Efter at have været ret fraværende det sidste stykke tid og teaset forleden om, at der foregår en masse spændende ting i Camilla-land, så er det vist på tide at løfte sløret for hvad jeg egentlig taler om.
For alle, der læser med herinde kan det næppe komme som en overraskelse, at jeg jo lider af en uhelbredelig udlængsel, og for evigt drømmer om at bo i alle verdens lande og opleve nye kulturer og sprog og… Og at selv den skønneste by ikke er nok til at få mig til at miste den eventyrlyst.
Så kort fortalt er det nu efter 5 fantastiske, spændende, utrolige og vidunderlige år tid til, at J og jeg pakker vores tasker (og lejlighed!) sammen, og tager videre på nye eventyr!
Den første gang jeg gav efter for udlængslen og rejste ud i den store verden på egen hånd var jo lige efter gynmasiet, hvor jeg var så heldig at ende hos en skøn familie i Bruxelles.
Og nu – knap 14 år senere – har livet valgt, at min rejse videre skal føre tilbage til netop den samme by, som jeg startede i!
Jeg har nemlig i forrige uge skrevet kontrakt på et nyt spændende job, som jeg glæder mig rigtig meget til, og skal begynde på allerede nu her i starten af maj i…. You guessed it:
BRUXELLES!
Et lille kig til Bruxelles’ hjerte – Grand Place
Det er unægteligt noget helt andet end Barcelona – som J for nylig beskrev det: Dårligere vejr og fodbold, og det er ikke Barcelona, men på plus-siden er der fantastisk øl, chokolade og ost! 🙂
Det bliver uden tvivl en omvæltning, og da jeg for et par uger siden fløj til Bruxelles til den endelige jobsamtale var det tydeligt, at byen er en anden, end den jeg kendte for 12-14 år siden. Men for mig gør det kun, at eventyret oprigtigt er nyt og spændende!
Bruxelles er fyldt med disse fine overdækkede arkader
Jeg glæder mig som et lille barn til at skulle finde et nyt hjem, finde steder der nu skal være “vores” steder, nye karriereudfordringer og kollegaer, have besøg af venner og familie og vise dem vores Bruxelles, og finde nye venner, og kæmpe nye kampe, som ofte kan ende i frustrerede tårer, men bagefter giver sejre for livet…
En meget træt, men glad, Camilla, der lige har fået nyt job, og hviler på Grand Place
Det bliver hårdt at sige farvel til Barcelona – vores lejlighed og hjem, som vi har boet i alle 5 år, vores venner, det skønne vejr, den afslappede kultur, og mest af alt byen selv. Barcelona er noget helt for sig, og den vil for evigt have en meget speciel plads i vores hjerter.
Så jeg vælger at se det mere som “på gensyn” end farvel… og der findes jo heldigvis masser af billige flybilletter 😉
Jeg håber på at kunne tage jer med på hele eventyret omkring flytning og farvel og nyt liv, og hvis internet-guderne er med mig, så kommer der den næste måneds tid garanteret masser af glade, frusterede, praktiske og lykkelige indlæg om vores nye eventyr!
Og så håber jeg selvfølgelig, at I har lyst til at blive ved med at følge med fremover på Twenty Years From Now – nu i Bruxelles!