13. september 2013 |
Nye verdener
Oven på al den venten kom der heldigvis lidt distraktion i går, da det ringede på min dør, og på den anden side stod han: postmanden med kassen fra Amazon 🙂
Jeg havde egentlig forvildet mig ind på siden i sidste uge (vi lader bare som om jeg ikke er derinde hver dag uanset, ik?), fordi jeg skulle finde nogle fødselsdagsgaver til J, som blev fejret i onsdags, men på mystisk vis røg der et par bøger i kurven som mest (kun) var til mig selv… Den kan jo ske for selv den bedste!:)
Så nu er der nye eventyr og verdener, der skal udforskes og opleves – det allerbedste tidsfordriv!
Jeg er de sidste par år blevet mere og mere glad for noveller/short stories. Små fantastiske skud af eventyr, livstanker eller sære eksistenser fungerer for mig som et hyggeligt afbræk i hverdagen, selv når jeg ikke har tid eller lyst til at forpligte mig til en hel roman. Så da jeg faldt over disse to fine, fine novellesamlinger om unaturlige væsener og heksefortællinger skulle der ikke megen overvejelse til – og som ekstra bonus har allerbedste yndlingsforfatter, Neil Gaiman, redigeret den ene og bidraget til den anden!
“Unnatural Creatures” & “Under My Hat”
Med andre bidragsydere som Garth Nix, Jim Butcher, Margo Lanagan, Charles de Lint, Peter S. Beagle, E. Nesbit og Larry Niven regner jeg med mange timers sjove, uhyggelige og fantastiske skud af litteratur.
Apropos Gaiman, så kom den smukkeste bog med en anden Amazon kasse for noget tid siden: ”The Ocean at the End of the Lane”.
Ikke bare er den så utroligt fin, at den har fået hæderspladsen på reolen hvor den bliver strøget kærligt over omslaget mindst et par gange om dagen, men det er også en af de fineste og rammende fortællinger jeg nogensinde har læst. Om fantasi og svigt og venskab og barndommens helt unikke skær – at en voksen formår at få én til virkelig at føle igen hvordan det var at se verden med et barns optik, er noget ganske imponerende og utroligt. Læs den!
Desuden har jeg endelig købt ”The Library Book”, der er en samling historier af kendte engelske forfatteres om deres kærlighed og oplevelser med offentlige biblioteker. Jeg havde godt hørt om den, og læste kort efter en meget fin anmeldelse ovre hos Rikke, og så har den været på ønskelisten lige siden.
Jeg er selv biblioteksafhængig – noget af det værste ved at bo i et land, hvor jeg ikke taler/læser sproget flydende er, at jeg ikke kan udnytte biblioteket særlig meget. Der ligger ellers et meget fint og stort bibliotek lige om hjørnet, men når de kun har ca. 50 bøger som jeg kan læse, så er det desværre ikke det store jeg får det benyttet.
Den sidste bog er den nyeste udgivelse fra yndlingsforfatter Patrick Ness: ”More Than This”, som jeg glæder mig meget til at komme i gang med og har ret høje forventninger til.
Jeg er helt vild med hans ”Chaos Walking”-serie, der starter med ”The Knife of Never Letting Go”, som efter min mening er en af de allerbedste YA (young adult) dystopiske fortællinger på et marked, der de sidste par år nærmest ikke har bestået af andet…
Derudover har Ness skrevet en bog, som betyder noget helt specielt for mig – ”A Monster Calls”. En eventyrlig, smuk og uendelig sørgelig historie, som er noget ganske unikt. Hans sprog og enkle, men effektfulde fortælling om mytologiske monstre, der invaderer en ung drengs liv, når den virkelige verden bliver for uoverskuelig er intet andet end magisk. At bogen blev læst højt for mig af min J på et tidspunkt og sted, hvor min egen verden og sjæl var blevet slået lidt skæv af livet, gør den kun endnu mere til noget helt særligt for mig…
Har I nogen bøger, som betyder noget helt specielt for jer? Pga. tidspunktet, en specifik oplevelse eller bare kærlighed ved første læsning?
Super fede bøger du har fået dig. Jeg vil også rigtig gerne snart have købt The Library book og The Ocean at the End of the Lane
Ja, det er så dejligt med nye bøger 🙂
“Ocean at the end…” er som sagt en helt fantastisk bog, så den kan du roligt glæde dig til. Og jeg synes at idéen i Library Book er så fin 🙂
Ha ha, dejligt at hører jeg ikke er den eneste, der lige skal omkring Amazon dagligt 😉 Rigtig fede bøger lige til ønskesedlen!
Det kan være vi skal starte en support group: “Hej, jeg hedder Camilla, og jeg er book-a-holic!” 🙂
Åh. bøger, bøger, bøger! Findes der noget bedre end Amazon-pakker? Jeg tvivler! Og jeg venter selv på en, der kommer på tirsdag. (lykke).
Jeg har faktisk selv ‘Unnatural Creatures’ liggende, og jeg glæder mig sådan til at begynde den. ‘Under My Hat’ har jeg faktisk aldrig hørt om, men jeg vil bestemt undersøge den nærmere. Novelle-læsning er ved at blive noget af det hyggeligste, jeg ved.
Og åh! ‘The Library Book’ og ‘The Ocean at the End of the Lane’ er mine hjertebørn. Jeg deler din kærlighed for sidstnævnte, og glæder mig til at høre din mening om førstnævnte. Ikke alle essays o.lign. er lige fantastiske, men der er virkelig perler imellem, som jeg elsker. Særligt Stephen Frys bidrag er rørende. (No surprise).
Og så må jeg vist snart få kigget på ham Patrick Ness. Dine anbefalinger plejer jo at ramme meget plet hos mig 🙂
Nej, der er vi vist helt enige 🙂 Glæder mig til at læse om hvad du får i den nye pakke.
Jeg havde faktisk heller ikke hørt så meget om “Under My Hat”, men da jeg så listen over bidragsydere var jeg slet ikke i tvivl 🙂
Og ja, du skal helt sikkert læse “A Monster Walks”, jeg er ikke i tvivl om, at du vil kunne lide den! Det er en virkelig speciel historie, og så smukt skrevet og illustreret.
Åh bogindkøb! ♥
Jeg er desværre ikke selv så meget til Neil Gaiman, men jeg overvejer, om ikke jeg bør læse hans nyeste – har på fornemmelsen, at den nok er noget for mig.
Og så er jeg rigtig glad for, at du nævner Patrick Ness. Jeg skal altså snart have læst noget af ham, for det har jeg overvejet i… ja, alt for længe!
Ja, der er få ting så skønne som nye historier til reolen 🙂
Nu er jeg jo Gaiman fan af rang, men jeg tror faktisk også, at “Ocean at the end…” vil være tiltrækkende for selv folk, der måske ikke er lige så vilde med ham.
Patrick Ness er virkelig de sidste par år blevet en af mine yndlingsforfattere – jeg synes hans idéer er ret unikke, og hans fortællerstil er en blanding af direkte/åben og magisk på samme tid. Stor anbefaling herfra 🙂
Jamen altså, hvad er bedre end en stor pakke fra amazon? Sikke nogle smukke bøger! Er helt vild med coverne på “Unnatural Creatures” og “More than this”. Jeg burde også få købt “The Library Book” og “The Ocean at the end of the lane” 🙂
De fleste bøger, som dukker frem som markante i min erindring, er bøger fra min barndom; Harry Potters vidunderlige univers og historierne om Laura Ingalls Wilder, bøger som startede min læselyst. I “nyere tid” er det en bog som “Atonement” af Ian McEwan der betyder rigtig meget for mig, en bog som bare slog benene væk under mig.
Nej, der er ikke mange ting, der er bedre 🙂 Og jeg skal gerne indrømme, at covers betyder rigtigt meget, og jeg kan bruge lang tid på at finde lige præcis det fineste, selvom man udemærket ved, at indholdet er præcist det samme!
Det er helt utroligt hvor meget Harry betyder for rigtigt mange – det er sådan en skøn ting at kunne “samles” om.
Jeg har (desværre) aldrig fået læst nogen af Ingalls bøgerne, men jeg kan snildt forestille mig hvordan det har fanget et ungpigehjerte 🙂
Udover en masse yndlingsbøger, så tror jeg at de bøger der knytter sig flest minder til, er “Kravevig”-bøgerne som jeg læste som præ-teenager. Jeg forbinder den med eftermiddagene på mit værelse, hvor den lukkede de åbne sår som mobningen i skolen gav hver dag. Jeg holdt meget af den bog.
Rudyard Kiplings fabler læste jeg først som voksen, men de betyder meget for mig, og står mit hjerte meget nært også.
Coelhos “Alkymisten” og Bachs “Jonathan Livingston Havmåge” har også en stor plads hos mig, da det var de bøger der for alvor begyndte at få mig til at tænke på mig selv, fremfor alle andre hele tiden. I stedet for at tænke hvad andre mon ville synes om noget jeg gjorde, begyndte jeg at gøre hvad jeg syntes var bedst og hvad jeg ønskede. Det var en ret stor ting for mig.
Selvom det er med en forfærdelig baggrund, så bliver jeg alligevel lidt glad ved at høre hvor meget en bog har kunnet gøre i selv den værste situation… Det siger så uendeligt meget om hvor decideret magiske bøger reelt er. Det trøster mig, når jeg tænker på dem, som har det svært i deres dagligdag, at en god bog, der venter derhjemme måske kan være med til at gøre verden bare lidt mindre mørk…
Og dejligt at høre, at bøgerne også har kunnet åbne vejen for mere selvtillid og tro på, at man er den vigtigste person i sit eget liv! Og at man sagtens kan tænke sådan og stadig være et godt og kærligt menneske – det tror jeg meget på!
Jeg holder også utroligt meget af Coelho – han er så dygtig til at fortælle og vise nogle helt basale “sandheder” om livet uden at blive prædikendende eller for højtflyvende. Jeg har helt sikkert også lært et par ting om mig selv og mit forhold til verden gennem hans bøger… 🙂
Og i øvrigt tusind tak fordi du delte historierne! 🙂