Jeg er i gang med at skrive ønskeseddel. Den bliver som regel udbedt første gang omkring starten af september – så jeg tænker og tænker…
Problemet er, at når man (for at spare lidt penge) forsøger at rejse udelukkende med 10 kg håndbagage på en +2 ugers tur hjem, og der ikke må være nogen form for flydende væsker over 100ml, så kan det godt være lidt tricky at finde på noget man både ønsker sig, og kan transportere hjem til det spanske. Så det at skrive ønskeliste bliver en større tankeproces end bare hvad jeg godt kunne tænke mig – og jeg vil jo heller ikke ønske mig noget bare for at gøre det.
I den forbindelse er det ret interessant (alternativt en anelse skræmmende) hvad man efter noget tid er villig til at finde på for ikke at skulle betale 100 kr ekstra for en indchecket kuffert som ikke-specielt-velhavende, men hyppigt rejsende udlandsdansker.
Jeg er eksempelvis meget bevidst om præcis hvilket af mit tøj vejer mere end andet, og hvilket tøj vi ikke kan tage med hjem til Danmark, fordi det vil være meget besværligt at vaske det – når man kun har tøj til ca. 4-5 dage, men skal være væk i 14, så er det meget vigtigt, at man kan vaske det meste sammen. Og hvis man så skal være pæn på et tidspunkt, bliver det helt tosset – J har flere gange rejst i fint jakkesæt og sko, simpelthen fordi det fylder og vejer mest i kufferten!
Jeg synes selv, at jeg efterhånden er blevet ret snild til at pakke, så der er plads til rigtigt meget i en carry-on kuffert – men de fleste lavprisselskaber vejer også din håndbagage, så udfordringen er mest af alt at holde sig under de 10 kg.
Derfor har jeg helt styr på hvilke elementer i kufferten, der vejer mest, hvilke, der kan være i min jakkelomme og ikke mindst, at det faktisk kan lade sig gøre at have en full-size bærbar computer stukket ned bag i sine bukser, mens kufferten bliver vejet! 😀
Det kan blive en hel sport – en ret nervepirrende og frustrerende sport, hvor man med bankende puls venter på lufthavnsvægtens dom, og panisk gennemgår hele kuffertens indhold efter noget man kan tage på eller smide ud eller…
Det kan endda gå så langt, som dengang bedsteveninden kom helt ud i lufthavnen bare for at vinke farvel, og med sig havde 2 kg Matador Mix – fordi hun ved hvor meget jeg elsker det, og at der ikke er noget godt slik hernede. Min reaktion var: “Ej, nu har jeg lige pakket og vejet, så det præcis rammer 10 kg! Nu skal jeg pakke det hele om – dem kan jeg slet ikke have med!”
Sødt, ikke?
Jeg kom heldigvis ret hurtigt til mine sanser, og fokuserede i stedet på hvor fantastisk det er at have en så god veninde, men det siger (ret skammeligt og desværre) en del om hvor fokuseret man kan blive på den pokkers kuffertpakning. 🙂
Så i år har jeg ønsket mig det jeg oprigtigt ønsker mig (inklusiv en del bøger), og så må vi gøre vores bedste – og skulle det gå galt, så finder vi nok de 100 kr et sted.
Hvad er jeres største julegaveønske?