Dream
Explore
Discover

You will be more disappointed by the things you didn’t do than by the ones you did. So throw off the bowlines. Sail away from the safe harbor. Catch the trade winds in your sails.

Arkiv for ‘Udlandsdansker’ Kategori

19. oktober 2013
Så legede vi, at det var efterår…

Jeg skriver sjældent om, at det er dejligt vejr hernede. Det er det nemlig det meste af tiden, og jer der sidder i Danmark ved det godt, og så bliver det nemt sådan noget “se, hvor lækkert vi har det”-gejl. Det gider vi ikke.
Men i dag vil jeg gerne brokke mig lidt – jeg ved godt, at man som dansker ikke må brokke sig over varmt og solrigt vejr, men jeg gør det lige lidt alligevel, ok?

For ser I, jeg købte den anden dag (da der var overskyet og regnfuldt) de fineste æbler, som jeg lige siden har gået og drømt om skulle laves til en god, gammeldags æblekage. Jeg elsker nemlig æblekage, men får det meget sjældent – jeg tror faktisk ikke jeg har fået det siden sidste efterår, da jeg var på besøg hos den dejlige storebrorfamilie, og han serverede det til dessert. Uhm!

Men skal det være, så skal det være ordentligt. Nogle af jer husker måske dengang jeg endelig efter mange års søgen havde fundet rigtig frisk piskefløde i Barcelona – hvilken glædesdag! Og i mit hoved er ordentlig flødeskum altså en meget stor del af en god æblekage, så det skulle der til. Dernæst skal man jo have noget der knaser – nogen sværger til makroner, andre mener kun det kan gøres rigtigt med rasp. Ingen af tingene kan opdrives i Barcelona! I hvert fald ikke sådan en ikke-saltet, grovkornet rasp og slet ikke makroner. Suk…

Men så i dag tog jeg turen til det mest velassorterede supermarked, fandt noget pokkers dyrt grovkornet rasp (altså, vi er enige om, at det bare er fancy brødrester, ikke?), OG tog forbi den lille biks, hvor jeg nu ved de har frisk fløde, og så kunne jeg endelig lave æblekage til fredagsdessert!

RaspOg ved I hvad så? Så er det vildt varmt i dag – sådan så man kun kan holde ud at have t-shirt på!
Og ja, jeg ved det godt – jeg bør ikke brokke mig, men når man nu endelig skal sidde og hygge med den mest efterårsagtige lækkerbisken, så synes jeg godt det kunne tage at regne lidt på min rude.

I stedet vil jeg rulle for, tænde nogle stearinlys, sætte mig demonstrativt under et tæppe, og så leger vi bare det er efterår, ik?
Æblekage

Camilla
| Skriv kommentar
Kategorier: Tags: , , , ,
8. oktober 2013
Det er altså smart

Jeg bor ca. 2000 km fra størstedelen af de mennesker jeg holder af. Jeg kan ikke lige ringe til bedsteveninden, og høre om ikke vi skal mødes på Baresso i morgen eller tage forbi verdens bedste mutti og spise aftensmad.
Men jeg kan ringe til dem, og få vendt hele verdenssituationen – flere gange om dagen, hvis det skulle være nødvendigt. Og uden at det koster mig eller dem en eneste krone!


Onkel Google siger, at der helt præcist er 2,101 km, og at det lige nu ville tage ca. 20 timer at komme til eftermiddagskaffe med bedsteveninden på Baresso…

Jeg tænker ikke længere over at aftale Skype-dates med veninderne eller lige chatte med mutti på Facebook om hvordan hendes dag er gået – selvom jeg sidder 2000 km væk. Det er en utrolig gave at kunne holde den næsten daglige kontakt med ens kæreste, selvom man ikke kan være fysisk sammen i hverdagen. Og jeg tænker så sjældent over det!

Uden at virke alt for gammel, så husker jeg tydeligt hvordan det var for ikke længe siden – da jeg efter gymnasiet var au pair i Bruxelles købte jeg internationale telefonkort, hvor man skulle skrabe et felt fri, og så indtaste en kode inden man ringede til det ønskede nummer. For 200 belgiske franc (som var ca. 35 kr) kunne jeg tale med familie og venner i ca. 2 timer – så kom der en dame og fortalte, at nu var det på tide at lægge på. Og SÅ gammel er jeg altså heller ikke! 😉

calling-cardsSkrabe, skrabe – det var nok det sjoveste ved kortet

Da J og jeg først blev kærester boede jeg stadig i Skotland, og hver måned sad min veninde og jeg med hver vores farve tusch, og gennemgik hele 10-siders telefonregningen – der var sjældent nogen tvivl om hvem, der var ansvarlig for de mange +45 opkald…
Hvis man skulle skrive en mail eller havde en chataftale, så gik man over på universitetets bibliotek – jeg kendte ingen, der havde internet derhjemme.

Når jeg husker at huske på det, så gør det mig endnu mere lykkelig for, at vi har de kommunikationsmuligheder, der er så selvfølgelige i dag. At jeg ikke skal spekulere over hvor længe jeg nu har tilbage på kontoen, hvis verden driller, og det kun er bedstevenindens råd der dur. Det gør sådan en ældre dame som mig meget glad 🙂

SkypebilledeOg så smuk man jo er med headset…

7. oktober 2013
Sild og rabarbersaft

De fleste mennesker tager i Ikea for at købe møbler.

Den anden dag, da jeg tog turen til Ikea havde jeg da også et nyt sofabord med hjem, men det meste af turen foregik i en form for sindsyg sindstilstand, som startede det øjeblik jeg trådte ind i den svenske madbutik!

En butik, der er fyldt med mere eller mindre tilfældige udsnit af hvad en gennemsnitlig svensker spiser – og som uden undtagelse* får alle udenlandsskandinavere til at gå helt amok i “Jeg elsker sennepssild! Jeg køber 4 glas, så jeg har!”**
Silden får gerne følgeskab af pasta formet som elge (fordi alle ved, at pasta er vildt svensk), brunkager (de kan uden problemer spises året rundt), lingonbærsyltetøj (selvom jeg reelt ingen anelse har om hvordan pokker et lingonbær ser ud foruden billedet på etiketten), Kalles tubekaviar (det er og bliver det mystiske vores kære broderfolk har fundet på!) og diverse slik/chokolade (de har Daim og sliksnører!).

Nu sidder jeg her og laver grin med dem, der ikke kan styre sig når de ser et glas sild… Øhm, ja… Altså, jeg købte kun ét glas denne gang – til når jeg bager rugbrød. Det har jeg gjort… i hvert fald.. 5 gange på 4 år.
Og en flaske rabarbersaftevand (det var en nyhed!)
Og solbærsyltetøj (som de altså slet ikke har i nogen butikker!)
Og ristede løg (ellers kan man jo ikke lave hotdogs!)
Og så nogle ret klamme sne-skum-mænd, som smager helt afskyeligt (men se lige hvor fin og svensk posen er!)
(Og var i øvrigt grædefærdig, da jeg så, at de ikke havde flere karamelsnørebånd…)

Ikeafood

Endeligt fik jeg en helt forfærdelig kogt hotdog med ristede løg og syltede agurker(!) og et glas saftevand lavet af de ukendte lingonbær… Det skal jeg helt sikkert også have næste gang!

Jeg har ingen forklaring. Overhovedet ikke.
Midlertidig “mad-fra-næsten-mit-hjemland-sindssyge” er den bedste diagnose jeg kan komme på…

**Jeg lovede J at komme med en disclaimer: Det er ikke alle skandinavere, der går amok. Han siger, det kun er kvinder og muligvis meget sultne mænd…

17. september 2013
Rulletrappen

Den anden dag talte vi lidt om hvor utrolig smart jeg er. Sådan på den dér “jeg’-for-kendt-til-det-her-sted”-måde, og derfor på bedste indfødt-faker-vis nogen gange kommer til at blive lidt irritabel på de mange turister, der besøger Barcelona.

Som tidligere nævnt, bor vi lige på vejen op til byens efter sigende 3. største seværdighed, Park Güell. Helt velfortjent er parken et meget populært udflugtsmål, og det betyder, at der ca. 10 måneder om året er en lind strøm af turister, som tager metroen til “mit” stop Vallcarca, og tager turen op af bjerget til toppen, hvor parken ligger.

Mængden af turisttrafik og den noget stejle opstigning har resulteret i denne konstruktion:
Rulletrappe1Rulletrappe3Fint, ikke?

Det er jo ret sjovt, at der pludselig er en rulletrappe udendørs midt på en ellers helt normal vej! Og den første gang jeg drejede om hjørnet for at besøge parken, smilede jeg stort, stoppede op og tog selvfølgelig et billede. Fuldstændig som de turister jeg nu til hverdag mest er lidt for smart til… 🙂
Rulletrappe5
For jo, det er da ret træls, når man kommer fra arbejde i høje hæle med tunge indkøbsposer, at turistvenindeparret lige skal have et “se-hvor-lækre-vi-er-foran-den-sjove-rulletrappe”-selfie inden jeg kan komme videre… og at folk på mystisk vis ofte lader til at blive meget overraskede over, at man selv skal træde af oppe for toppen af trappen, så vi alle er ved at lave kluddermor med indholdet af indkøbsposerne! Hvad var det helt præcist du troede, der ville ske?

Rulletrappe4
Men når jeg husker at efterlade hende den smarte “jeg-bor-i-barcelona”-type derhjemme, så kan jeg jo sagtens se hvor sjovt og anderledes det faktisk er, at der kører en rulletrappe midt på en vej. Og så er det jeg også husker hvorfor jeg valgte at have en blog i første omgang: for netop at minde mig selv om, at jeg skal studse over og lægge mærke til de anderledes ting, der nemt bliver så hverdagsagtige, når man har boet et sted et stykke tid.
Og så glæde mig over, at jeg bor så tæt på et sted, der er så smukt, at folk kommer fra hele verden for at se det. Det er alligevel ikke så ringe…

Rulletrappe2

16. september 2013
Lidt smart er man vel altid

Jeg er nødt til at gå til bekendelse.

Når man bor i en by, hvor der er rigtigt mange turister – nogen gange så mange, at man er sikker på, at der er flere af dem end folk, der bor i byen, så kan man godt komme til at blive lidt smart i det.
Jo, den er god nok.

Så bliver man sådan én, der mopset og lidt “jeg’-for-kendt-til-det-her-sted” ruller med øjnene, når turisterne stopper op, åh’er og ih’er, og tager kameraet frem. Lidt tvært siger “pardona”, selvom man godt kan høre, at et “excuse me” måske ville være mere passende, og ignorerer det faktum, at man jo også selv taler bedre engelsk end spansk…

Jeg er ikke helt sikker på (jo, jeg er så) hvorfor det forholder sig sådan. Det er nok noget med, at det er lidt sejere at være “sådan én”, der bor i en cool by, hvor alle de andre har lyst til at komme på ferie. “Gaudi, siger du? Ja, ja, jeg går forbi hver dag, lægger nærmest ikke mærke til det længere…” (Jo, jeg gør så) Bare ikke på samme “stop-op-og-peg/tag billede”-måden som turisterne gør – jeg er jo meget coolere. Den er I med på, ik?

Jeg læste engang et blogindlæg af en dansker, der boede i New York, der kom til at gå til en koncert, hvor der primært var andre danskere – og hun havde meget den samme oplevelse. Elevatorblikke og trykket stemning – ikke fordi, de som sådan ikke kunne lide deres landsmænd, men fordi “danskere som tager til New York (os selv inklusive) selv synes, at de er sådan lidt seje. Altså ikke sådan overlegne-jeg-er-for-smart-til-mit-eget-navn-seje, men bare sådan lidt “I did this (and YOU didn’t, sucker).” 

Jeg har desuden bemærket, at mine udlændingevenner også er dem, der brokker sig mest over turisterne. Meget mere end eksempelvis min catalanske veninde, som har boet lige i centrum af byen hele sit liv. Det handler nok også om, at man som udlænding meget gerne vil indgå på lige fod med lokalbefolkningen, og så føles det meget vigtigt ikke nogensinde at blive associateret med turisterne. Det kan dog ærligt talt være lidt svært, når man er blåøjet blondine, der er nærmest kridhvid (eller hummerrød) hele året rundt.
Jeg har derfor i stædig barnetrods flere gange ladet som om, jeg slet ikke forstår engelsk, når manden på Starbucks prøver at tage min bestilling på engelsk…

ariel

Sådan kan jeg nemlig komme til at være lidt (for) smart… Men jeg prøver at lade være. Det gør jeg virkelig. At huske på, at hele årsagen til jeg flyttede hertil var, fordi jeg selv engang blev ligeså betaget af hvor hyggelig byen er, hvor lækker maden er og hvor helt utroligt smukke Gaudis konstruktioner er… Og i øvrigt stadig bliver betaget hver dag.

Camilla
| Skriv kommentar
Kategorier: Tags: , ,
17. august 2013
Den ekstra familie

Help from my friends

For et par dage siden skulle vi have været passet vores engelske venindes lille søn Dominic, som skulle overnatte ude for første gang, mens hans mor og far fik en hyggeaften med nogle venner. Det endte dog med at blive aflyst, men det fik mig til at tænke på hvor meget og tit man som udenlandsdansker får brug for en “ekstra familie”.

Det er de færreste mennesker, der i virkeligheden kan klare sig fuldstændigt selv næsten uanset hvor selvstændig man er, og specielt når man flytter væk fra det sted hvor man er vokset op, og har sin familie og venner, så kan det godt pludselig overraske lidt hvor tit man faktisk kan have brug for hjælp.

Det kan være ret svært at skulle bede om hjælp de første par gange – jeg husker tydeligt et par dage efter vi var flyttet ind i vores nye lejlighed hernede, og skulle have en seng samme dag, da vi absolut ingenting havde – men hvordan var det nu lige med at finde Ikea og ikke mindst få det hele transporteret med hjem… på spansk?
Min veninde Annette havde tilbudt at tage med, og selvom det jo var helt frivilligt, så gik jeg alligevel hele tiden og havde dårlig samvittighed – for vi skulle også lige finde noget sengetøj, og noget bestik, og noget… Indtil hun pludselig sagde: “Jamen, det er jo sådan det ér, når man lige er flyttet. Jeg ved godt hvad jeg har sagt ja til, og I tager jer bare den tid, der skal til.” Det var så befriende at føle, at man fik al den hjælp man havde brug for, og at det kom fra et menneske, der oprigtigt gerne ville hjælpe!

Som tidligere nævnt, så har vi også en udlejer, der hurtigt blev til en veninde, når man næsten hver dag blev nødt til at ringe på for nu havde de ringet fra internetselskabet og sagt noget uforståeligt, eller også kunne sofaen altså ikke komme op af trappen, og hvad pokker gør man så??
Man lærer hurtigt, når man er langt fra familie og venner, at andre mennesker er søde, og hjælpsomme, og som regel meget gerne vil hjælpe dig med selv de mærkeligste ting!

Og det allerbedste er, at man pludselig finder ud af, at man selv er blevet til sådan én – en, der helt af sig selv tilbyder at passe et barn natten over, fordi man ved, at hans mor ikke har så mange hun er tryg ved når det kommer til pasning. Ikke fordi man forestiller sig, at det bliver topsjovt at sandsynligvis være oppe det meste af natten, men fordi man ved hvor meget det betyder at have den substitutfamilie.

DominicSidst Dominic var på besøg var der i hvert fald masser af underholdning i J’s keyboard

Så når det virkelig spidser til, så mærker man hvor meget ens nye “familiemedlemmer” egentlig betyder – når man føler sig magtesløs fordi man ikke forstår hvad der foregår i et nyt land eller når helbreddet pludselig svigter og man ligger alene på hospitalet… Så har man alligevel nogen, der bare kommer og er hos dig, og sådan skiftes vi til at passe på hinanden…

English recap: I promised Dominic’s mother that I would do an English recap for this post, so that she could read it too 🙂

When you live in another country than the one you grew up in, you quickly come to realise how much it means to have an extra family in the shape of the friends that help you and are there for you when you need it the most.
The ones that you trust to take care of your child, that help you when the sofa won’t fit up the stair and the ones that show up when you’re in hospital and just sit with you… 
And you one day realise that you are one of them yourself because that’s what families do – help and take care of each other.

Camilla
| Skriv kommentar
Kategorier: Tags: ,
14. august 2013
Hvorfor?

Baggrunden for denne blog er jo, at jeg har valgt at bosætte mig uden for Danmarks grænser, og når jeg fortæller, at vi valgte at tage springet for de der små 4 år siden, så er næste spørgsmål næsten altid: “Jamen, hvorfor valgte I at gøre det?”

Det er ikke noget nemt spørgsmål at svare på. Og så alligevel… Hvis man nogensinde selv har haft en drøm eller et ønske om at prøve at bo i et andet land, så er det slet ikke så svært at forklare: vi valgte at flytte til Barcelona, fordi det ganske enkelt kunne være spændende at bo i et andet land – og fordi jeg altid drømmer om at rejse, og bo i endnu et nyt land.
Og vi havde muligheden, og valgte at gå efter det – man kan utroligt meget, hvis man virkelig vil det. Og ikke mindst tør vove forsøget…

Men hvis man aldrig selv har overvejet det, så er det meget sværere at forklare hvorfor man på den måde vælger at rykke alt op, og bare satse på, at det nok skal gå, simpelthen fordi man virkelig gerne vil det. De samme mennesker (i min erfaring) forventer som regel, at jeg har en masse konkrete årsager til at have flyttet – at jeg eksempelvis elsker varmt vejr, blev nødt til at flytte pga. arbejde eller lignende – og for dem vil mit ærlige svar aldrig være tilfredsstillende. Vi føler det simpelthen forskelligt… og det er jo fantastisk, selvom vi aldrig vil kunne rigtigt forstå hinanden. Man kan ikke forklare følelser…

Ofte spørger de mennesker mig også, hvorfor jeg synes Barcelona er bedre end Danmark – og lige præcis dér rammer de hovedet på sømmet. For det er slet ikke en del af mit verdenssyn eller mine følelser – jeg er ikke flyttet udenlands, fordi jeg var/er utilfreds med Danmark! Jeg elsker mit land, og jeg er stolt af at være dansker, og vil aldrig kunne være andet, for det er der jeg kommer fra.
Men jeg kan sagtens føje til hvem jeg er – og det er dét jeg “leder” efter. Hvert land har sine kvaliteter og ulemper/ting man er uenig med, men for mig ligger det i oplevelsen – på godt og ondt at prøve noget andet og anderledes! Bare fordi det er anderledes, ikke fordi det er hverken bedre eller værre…

Jeg talte med en af mine venner den anden dag, om hvad man leder efter i en partner, og om det er urealistisk at have nogle ting, som man betragter som deal-breakers – ting, som man under ingen omstændigheder kunne acceptere uanset hvor fantastisk en person ellers måtte være.

Nu har jeg jo været så heldig at finde en mand i mere eller mindre første forsøg, der heldigvis godt kunne overtales til at tage med mig ud i verden på eventyr, så jeg har reelt aldrig stået i en situation, hvor jeg var dybt forelsket i en person, som var perfekt på alle andre måder, men som slet ikke kunne forestille sig at leve udenlands.
Men jeg føler mig meget overbevist om, at det virkelig er en deal-breaker for mig – jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde ikke har haft lysten til at rejse, opleve og ville dykke helt ned i hver enkel kultur jeg har besøgt.

Hver gang jeg oplever et nyt sted, drømmer jeg om at bo der, lære sproget, blive helt indfødt og vide hvordan hele kulturen fungerer… Og jeg bliver lige trist hver gang jeg indser, at det i virkeligheden slet ikke kan lade sig gøre. Jeg er nok nødt til at stille mig tilfreds med at have et godt kendskab til måske et par stykker.

CamillaFirenzeGlade dage i Firenze

CamillaNYCEn glad Camilla på besøg i New York for første gang!

CamillaSavoca
Utrolig udsigt fra “Godfather”-kirken i Savoca på Sicilien

CamillaAcapulco
På eventyr i Acapulcos gader – verdens bedste tacos!

Det blev et lidt længere indlæg end jeg lige havde planlagt, men som I kan se, så er det ikke nemt at “forklare” hvorfor jeg føler som jeg gør – hvorfor min udlængsel er så stærk, at den på ingen måde kan ignoreres. Den er en helt essentiel del af hvem jeg er, og jeg holder faktisk utroligt meget af den – og håber jeg kan blive ved med at stille den nogenlunde tilfreds 🙂

Camilla HighLine
Altid på vej mod nye eventyr…