Dream
Explore
Discover

You will be more disappointed by the things you didn’t do than by the ones you did. So throw off the bowlines. Sail away from the safe harbor. Catch the trade winds in your sails.
30. september
En (sports-)vinder af en overraskelsespakke!

Det er skamfuldt, at det har taget SÅ lang tid at finde en vinder af den overraskelsespakke, jeg udlovede engang i juli, men bedre sent end aldrig, ikke? Faktisk vil jeg mene, at pakkens indhold egner sig endnu bedre til efterårets kolde aftener, så mon ikke det går?

Jeg tænkte, at jeg ville prøve noget lidt anderledes til at udtrække vinderen denne gang. Som flere af jer ved, så går J og jeg ret meget op i amerikansk fodbold (NFL) – sæsonen er lige begyndt, og vi bruger det meste af vores søndag aftener på at se kampe og hygge i sofaen.

Der bliver som regel spillet ca. 12 kampe hver uge, så i søndags bad jeg J om at vælge et hold til at repræsentere hver konkurrencedeltager (han vidste ikke hvem, der fik hvilket hold, og jeg forsøgte at vælge hold, der alle havde en nogenlunde lige chance for at score mange point), og så blev vinderen den hvis hold scorede flest point i søndagens kamp!

NFL
Det var ret sjovt for mig, for jeg sad hele tiden og holdt øje med de forskellige holds pointstilling, og jeg kan godt afsløre, at der var mange, der havde store forspring, som alligevel ikke gik hen og vandt.

Der var sågår 2 hold ud af de 8, der nåede at få 38 point, som virkelig er flot! Men vinderen blev Indianapolis Colts, der scorede hele 41 point i deres kamp mod Tennessee Titans – og deltageren, der blev repræsenteret af Colts var:

Rikke!

Tillykke, Rikke! Jeg har sendt dig en mail, og lige så snart jeg får en adresse, så sender jeg overraskelsespakken afsted!

Camilla
| Skriv kommentar
Kategorier:
28. september
To blog or not to blog…

En impromptu og egentlig ret upassende blog-pause på næsten 3 måneder er det blevet til. Og ja, jeg har brugt noget af den til at tænke rigtigt meget over hvorvidt jeg kunne blive ved med at blogge fremover. Ikke hvorvidt jeg ville, for det har der aldrig været tvivl om, men hvorvidt der stadig er plads til Twenty Years From Now i den nye hverdag, jeg nu så småt er ved vænne mig til…

Jeg er vild med mit nye arbejde, der er spændende og udfordrer mig hver evig eneste dag, men det har været, og er stadig, en ubeskriveligt stor omvæltning fra mit arbejdsliv i Barcelona med hjemmearbejdsplads, meget frie rammer og et afslappet timetal til et job med stort ansvar for andre mennesker, højt tempo og meget lange dage, der dominerer mit liv.

Jeg har skullet gøre op med mig selv om jeg kan finde plads til bloggen – oveni alle de andre ting jeg så gerne vil bruge min efterhånden ret sparsomme fritid på. Og svaret er, at det vil jeg så uendeligt gerne! Det skærer i mit hjerte bare ved tanken om, at mit lille værested herinde ikke længere skulle eksistere, når jeg slet ikke er færdig, og elsker samværet med mine søde læsere.

Men jeg er træt af at lave løfter, der ikke bliver holdt (også selvom det nok mest er mig selv, der bliver skuffet), og holde bloggen over hovedet på mig selv som noget, der skal og bør laves. Det har altid været lysten, der drev værket, og nu må jeg så lære også at tage hensyn til overskuddet uden at have dårlig samvittighed.

Derfor prøver jeg nu i stedet at love mig selv ikke at have dårlig samvittighed, når der går længere tid imellem indlæg eller når jeg ikke lige har lyst til at sidde foran computeren om aftenen. Men i stedet at fokusere på min kærlighed til at skrive og interagere med mine kære læsere og fortælle om mit almindelige, men alligevel lidt anderledes liv.

Sikke en lang og ret sørgelig svada at komme ind til, når der endelig kommer et indlæg efter 3 måneder, hva? Jeg håber de af jer, der endnu ikke helt har opgivet mig stadig har lyst til at følge med herinde. Uden løfter, aftaler eller egentlige planer, men forhåbentlig stadig med et stort ønske om at dele mine oplevelser med jer.

(Bare for at gøre den dårlige samvittighed helt komplet, så “valgte” jeg jo at holde min uplanlagte pause lige efter at have annonceret en give-away! Virkelig dårlig stil, Camilla 🙁 Jeg trækker lige om lidt lod blandt de stakler, der nu har skulle vente ret længe på svar, og sender en ekstra god pakke.)

Camilla
| Skriv kommentar
Kategorier:
6. juli
Hip hip hurra!

Tænk engang. For præcis et år siden satte jeg mig for første gang til tastaturet, og skrev mit allerførste blogindlæg nogensinde! Det var vist mest af alt ret fjollet, men slog nu egentlig tonen ret godt an. 🙂

Jeg ved godt, at det er en kæmpe kliché at sige, at tiden er fløjet forbi – men det er den vitterligt. Og så alligevel… Siden det første indlæg har jeg oplevet så mange ting, mødt så mange søde mennesker gennem bloggen, og ikke mindst flyttet hele mit liv til endnu et nyt land.  Og når jeg tænker på TwentyYearsFromNow føles det som om jeg altid har haft bloggen.

VægkunstGracia2

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke er (og nok heller aldrig bliver) en meget konsekvent og regelmæssig blogger – jeg bliver pludselig inspireret, og er virkelig ikke god til at planlægge indlæg eller have fast blogtid indlagt i min hverdag. Derfor kan der også godt være længere pauser mellem indlæggene, når verden pludselig kommer med uventede forhindringer, og mit fokus er andetsteds – specielt den seneste tid mens vi har flyttet og skullet vænne os til så meget nyt.
Men jeg holder så meget af at blogge herinde! I dag kan jeg slet ikke forestille mig ikke at have TwentyYearsFromNow, og hygger mig stadig med hvert indlæg, og elsker hver eneste kommentar.

For hvor hyggeligt det end er at have en blog, så er det selvfølgelig mere end noget andet interaktionen med mine kære læsere, der i virkeligheden gør det hele sjovt og værd at holde fast i! Så derfor:
Tusind tak til alle jer, som har fulgt med – hvad enten I har været med fra starten eller først er kommet til for nylig – og skrevet kommentarer, og generelt bare har givet mig lysten til at blive ved med at skrive. Lige nu er jeg sikker på, at bloggen kommer til at bestå til evig tid!

Blogfødselsdag

Så selvom det jo er bloggens fødselsdag, så vil jeg gerne lave en lille giveaway til mine dejlige læsere!
Som til en rigtig fødselsdag, så vil gavens indhold forblive en hemmelighed indtil en heldig vinder åbner den, men jeg kan sige så meget, at den vil indholde ting både fra min tid i Barcelona og her i Bruxelles –  lidt til ganen og lidt til sjælen. 😉

For at deltage skal I bare skrive en kommentar til indlægget med jeres navn og mail inden d. 11 juli kl. 21, og så må I også meget gerne komme med eventuelle forslag til hvis der er noget specifikt I kunne tænke jer at læse et indlæg om i bloggens næste leveår. Så vil jeg se hvad jeg kan gøre for at opfylde jeres ønsker.

Endnu en gang tusind tak!

2. juli
One scone, please

Da jeg for nylig var så heldig at finde det fineste lille næsten-ægte britiske tea room, var jeg ikke et sekund i tvivl om, hvad jeg skulle bestille: One scone, please!

Siden jeg første gang boede i det britiske, har jeg elsket den fine engelske crumblende bolle – allerhelst med et lag af syltetøj og clotted/whipped cream/flødeskum.
Jeg husker tydeligt da jeg på universitetets cafe i Skotland blev præsenteret for hvad jeg troede var en tebolle – og så mente de, at jeg skulle putte flødeskum på en bolle?! Det var dog det særeste. Heldigvis havde jeg en indfødt med mig, som garanterede mig, at det var en ren himmerigsmundfuld. Og jeg konverterede efter allerførste bid 🙂

Tea and scones

Jeg har siden da opsøgt scones hvor end jeg kunne komme til det, og en tur til det britiske er ikke helt rigtig, hvis man ikke får scones mindst en gang. Jeg har desuden et par gange forsøgt mig med selv at bage de skønne boller, men uden meget held – de bliver altid for hårde, for flade eller bare lidt skæve teboller. Og eftersom de Barceloneanske supermarkeder alligevel ikke kunne diske op med frisk fløde, og jeg arbejdede med “stor flamme, større flamme”-gasovnen, var vores 5 år i det catalanske ikke særligt fordrende for videre forsøg.

Men så så jeg den anden dag, at det lokale supermarked her i Bruxelles har frisk fløde! Og det tog ca. 5 sekunder før der lå en flaske i min kurv, og ca. 5 sekunder mere inden jeg vidste præcis hvad jeg skulle bruge den til.

Så nu har jeg eksperimenteret med lidt forskellige opskrifter på en hjemmebagt scone, og her er resultatet:
Freshbaked SconesHvis nu I også har lyst til at lege engelsk tea room derhjemme, så kommer opskriften her:

Ingredienser:
350 g hvedemel
½ tsk salt
2 tsk bagepulver
85 g blødt smør
2 tsk vaniliesukker
2 spsk sukker
175 ml kærnemælk (stuetemperatur)
1 æg (til pensling)

Fremgangsmåde:
Forvarm ovnen på 225.
Bland mel, vanilie, salt, bagepulver. Tilsæt smørret og smuldr det med melblandingen mellem fingrene indtil det ligner brødkrummer. Tilsæt sukker.

Lav en fordybning i melet, og hæld kærnemælken deri. Brug en smørkniv, og bland det hele ved ligesom at “skære” i dejen – det må gerne være ret vådt.
Fordel lidt mel på bordet, og hæld dejen ud. Fold dejen indtil den er mere sammenhængende. Det er ret vigtigt, at man ikke ælter for meget, så dejen bliver for kompakt.

Flad dejen ud til ca. 4 cm højde (det er ret højt, så brug bare med hænderne, ikke en kagerulle). Brug et glas eller en udskærer i ca. 4-5 cm diameter, og “dyb” den i mel, og udskær scones. Når du ikke kan udskære flere, så saml dejen hurtigt og lav flere – saml det sidste dej forsigtig til en ekstra scone.

Placer scones på en bageplade, pensl dem med lidt pisket æg, og sæt dem midt i ovnen. De skal have ca. 6-10 minutter, men hold øje med dem, da ovne er meget forskellige, og det kan pludseligt gå meget stærkt ved den høje varme.

De er færdige når man tapper på dem med en finger, og de lyder hule. Placér dem på en bagerist til afkøling – hvis du vil have en sprød skorpe skal de bare stå, men hvis du vil have dem mere bløde (det foretrækker jeg), så pak dem ind i et rent viskestykke med det samme.

Scone with creamServér med nypisket flødeskum og syltetøj. Alternativt er det også rigtigt lækker med lemon curd – Piskeriset har en meget nem og superlækker opskrift.

Opskriften er tilpasset lidt, men kommer originalt fra Nigella Lawson.

Camilla
| Skriv kommentar
Kategorier: Tags: , , , ,
29. juni
Belgisk bureaukrati

Der er nu ikke noget som 3 kopier af alting kombineret med køer, der bevæger sig i sneglefart og skrankepaver på fremmedsprog, vel?

I løbet af den sidste uge fandt vi endelig tid til at tage på vores lokale kommunekontor, og officielt melde vores ankomst til det belgiske. Det foregår sådan her i Bruxelles, at man skal møde op personligt med 3 kopier af sit pas, sin lejekontrakt, sin arbejdskontrakt og i vores tilfælde en vielsesattest. Så tænker man, det burde jo snildt kunne lade sig gøre, men… Der ville jo ikke være nogen udfordring i det, hvis det bare gik så let.

Så i onsdags drog vi mod Schaerbeeks (vores kommune) meget fine kommunekontor – et kæmpestort slot fyldt med lange gange, guldstatuer og mange, mange ventende mennesker.

Schaerbeek1Hvem siger, at bureaukrati ikke kan være smukt?

Til trods for, at Bruxelles er en utroligt international by med flere ikke-belgiske indbyggere end indfødte belgiere, så skal alle officielle papirer og interaktion med det offentlige foregå på ét af de tre officielle sprog: fransk, flamsk eller tysk. Og det kan godt give lidt frustration, når man kun har en dansk og engelsk udgave af sin vielsesattest.

Heldigvis har jeg en veninde fra studietiden som i dag er certificeret oversætter, som var så sød at hjælpe med at få oversat den pokkers attest og sende den med eksprespost – det virker dog endnu mere fjollet at det skulle være nødvendigt, når det en sådan attest reelt består af, er “sætninger” som “Gommens navn”, “Brudens navn” og “Vielsesdato”, som det mest komplekse. Men oversat blev den, og oversættelsen blev godkendt.

Problemet opstod så da det gik op for vores sagsbehandler, at attesten var udstedt af en dansk kirke – for (så vidt jeg har kunnet finde ud af) intet andet europæisk land har en statsreligion og dermed en kirke, der kan udstede officielle dokumenter. Det krævede en del forklaring (på fransk), før damerne bag disken forstod, at det i Danmark er kirkekontoret, der er ansvarligt for både vielses-, dåbs- og navneattester, og at vores kirkelige bryllup (og dertilhørende attest) derfor var fuldt ud lovligt gyldig.

Schaerbeek2I denne smukke hal ventede vi, og ventede vi og… Ja, gæt selv!

Der er så mange ting – små som store – som man selv er vokset op med, og sandsynligvis aldrig har skænket en tanke, som pludselig kommer til at stå i et helt andet lys, når man ser det udefra. Jeg har personligt ikke nogen stærk holding omkring det, at Danmark ikke har adskillelse af stat og kirke, men det er meget interessant at opleve eksempelvis mine kollegaers reaktion på, at et nordisk land – som normalt forbindes med frit valg og en meget åben kultur – har noget så “gammeldags” som en statsreligion. Og at den danske folkekirke dermed er en offentlig instans hvis dokumenter er lovligt gyldige.

Det næste trin i vores registreringsproces er, at der kommer en politimand hjem til os, som skal dels bekræfte, at vi bor hvor vi siger vi bor, at det kun er os, der bor her, og at vores hjem reelt er egnet til beboelse. Igen virker det utroligt sært, at det virkelig er nødvendigt, at politiet skal checke den slags, men på den anden side kan jeg sagtens se, at det faktisk er en rigtig fin sikkerhedsordning både for kommunen og os.

Men hold op, det er en langsommelig og møjsommelig proces, og der er stadig en del officielle ting, som kræver at man har et belgisk identitetskort (hvilket burde være konklusionen på al hurlumhejet). Men når jeg er allermest frustreret og træt af al bureaukratiet, så minder jeg mig selv om hvor fantastisk det egentlig er, at vi fuldstændig som det passer os har kunnet flytte til et nyt land, få et arbejde, et hjem, og udbytte af samfundets goder, og det eneste der kræves til gengæld er et pas og et par stykker papir. Så længe det er i 3 kopier.

Papirer fra BruxellesResultatet af alle de mange papirer er den fine “Attestation d’Enregistrement”

25. juni
En bogelskers eventyr i Belgien

Jeg har vist efterhånden fået talt en del om bøger i den tid bloggen har eksisteret – jeg elsker bøger, og holder uendeligt meget af at bruge min fritid på at tulre rundt i bogbutikker og opstøve inspiration og nye skatte.

Derfor var noget af det første jeg undersøgte, da vi skulle flytte til Bruxelles, selvfølgelig hvilke muligheder der var for at kigge på bøger – for det handler vitterligt ikke nødvendigvis om at købe bøger. Jeg kan sagtens bruge timer på at tage fra bogbutik til bogbutik og bare blive inspireret og… ja, ae bøgerne lidt 🙂 Skulle der så snige sig en billig bog eller to med hjem… Det skidt kan jo smutte!

Jeg “startede” faktisk min bogsamling dengang jeg boede her som au pair – det var her i byen jeg første gang gav efter for hypen, og besluttede mig for at prøve den dér Harry Potter bog… For derefter at sluge de efterfølgende 3 bøger på en weekend (det var lige da “Goblet of Fire” var udkommet). Jeg fandt min første Terry Pratchett “Discworld” bog på et loppemarked her i byen, og min meget kære (og meget nørdede!) bogliste er grundlagt på mit au pair værelse.

I Barcelona var der reelt kun 1 bogbutik, der havde et ordentlig udvalg til fornuftige priser, så jeg var virkelig spændt på hvordan det ville være her i Bruxelles. Og nu efter knap 1½ måned, så lad mig bare sige: Halleluja!
Jeg har allerede besøgt mere end 6 forskellige fine boghandlere propfyldt med engelske bøger – både secondhand og nye – ja, der findes sågar en Waterstones i byen!

Men selv midt i min enorme begejstring, var sidste weekend alligevel noget helt specielt. Jeg har nemlig flere gange hørt tale om et halvårligt secondhand-velgørenhedsbogmarked, der afholdes udenfor Bruxelles af et engelsk supermarked – jeg havde dog ikke kunnet finde information om hvornår. Så fredag aften sent fandt jeg pludselig butikkens hjemmeside – og opdagede, at markedet var den næste dag!
Lørdagen blev straks inddraget til bogudflugt, og selvom jeg hader at stå tidligt op, så skulle det da lige være bøger, der kunne få mig tidligt ud af fjerene 🙂

Bogmarked1

Markedet blev afholdt udendørs, og dagen var heldigvis fyldt med sol og bogglade mennesker. Forestil jer en hel parkeringsplads proppet med bord efter bord med alt lige fra klassikere til krimier til børnebøger til fantasy til contemporary – alt hvad hjertet kunne begære. Der var bogstavelig talt tusindvis af bøger! Alt sammen afregnet på den mest geniale facon: Man betalte ganske enkelt 80 cents per centimeter bog!

Bogmarked2

Jeg brugte timevis på at se de mange bøger igennem – og måtte holde mig selv i meget stram snor for ikke at fordoble beholdningen herhjemme. Trods mit ekstreme mådehold blev det dog alligevel til en god stak – til en så lille sum penge, at jeg næsten var sikker på, at der ville komme nogen løbende efter mig og kræve, at jeg betalte ordentligt for mine fine nye bøger!

For at gøre en allerede skøn dag helt perfekt, gik det op for mig (lige som jeg havde misset 1-gang-i-timen-landbussen), at det fine engelske supermarked havde den hyggeligste lille klassisk britiske te-salon tilknyttet. Så med mine nye skatte i poser og taske, fordrev jeg ventetiden med friskbrygget te og den lækreste nybagte scone med ægte clotted cream. Lige som det skulle være…

Bogmarked3

Jeg har fået bekræftet, at det næste marked kommer til at foregå i september, og jeg glæder mig allerede nu som et lille barn til juleaften! Og mon ikke jeg i mellemtiden nok også finder tid til at udforske Bruxelles’ bogverden yderligere? 🙂

Camilla
| Skriv kommentar
Kategorier: Tags: , , , ,
11. juni
Jeg kan sove når jeg…

Klokken er snart 22.30, og jeg sidder for første gang inde på vores kontor/gæsteværelse. Foran mig er der en fin udsigt over nabolagets baghuse og de sidste stråler fra den nedgående sol.

De mange lyse timer har været fuldstændig afgørende de sidste par uger. Givet os tid og overskud til at få ordnet alle de ting, der skulle ordnes og stadig have lidt lys at nyde inden man lukker øjnene.
For der er og ikke mindst har været mange, mange ting på listen – den man skal igennem inden man kan se sig omkring og føle, at man nu igen har et hjem, en velfungerende hverdag samt tid og ro til bare at slappe af.

Jeg startede på mit nye job 2 dage efter vi ankom til Bruxelles, og selvom J var helt utrolig til at arrangere og ordne og planlægge, mens jeg fyldte hovedet med ny viden og nye mennesker, så var der altid noget, der lige skulle diskuteres og klares, når jeg endelig var hjemme igen. Og inden man fik set sig om, så var det tid til at sove og starte forfra igen næste dag.
Det alt sammen med en åben kuffert og intet sted at kalde “hjemme”. Det er overraskende hårdt ikke at have et hjem – et sted hvor man er omgivet af sine ting, kan gøre som man vil og ikke mindst føle sig tryg. Netop det man har allermest brug for, når man kæmper for at komme på benene.

Man fanger ofte sig selv i at tænke, om det virkelig var lige så hårdt sidste gang? Hvorfor man har sådan en besværlig udlængsel, der gør, at man helt frivilligt har valgt situationen – og hvordan i alverden man havde fået bildt sig selv ind, at man lige gjorde sådan, sådan og sådan, og så var det hele i orden…

 

Vi er forhåbentlig over det hårdeste på nuværende tidspunkt, men i min krop sidder dog stadig en dyb træthed, og i min hjerne slås nye arbejdsrelaterede input om pladsen med tanker om masser af praktiske gøremål, drømme om nye oplevelser i vores nye land, og ønsker om bare at lave ingenting overhovedet.

Det er utroligt udfordrende og hårdt at rykke hele sit liv op med rode og flytte til et andet land. Hvis man samtidig er så fjollet at starte på et nyt arbejde 2 dage efter ankomsten, så har man nærmest stillet en umulig opgave for sig selv – og det koster på overskudskontoen, familie/venner-pleje-kontoen, tanker-om-andet-end-flytning-kontoen, og ikke mindst pengekontoen.

Men når alt det så er sagt, og jeg sidder her i mit nye hjem i besiddelse af et utroligt spændende nyt job, en fantastisk ægtemand (ham havde jeg dog i forvejen 🙂 ), og en ret stor stolthed over indtil videre at have klaret selv de hårdeste dage, så tænker jeg, at det nok alligevel er kampen værd…

Nøgler

3. juni
Jeg er her stadig…

…altså i Bruxelles 🙂

Jeg havde en drøm om, at jeg skulle dele alle de små og store trin i vores første par uger her i Belgien, men både internetguderne og mit nye arbejde var ret uenige med mig i, at jeg skulle have både regelmæssig netadgang og mentalt overskud til at skrive indlæg. Så altså.

Lige nu sidder jeg i mit nye bibliotek/spisestue, og ser ud på den fineste plads omkranset af gamle “maison de maitre” huse med grønne træer og sporvogne, der standser nedenfor mit vindue.
Vi er slet ikke helt på plads, men langsomt kommer der mere og mere orden på tingene som kasserne bliver tomme, og hylderne fyldte med bøger, tøj og alt for mange ting jeg egentlig lidt havde glemt jeg har.

Vi har fundet en fin gammel, men istandsat herskabslejlighed i en bygning fra 1912, som med sin gule farve dominerer vores nye hjem på Place des Bienfaiteurs/Weldoenersplein – Velgørernes Plads.

Bienfaiteurs“Vores” fine nye hjem – et klassisk såkaldt “maison de maitre”

Mit nye arbejde er alt hvad jeg havde håbet på – spændende, krævende, masser af ansvar og muligheder, og nye udfordringer hver dag! Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke er utroligt hårdt på samme tid. Hver aften er jeg nærmest klar til at gå direkte på hovedet i seng, så snart jeg træder ind af døren, og kæmper for at finde energi til bare at se lidt fjernsyn eller måske endda pakke en enkelt kasse ud.
Men det er mest af alt virkelig fedt at føle, at vi traf den rigtige beslutning, da vi valgte at tage springet og flytte til Bruxelles.

Fejrer med en ølVi fejrer, at vi endelig har fundet vores nye hjem med en dejlig belgisk øl!

Det er sket en masse ting, og selvom det reelt ikke er mere end knap 4 uger siden vi sagde “på gensyn” til Barcelona, så føles det som om vi har gennemlevet flere måneders oplevelser på den tid! Når jeg nu ikke formåede at “rapportere live”, så må I nøjes med en række beretninger over det næste stykke tid 🙂

Jeg glæder mig meget til at dele mit nye liv her i Bruxelles med jer!

Camilla
| Skriv kommentar
Kategorier: Tags: ,
5. maj
Mi casa… es su casa?

Lige nu går der to mænd rundt i mit hjem. De åbner mine skabe, og tager alle mine ting ud. De folder mit tøj ud og folder det påny, så det passer bedre ned i en kasse. De tager porcelænskransekagefiguren fra min bryllupskage, og pakker den varsomt ind.
Imens sidder jeg her og ser på.

Det er virkelig mærkeligt ikke selv at skulle pakke vores hjem ned. Og samtidigt er det jo fantastisk, at vi netop ikke har skullet bekymre os om kasser, bobleplast og alle de mange, mange bøger og dimser, der skal have plads.

De sidste par dage har vi flere gange kigget på hinanden og sagt, “det føles slet ikke som om vi skal flytte om 3 dage” – for når ens hjem ser ud fuldstændig som det hele tiden har gjort, så føles det meget uvirkeligt, at der lige om lidt er tomt.

Jeg kan mærke, at det er meget vigtigt, at jeg lige nu sidder her og skriver, og bagefter har noget arbejde at tage mig til, for ellers ville jeg sværme om de stakkels rare flyttemænd som en lille irriterende bi. Det er jo mit liv, mit hjem, alt hvad jeg ejer, som de lige nu pakker i kasser jeg ikke skal regne med at se igen før om et godt stykke tid.

I morgen aften vil der være fuldstændig tomt i vores Barcelona lejliglighed. Vi har lånt det allermest nødvendige af en veninde, og så vil vi tilbringe vores sidste nat i Barcelona og vores hjem, som vi gjorde den allerførste: uden andet end hinanden, en madras på gulvet, spændthed i maven og en masse minder.

EspiriaVores fine gade

25. april
På nye eventyr…

Efter at have været ret fraværende det sidste stykke tid og teaset forleden om, at der foregår en masse spændende ting i Camilla-land, så er det vist på tide at løfte sløret for hvad jeg egentlig taler om.

For alle, der læser med herinde kan det næppe komme som en overraskelse, at jeg jo lider af en uhelbredelig udlængsel, og for evigt drømmer om at bo i alle verdens lande og opleve nye kulturer og sprog og… Og at selv den skønneste by ikke er nok til at få mig til at miste den eventyrlyst.

Så kort fortalt er det nu efter 5 fantastiske, spændende, utrolige og vidunderlige år tid til, at J og jeg pakker vores tasker (og lejlighed!) sammen, og tager videre på nye eventyr!

Den første gang jeg gav efter for udlængslen og rejste ud i den store verden på egen hånd var jo lige efter gynmasiet, hvor jeg var så heldig at ende hos en skøn familie i Bruxelles.

Og nu – knap 14 år senere – har livet valgt, at min rejse videre skal føre tilbage til netop den samme by, som jeg startede i!
Jeg har nemlig i forrige uge skrevet kontrakt på et nyt spændende job, som jeg glæder mig rigtig meget til, og skal begynde på allerede nu her i starten af maj i…. You guessed it:

BRUXELLES!

Brux3Et lille kig til Bruxelles’ hjerte – Grand Place

Det er unægteligt noget helt andet end Barcelona – som J for nylig beskrev det: Dårligere vejr og fodbold, og det er ikke Barcelona, men på plus-siden er der fantastisk øl, chokolade og ost! 🙂
Det bliver uden tvivl en omvæltning, og da jeg for et par uger siden fløj til Bruxelles til den endelige jobsamtale var det tydeligt, at byen er en anden, end den jeg kendte for 12-14 år siden. Men for mig gør det kun, at eventyret oprigtigt er nyt og spændende!

Brux2Bruxelles er fyldt med disse fine overdækkede arkader

Jeg glæder mig som et lille barn til at skulle finde et nyt hjem, finde steder der nu skal være “vores” steder, nye karriereudfordringer og kollegaer, have besøg af venner og familie og vise dem vores Bruxelles, og finde nye venner, og kæmpe nye kampe, som ofte kan ende i frustrerede tårer, men bagefter giver sejre for livet…

Brux4En meget træt, men glad, Camilla, der lige har fået nyt job, og hviler på Grand Place

Det bliver hårdt at sige farvel til Barcelona – vores lejlighed og hjem, som vi har boet i alle 5 år, vores venner, det skønne vejr, den afslappede kultur, og mest af alt byen selv. Barcelona er noget helt for sig, og den vil for evigt have en meget speciel plads i vores hjerter.
Så jeg vælger at se det mere som “på gensyn” end farvel… og der findes jo heldigvis masser af billige flybilletter 😉

Jeg håber på at kunne tage jer med på hele eventyret omkring flytning og farvel og nyt liv, og hvis internet-guderne er med mig, så kommer der den næste måneds tid garanteret masser af glade, frusterede, praktiske og lykkelige indlæg om vores nye eventyr!
Og så håber jeg selvfølgelig, at I har lyst til at blive ved med at følge med fremover på Twenty Years From Now – nu i Bruxelles!

Brux1Den smukke St. Michael og St. Gudula katedral i skumringen