Da jeg var barn havde jeg en sparebøsse fra Privatbanken (som vistnok senere blev til Unibank og så til Nordea), der forestillede sådan en tællemaskine. Når man puttede mønten i foroven, så rullede den ned, og blev standset når den nåede det rum, der var forbeholdt den. Og ja, jeg er så gammel, at den både havde pladser til 5 og 10-øre (det var sådan nogle små brune nogle) 🙂
Billede fra www.nf-family.webbyen.dk
Jeg kan huske den sparebøsse så tydeligt, fordi jeg har et eller andet med at lave stabler og sortere – specielt ting med forskellig værdi og størrelse. Når vi plejer at spille poker i sommerhuset med J’s familie, kommenterer hans onkel (der til dagligt arbejder med folks hoveder), at det dog er helt utroligt som jeg knap har spillet et par jetoner, før de resterende bunker bliver sirligt lagt i orden igen. Det kan I så selv lægge i hvad I vil 🙂
Da vi først flyttede til Barcelona blev vi ret hurtigt trætte af at vandre rundt med de 5 kilo småpenge man hurtigt akkumulerer af en møntfod, som af uvisse, men helt sikkert absurde årsager, insisterer på at have både 1, 2, 5 og 10 “ører”, som mere eller mindre ingen reel værdi har!
Derfor installerede vi den lyserøde gris (som i hedengangne år var en kærlighedsgave til J) ovenpå køleskabet, hvor den kunne spise alle de små, dumme brune mønter indtil vi en dag kunne bruge dem på noget fornuftigt.
Så langt, så godt.
Efter nu ca. 4½ år besluttede jeg den anden dag, at vi efterhånden måtte have nok mønter til at få dem vekslet. Med min fine sortere-sparebøsse i tankerne – og dens storebror, som plejede at stå i Privatbankens hovedsæde, når det var tid at tømme den lille – hældte jeg de mange mønter i en plastikpose og satte mod banken.
Da jeg (efter to knækkede plastikhåndtag og en del banden) endelig kommer frem til kassen, ser den kære bankmand på mig som om jeg er rablende vanvittig, da jeg glad fortæller ham hvad posen indeholder, og spørger hvor jeg kan deponere den! Da jeg først tænker, at han bare ikke forstår mig, åbner jeg posen og spørger “maskine”? “Til forskellige mønter”? Ja?
Nej.
I stedet fik jeg udlevet stabler af små farverige plastikruller, som jeg pænt kunne tage med hjem (sammen med den infame og ca. 100 kg tunge pose!), og så kunne jeg ellers komme igen, når jeg selv havde sorteret alle mønterne og lagt dem i ruller! Derefter ville han – måske – være så rar at veksle dem for mig.
Jeg tror, at jeg nu er kureret (i hvert fald de næste par år) for min sortere- og stabletrang…
Desværre var de flotteste farver til større mønter 🙁
Vores formue:
€47
Nu skal vi bare finde ud af hvad dette utrolige beløb skal bruges til – når det har taget 4½ år at spare sammen til, så skal det bare være noget godt!