Dream
Explore
Discover

You will be more disappointed by the things you didn’t do than by the ones you did. So throw off the bowlines. Sail away from the safe harbor. Catch the trade winds in your sails.

Indlæg med tagget ‘Det jeg elsker’

20. september 2013
Nogen gange…

Der er vist ingen tvivl om, at jeg er glad for at bo uden for Danmarks grænser. At jeg (for det meste) trives med, at noget så simpelt som en indkøbstur kan blive til en udfordring i sprogkundskaber og kulturel forståelse. At jeg elsker at opleve nye ting, dreje om hjørnet og finde noget nyt.

Men nogen gange kan man alligevel godt komme til at savne dem man holder af – dem, der betyder alverden for en, og som altid har været der…

Så er det godt man kan få fint besøg af verdens bedste mutti, som kommer med både sovsejævner (jeg kan altså ikke finde det hernede!), skraldeposer (de passer perfekt inde i kontoret), og ikke mindst masser af dejlig hyggetid. Der skal bruges på fjollede spil, vandren rundt i byen, god mad og sågar et par kryds på min Barcelona bucket liste.

MuttiDet er et par år siden billedet blev taget, men jeg er cirka lige så nuttet, og min mutti cirka lige så smuk

13. september 2013
Nye verdener

Oven på al den venten kom der heldigvis lidt distraktion i går, da det ringede på min dør, og på den anden side stod han: postmanden med kassen fra Amazon 🙂

Jeg havde egentlig forvildet mig ind på siden i sidste uge (vi lader bare som om jeg ikke er derinde hver dag uanset, ik?), fordi jeg skulle finde nogle fødselsdagsgaver til J, som blev fejret i onsdags, men på mystisk vis røg der et par bøger i kurven som mest (kun) var til mig selv… Den kan jo ske for selv den bedste!:)

Så nu er der nye eventyr og verdener, der skal udforskes og opleves – det allerbedste tidsfordriv!

Jeg er de sidste par år blevet mere og mere glad for noveller/short stories. Små fantastiske skud af eventyr, livstanker eller sære eksistenser fungerer for mig som et hyggeligt afbræk i hverdagen, selv når jeg ikke har tid eller lyst til at forpligte mig til en hel roman. Så da jeg faldt over disse to fine, fine novellesamlinger om unaturlige væsener og heksefortællinger skulle der ikke megen overvejelse til – og som ekstra bonus har allerbedste yndlingsforfatter, Neil Gaiman, redigeret den ene og bidraget til den anden!
“Unnatural Creatures” & “Under My Hat”
ShortstoriesMed andre bidragsydere som Garth Nix, Jim Butcher, Margo Lanagan, Charles de Lint, Peter S. Beagle, E. Nesbit og Larry Niven regner jeg med mange timers sjove, uhyggelige og fantastiske skud af litteratur.

Apropos Gaiman, så kom den smukkeste bog med en anden Amazon kasse for noget tid siden: ”The Ocean at the End of the Lane”.
Ikke bare er den så utroligt fin, at den har fået hæderspladsen på reolen hvor den bliver strøget kærligt over omslaget mindst et par gange om dagen, men det er også en af de fineste og rammende fortællinger jeg nogensinde har læst. Om fantasi og svigt og venskab og barndommens helt unikke skær – at en voksen formår at få én til virkelig at føle igen hvordan det var at se verden med et barns optik, er noget ganske imponerende og utroligt. Læs den!
Gaiman

Desuden har jeg endelig købt ”The Library Book”, der er en samling historier af kendte engelske forfatteres om deres kærlighed og oplevelser med offentlige biblioteker. Jeg havde godt hørt om den, og læste kort efter en meget fin anmeldelse ovre hos Rikke, og så har den været på ønskelisten lige siden.
Jeg er selv biblioteksafhængig – noget af det værste ved at bo i et land, hvor jeg ikke taler/læser sproget flydende er, at jeg ikke kan udnytte biblioteket særlig meget. Der ligger ellers et meget fint og stort bibliotek lige om hjørnet, men når de kun har ca. 50 bøger som jeg kan læse, så er det desværre ikke det store jeg får det benyttet.
Librarybook

Den sidste bog er den nyeste udgivelse fra yndlingsforfatter Patrick Ness: ”More Than This”, som jeg glæder mig meget til at komme i gang med og har ret høje forventninger til.
Jeg er helt vild med hans ”Chaos Walking”-serie, der starter med ”The Knife of Never Letting Go”, som efter min mening er en af de allerbedste YA (young adult) dystopiske fortællinger på et marked, der de sidste par år nærmest ikke har bestået af andet…
Patrick Ness
Derudover har Ness skrevet en bog, som betyder noget helt specielt for mig – ”A Monster Calls”. En eventyrlig, smuk og uendelig sørgelig historie, som er noget ganske unikt. Hans sprog og enkle, men effektfulde fortælling om mytologiske monstre, der invaderer en ung drengs liv, når den virkelige verden bliver for uoverskuelig er intet andet end magisk. At bogen blev læst højt for mig af min J på et tidspunkt og sted, hvor min egen verden og sjæl var blevet slået lidt skæv af livet, gør den kun endnu mere til noget helt særligt for mig…
Monster1

Har I nogen bøger, som betyder noget helt specielt for jer? Pga. tidspunktet, en specifik oplevelse eller bare kærlighed ved første læsning?

31. august 2013
Lørdagsvandring

Jeg arbejder hjemmefra, så langt de fleste hverdage går med at arbejde, handle ind, lave mad, og så slappe af resten af aftenen. Så når det bliver weekend har jeg tit brug for at komme lidt ud og se noget andet end hjemmets fire vægge – og ofte er min absolutte yndlingsting i weekenden bare at vandre lidt rundt for mig selv i denne smukke by.
Finbygning1Rambla de Catalunya

Jeg har en håndfuld steder, som jeg ofte ender med at komme forbi på min lørdagsvandren – de par boghandlere, der sælger engelske bøger får som regel altid et besøg af en mystisk dame, som mest går og stryger bøgerne kærligt, og ikke så tit køber specielt meget.

Nogle gange om lørdagen kommer der på Starbucks også en dame, der altid skal have en Frappuccino, og så sætter sig i de bløde stole og stikker næsen i sin Kindle i mindst en time. Heldigvis siger de ikke noget til hende – hun lader til at være så opslugt…
Andre gange dukker damen op på en café et sted i byen, bestiller altid en “café con leche descafinado”, og laver samme trick…
CafeconlecheSenere kan man spotte damen med opsat hår (det er jo pokkers varmt i den her by), og måske en pose eller to under armen – så vandrer hun rundt og ser på alle de andre mennesker. Finder sig nok en fortovscafé, får lidt mad, og finder den der Kindle/bog frem igen. Men kigger også lidt på alle de sjove og interessante ting, der helt af sig selv sker omkring hende…
MadlørdagTilsidst vandrer damen videre indtil hun har så trætte fødder, at det er på tide at finde en bus, hvor hun kan hvile dem lidt indtil hun runder lørdagens vandren af med at handle ind til resten af weekendens afslapning og gode mad.
Så smiler de søde ekspeditricer i det lokale supermarked over damens forsøg på at stoppe både kikærter, en hel kylling og en kvart vandmelon ned i sin taske – så der ikke skal slæbes for meget i plastikposer, når den sidste stejle bakke skal bestiges, og damen endelig kan ringe på dørklokken (for nøglen ligger jo i bunden af tasken under vandmelon, bøger og andre gode sager), og kalde “heeelp” op af trappen, så hendes søde mand kommer og bærer alle de tunge poser helt op på første sal.
Passatge espiriaSikke en dejlig dag!

Hvad har I brugt jeres lørdag på?

Camilla
| Skriv kommentar
Kategorier: Tags: , , ,
24. august 2013
Mit Barcelona – Santa Maria del Mar

Den 23. august 2009 landede jeg i Barcelona uden en returbillet – jeg havde intet job, tre måneders dagpenge at løbe på, og en lap papir med en adresse på en sød dansk dame, der havde sagt ja til, at jeg måtte bo hos hende i hvert fald den første uges tid.

Tilbage i Århus havde jeg efterladt J, som gik og pakkede den opsagte lejlighed færdig – jeg var udsendt på “spejder-mission”, som han sagde. Ude for at sondere terrænet… og forhåbentlig finde et job, så vi kunne blive i byen når dagpengene løb tør.

Jeg havde (meget rammende i dag) fundet min (senere) veninde Annette gennem hendes blog om at bo i Barcelona, og hun havde skrevet, at hun havde et ekstra værelse, som jeg gerne måtte leje på dagsbasis indtil jeg fandt et job og noget mere permanent at bo i. Jeg havde desuden en kontakt til en dansk veninde til en veninde, som havde sagt i telefonen en måneds tid tidligere, at hvis jeg kom til Barcelona, så kunne hun nok godt finde mig et job indenfor et par måneder – sikkert ikke drømmejobbet, men nok til at kunne starte et liv hernede.

Så dér stod jeg – og havde et par timer inden jeg kunne tage hjem til Annette, som var på arbejde. Og det første sted jeg tænkte på at tage hen var det allerførste sted jeg elskede i Barcelona.
Jeg havde nemlig været i byen 4 år tidligere med min mor, og boet lige ved siden af den mest fantastiske kirke – et sted, som jeg forelskede mig i, og følte et helt specielt tilhørsforhold til allerede første gang jeg satte mine fødder derinde.

Santa Maria del Mar

Indgang2

Jeg elsker kirker – det er mig sådan set ret ligegyldigt hvilken religion den tilhører. Jeg holder af stilheden, muligheden for at lukke hele verden ude, og bare sidde for sig selv med ro i hovedet. Der foregår som regel ret mange mere og mindre mærkelige ting inde i mit hoved på næsten alle tidspunkter, men så snart jeg træder ind i en kirke, så bliver der roligt… Stille og fredeligt.

Og af alle de smukke og utrolige og mægtige og hyggelige kirker jeg har været i rundt omkring i verden, så er Santa Maria del Mar mit bedste sted til stilhed.
Til at tænke over noget
Eller bare tænke på ingenting
Til at mindes og tale med de mennesker, som ikke længere er i mit liv, men nu er stjerner på himlen
Til bare at være Camilla…

Fra afstandIndgang3
Fra siden
Bagindgang
Fra afstand

(Jeg har med vilje ikke taget nogle billeder inde i kirken – dels fordi jeg ikke bryder mig om at tage billeder i kirker, men mest fordi ingen billeder nogensinde vil kunne gøre Santa Maria del Mar retfærdighed – og aldrig kunne vise jer hvorfor jeg elsker den så meget… Det kan mine ord knapt nok.)