Dream
Explore
Discover

You will be more disappointed by the things you didn’t do than by the ones you did. So throw off the bowlines. Sail away from the safe harbor. Catch the trade winds in your sails.

Indlæg med tagget ‘Mit Barcelona’

1. november 2013
El día de Todos los Santos

I dag er det Allehelgensdag her i Spanien, og det betyder først og fremmest fridag!

Efter et skønt besøg fra bedsteveninden, og efterfølgende vildt travle dage på arbejdet, har jeg nu fundet lidt tid til at pleje bloggen – og ikke mindst rode lidt med et nyt projekt, som jeg forhåbentlig snart kan løfte sløret for.

Hvad har jeg så lavet? Jamen, jeg har:

  • Været tilbage på den nye yndlingsrestaurant Bambarol, som levede fuldt op til sit ry
  • Spillet Settlers med bedsteveninden og blind tredjemakker, der hed Johnny (og tabt til Johnny, men det fortæller vi ikke til nogen, vel?)
  • Været på amerikansk diner, og få en fantastisk burger og vaniliemilkshake!
  • Købt fin ny vinterfrakke, som jeg allerede glæder mig til at tage på (ved godt jeg ikke må brokke mig over, at det endnu er for varmt…)
  • Været på kursus om forandringsmanagement og stressmanagement, som begge var ganske interessante og givende, omend ikke ligefrem revolutionerende
  • Fundet en ny yndlingscafé, der laver lækre sandwiches, smækre kager og en skøn chai frappé! Mums!
  • Haft min anden “intercambio” med min nye spanske veninde (hvor vi taler om alt mellem himmel og jord over en kop kaffe – den ene time på spansk, den anden på engelsk)
  • Slet ikke læst nok taget i betragtning de mange fine nye bøger jeg har stående på hylden, men det skal jeg nok få rådet bod på her i den lange weekend
  • Set en frygtelig masse af serien “New Girl”, som er så sjov, at jeg decideret sidder og hulker af grin (i går var jeg ved at falde af motionscyklen, fordi jeg grinte så meget – måske jeg skal se noget mindre morsomt mens jeg cykler…)

Chai latteFrakkeNew Girl

Alt i alt er jeg, trods forsømt blog, ganske godt tilfreds 🙂

November kommer til at handle om fokus på det spanske (nu skal jeg blive bedre!), hyggelige besøg fra det danske, den efterhånden traditionelle og stort anlangte Thanksgiving middag med dertilhørende football, sikkert en masse arbejde, og helt sikkert en masse læsning og blogning.

Hvad med jer? Hvad har I brugt den sidste uge i oktober på? Og hvad står der i kalenderen for november?

17. september 2013
Rulletrappen

Den anden dag talte vi lidt om hvor utrolig smart jeg er. Sådan på den dér “jeg’-for-kendt-til-det-her-sted”-måde, og derfor på bedste indfødt-faker-vis nogen gange kommer til at blive lidt irritabel på de mange turister, der besøger Barcelona.

Som tidligere nævnt, bor vi lige på vejen op til byens efter sigende 3. største seværdighed, Park Güell. Helt velfortjent er parken et meget populært udflugtsmål, og det betyder, at der ca. 10 måneder om året er en lind strøm af turister, som tager metroen til “mit” stop Vallcarca, og tager turen op af bjerget til toppen, hvor parken ligger.

Mængden af turisttrafik og den noget stejle opstigning har resulteret i denne konstruktion:
Rulletrappe1Rulletrappe3Fint, ikke?

Det er jo ret sjovt, at der pludselig er en rulletrappe udendørs midt på en ellers helt normal vej! Og den første gang jeg drejede om hjørnet for at besøge parken, smilede jeg stort, stoppede op og tog selvfølgelig et billede. Fuldstændig som de turister jeg nu til hverdag mest er lidt for smart til… 🙂
Rulletrappe5
For jo, det er da ret træls, når man kommer fra arbejde i høje hæle med tunge indkøbsposer, at turistvenindeparret lige skal have et “se-hvor-lækre-vi-er-foran-den-sjove-rulletrappe”-selfie inden jeg kan komme videre… og at folk på mystisk vis ofte lader til at blive meget overraskede over, at man selv skal træde af oppe for toppen af trappen, så vi alle er ved at lave kluddermor med indholdet af indkøbsposerne! Hvad var det helt præcist du troede, der ville ske?

Rulletrappe4
Men når jeg husker at efterlade hende den smarte “jeg-bor-i-barcelona”-type derhjemme, så kan jeg jo sagtens se hvor sjovt og anderledes det faktisk er, at der kører en rulletrappe midt på en vej. Og så er det jeg også husker hvorfor jeg valgte at have en blog i første omgang: for netop at minde mig selv om, at jeg skal studse over og lægge mærke til de anderledes ting, der nemt bliver så hverdagsagtige, når man har boet et sted et stykke tid.
Og så glæde mig over, at jeg bor så tæt på et sted, der er så smukt, at folk kommer fra hele verden for at se det. Det er alligevel ikke så ringe…

Rulletrappe2