9. januar 2014
Money, money, money, MONEY!

Da jeg var barn havde jeg en sparebøsse fra Privatbanken (som vistnok senere blev til Unibank og så til Nordea), der forestillede sådan en tællemaskine. Når man puttede mønten i foroven, så rullede den ned, og blev standset når den nåede det rum, der var forbeholdt den. Og ja, jeg er så gammel, at den både havde pladser til 5 og 10-øre (det var sådan nogle små brune nogle) 🙂

SparebøsseBillede fra www.nf-family.webbyen.dk

Jeg kan huske den sparebøsse så tydeligt, fordi jeg har et eller andet med at lave stabler og sortere – specielt ting med forskellig værdi og størrelse. Når vi plejer at spille poker i sommerhuset med J’s familie, kommenterer hans onkel (der til dagligt arbejder med folks hoveder), at det dog er helt utroligt som jeg knap har spillet et par jetoner, før de resterende bunker bliver sirligt lagt i orden igen. Det kan I så selv lægge i hvad I vil 🙂

Da vi først flyttede til Barcelona blev vi ret hurtigt trætte af at vandre rundt med de 5 kilo småpenge man hurtigt akkumulerer af en møntfod, som af uvisse, men helt sikkert absurde årsager, insisterer på at have både 1, 2, 5 og 10 “ører”, som mere eller mindre ingen reel værdi har!
Derfor installerede vi den lyserøde gris (som i hedengangne år var en kærlighedsgave til J) ovenpå køleskabet, hvor den kunne spise alle de små, dumme brune mønter indtil vi en dag kunne bruge dem på noget fornuftigt.

Så langt, så godt.

Efter nu ca. 4½ år besluttede jeg den anden dag, at vi efterhånden måtte have nok mønter til at få dem vekslet. Med min fine sortere-sparebøsse i tankerne – og dens storebror, som plejede at stå i Privatbankens hovedsæde, når det var tid at tømme den lille – hældte jeg de mange mønter i en plastikpose og satte mod banken.

Da jeg (efter to knækkede plastikhåndtag og en del banden) endelig kommer frem til kassen, ser den kære bankmand på mig som om jeg er rablende vanvittig, da jeg glad fortæller ham hvad posen indeholder, og spørger hvor jeg kan deponere den! Da jeg først tænker, at han bare ikke forstår mig, åbner jeg posen og spørger “maskine”? “Til forskellige mønter”? Ja?

Nej.

I stedet fik jeg udlevet stabler af små farverige plastikruller, som jeg pænt kunne tage med hjem (sammen med den infame og ca. 100 kg tunge pose!), og så kunne jeg ellers komme igen, når jeg selv havde sorteret alle mønterne og lagt dem i ruller! Derefter ville han  – måske – være så rar at veksle dem for mig.

Jeg tror, at jeg nu er kureret (i hvert fald de næste par år) for min sortere- og stabletrang…

Money3Money2Desværre var de flotteste farver til større mønter 🙁

Vores formue:

€47 

Money1

Nu skal vi bare finde ud af hvad dette utrolige beløb skal bruges til – når det har taget 4½ år at spare sammen til, så skal det bare være noget godt!

Camilla

14 kommentarer til “Money, money, money, MONEY!”

  1. Jens siger:

    Ja tiden har forandret sig siden du var barn…..

  2. Laura siger:

    Haha, ej hvor er det sjovt! Så har du nok lært det lidt på den hårde måde 😉 Hehe. Er spændt på at høre hvad I vælger at bruge de hårdtopsparede penge på!

  3. Iben siger:

    Sjovt.
    Hvor meget er der i danske kroner?

  4. Nola siger:

    hihi ja sådan sætter man folk i arbejde 😉 Overraskende at sølle Euro 45 fylder så meget!
    Dejligt jeg har fundet din blog 🙂
    Kh Nola

  5. Gitte siger:

    hahahahha hvor er det sjovt 😀 Specielt fordi man bare lidt går ud fra, at de da selvfølgelig gør det på samme smarte måde som vi gør i Danmark 😀 Æv! 😀

    • Camilla siger:

      Ja, man skulle tro jeg efterhånden havde lært, at jeg næsten aldrig kan regne med at det er sådan, men… 🙂

      Så havde jeg da noget at lave, mens jeg hørte King på lydbogen 😉

  6. Rikke siger:

    Hahha, åh sikke et arbejde! Det kan man da hurtigt komme til at fortryde igen :’D

  7. Eeyorenyk siger:

    Haha. Ja, så kan du lære ikke at være så skide fornuftig og spare op Camilla! Den slags bør man slet ikke gøre sig i. 😛

    Ærlig talt, de der maskiner der gør det for én, er der da supersmarte. Du burde printe et billede ud, og så vise nede i banken. Det ville da spare dem (og kunderne) for meget besvær.

    • Camilla siger:

      Nej, du har fuldstændig ret! Jeg ved heller ikke hvad jeg tænkte på – det er i hvert fald ikke noget jeg normalt gør mig i 😉

      Jeg havde slet ikke tænkt på det med at vise dem maskinen – det kan være jeg skal gøre det når jeg skal ned og veksle alle mine ruller 😀

Skriv en kommentar til Nola