det i mine øjne er pengene værd.
“Problemet” opstår først når jeg skal forestille mig at bo i London. Vi boede jo i Bayswater området, som ligger op ad Notting Hill i West London, og det var et ganske hyggelig område med en fin “hovedgade” og mange restauranter og butikker. Men lige så snart man bevægede sig uden for de par gader, så var det alt sammen meget pæne, hvide, og tydeligvis meget dyre huse, der lå på række efter række hele vejen ind til centrum. Og fint som det var, så virkede det slet ikke som et sted hvor almindelige mennesker bor eller hvor man kan fornemme, at hér er der en lokal stemning, et sammenhold, der indikerer, at det betyder noget bestemt for folk at bo der… Og dét viser sig at være noget af det vigtigste for mig. Det var jeg måske godt klar over, men det har ikke tidligere været så tydeligt, som da vi vandrede gade op og gade ned, og ikke stødte på noget, der bare mindede om lokal stemning – faktisk var der ingen på gaderne overhovedet.
Utroligt kønt – men uden særligt meget sjæl
De dage vi tog ind til centrum, var det som sagt utroligt smukt, og en oplevelse, som er fin til ferie – men de eneste mennesker man mødte på gaden, var alle sammen turister ligesom os selv… Og selvom man så folk, der tydeligvis boede i byen, så havde jeg selv efter 3 dage overhovedet ingen fornemmelse af hvad en “rigtig” London’er var. Jeg er jo godt klar over, at store byer har forskellige dele, og dermed også mange forskellige typer mennesker, men både i Barcelona, Paris, København – ja, selv i New York følte jeg, at jeg fik en fornemmelse af hvordan indbyggerne generelt så sig selv, og jeg kunne selv se hvordan jeg kunne passe ind i den by… Alt i alt dermed ikke den mest positive oplevelse til trods for den gode mad og de smukke omgivelser.
Heldigvis (det er nemlig ikke alt sammen så trist og tragisk!) har J kontakt til sin tidligere frisør Lisa (don’t ask – han er også venner med sin nuværende, og så meget bliver han altså heller ikke klippet!) fra Barcelona, som var flyttet tilbage til London, og som havde været så sød at gå med til at mødes med os og vise os lidt af hendes London.
Hun bor så i East London (omkring Brick Lane), og som hun selv sagde flere gange, så havde hun overhovedet ikke været i West London siden hun var flyttet tilbage for et år siden! Og selvom vi nok godt vidste, at der ville være forskel på de to dele, så var det alligevel utroligt hvor meget det føltes som en helt anden by! Hun tog os med på lokalt mad og artisan-marked, som var propfyldt med lokale, og ikke mindst på det (ret sindssyge, men samtidigt fantastiske) blomstermarked, der bliver holdt hver søndag på Columbia Road. Det var virkelig som at være i en anden by, og det viste sig, at denne by kunne jeg meget hurtigt se mig selv være en del af!
Hyggelige små gader og helt “almindelige” lejlighedskomplekser; børn, der legede på gaden; folk, der cyklede ned for at handle, og generelt bare den der følelse af et lokalsamfund, hvor beboerne havde en del af deres identitet i at komme fra lige deres område – som jeg efterhånden jo slet ikke troede fandtes i kæmpebyen London. 
Vi taler stadig nu om, at selvom vi havde mange andre dejlige oplevelser (vi tog bl.a. i teateret igen, og mødtes med min au pair mor til middag), så var dagen sammen med Lisa den absolut bedste oplevelse på hele turen – den gav os begge et helt andet og langt mere balanceret og tiltalende billede af London.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at hvis vi nogensinde kommer til at skulle mod det britiske land, så skal vi have fundet os et sted i East London – det ligger ikke i kortene, at vi flytter dertil lige med det samme, men det er virkelig dejligt at føle, at jeg har fundet et sted hvor jeg tror jeg kunne komme til at have hjemme…
På vores sidste dag fandt vi endelig et godt sted hvor vi kunne få en dejlig afternoon tea – at det så var lige midt i den kæmpestore Waterstones gjorde det bare endnu bedre.
Se lige den scone!
Camilla
Den følelse man skal have for at føle sig “hjemme” kan ikke forklares, tror jeg. Den er svær at beskrive, for det er ikke én specifik ting der gør at man kan se sig selv bo der. Det er en masse ting, som ikke nødvendigvis kan ses med øjet, men bare føles i hjertet. Og følelser er altid svære at sætte ord på, når man skal forklare det til andre der ikke kender den samme følelse.
Jeg oplevede det samme da jeg kom hjem fra USA sidste efterår. Alle var af den der “ah, men en ferie er jo altid dejlig.” Og ja, det var den. Det er den bedste ferie nogensinde, jeg har SÅ mange gode minder derfra og jeg elskede hvert sekund (måske lige bortset fra bilulykken :P) men det var ikke ferien og parkerne jeg savnede. Det var følelsen indeni, følelsen af at høre til et sted og føle sig hjemme, selv når man stod i Wallmarts kilometerlangegange og fattede hat og papir af hvad man faktisk var på udkig efter. 😉
Hej håber du har lyst til at deltage i min giveaway
– http://janelindenberg.blogspot.dk/2013/08/giveaway-2.html