 |
14. august 2013 |
 |
Hvorfor?
Baggrunden for denne blog er jo, at jeg har valgt at bosætte mig uden for Danmarks grænser, og når jeg fortæller, at vi valgte at tage springet for de der små 4 år siden, så er næste spørgsmål næsten altid: “Jamen, hvorfor valgte I at gøre det?”
Det er ikke noget nemt spørgsmål at svare på. Og så alligevel… Hvis man nogensinde selv har haft en drøm eller et ønske om at prøve at bo i et andet land, så er det slet ikke så svært at forklare: vi valgte at flytte til Barcelona, fordi det ganske enkelt kunne være spændende at bo i et andet land – og fordi jeg altid drømmer om at rejse, og bo i endnu et nyt land.
Og vi havde muligheden, og valgte at gå efter det – man kan utroligt meget, hvis man virkelig vil det. Og ikke mindst tør vove forsøget…
Men hvis man aldrig selv har overvejet det, så er det meget sværere at forklare hvorfor man på den måde vælger at rykke alt op, og bare satse på, at det nok skal gå, simpelthen fordi man virkelig gerne vil det. De samme mennesker (i min erfaring) forventer som regel, at jeg har en masse konkrete årsager til at have flyttet – at jeg eksempelvis elsker varmt vejr, blev nødt til at flytte pga. arbejde eller lignende – og for dem vil mit ærlige svar aldrig være tilfredsstillende. Vi føler det simpelthen forskelligt… og det er jo fantastisk, selvom vi aldrig vil kunne rigtigt forstå hinanden. Man kan ikke forklare følelser…
Ofte spørger de mennesker mig også, hvorfor jeg synes Barcelona er bedre end Danmark – og lige præcis dér rammer de hovedet på sømmet. For det er slet ikke en del af mit verdenssyn eller mine følelser – jeg er ikke flyttet udenlands, fordi jeg var/er utilfreds med Danmark! Jeg elsker mit land, og jeg er stolt af at være dansker, og vil aldrig kunne være andet, for det er der jeg kommer fra.
Men jeg kan sagtens føje til hvem jeg er – og det er dét jeg “leder” efter. Hvert land har sine kvaliteter og ulemper/ting man er uenig med, men for mig ligger det i oplevelsen – på godt og ondt at prøve noget andet og anderledes! Bare fordi det er anderledes, ikke fordi det er hverken bedre eller værre…
Jeg talte med en af mine venner den anden dag, om hvad man leder efter i en partner, og om det er urealistisk at have nogle ting, som man betragter som deal-breakers – ting, som man under ingen omstændigheder kunne acceptere uanset hvor fantastisk en person ellers måtte være.
Nu har jeg jo været så heldig at finde en mand i mere eller mindre første forsøg, der heldigvis godt kunne overtales til at tage med mig ud i verden på eventyr, så jeg har reelt aldrig stået i en situation, hvor jeg var dybt forelsket i en person, som var perfekt på alle andre måder, men som slet ikke kunne forestille sig at leve udenlands.
Men jeg føler mig meget overbevist om, at det virkelig er en deal-breaker for mig – jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde ikke har haft lysten til at rejse, opleve og ville dykke helt ned i hver enkel kultur jeg har besøgt.
Hver gang jeg oplever et nyt sted, drømmer jeg om at bo der, lære sproget, blive helt indfødt og vide hvordan hele kulturen fungerer… Og jeg bliver lige trist hver gang jeg indser, at det i virkeligheden slet ikke kan lade sig gøre. Jeg er nok nødt til at stille mig tilfreds med at have et godt kendskab til måske et par stykker.
Glade dage i Firenze
En glad Camilla på besøg i New York for første gang!
Utrolig udsigt fra “Godfather”-kirken i Savoca på Sicilien
På eventyr i Acapulcos gader – verdens bedste tacos!
Det blev et lidt længere indlæg end jeg lige havde planlagt, men som I kan se, så er det ikke nemt at “forklare” hvorfor jeg føler som jeg gør – hvorfor min udlængsel er så stærk, at den på ingen måde kan ignoreres. Den er en helt essentiel del af hvem jeg er, og jeg holder faktisk utroligt meget af den – og håber jeg kan blive ved med at stille den nogenlunde tilfreds 🙂
Altid på vej mod nye eventyr…
Camilla
Jeg kender godt til følelsen – jeg har altid udlængsel, men nok ikke helt så stærk som dig (siden jeg jo bliver boende her i Aarhus). Men måske det også skyldes, at min kæreste ikke har samme rejsetrang. Det har dog vist sig ikke at være en deal-breaker for os, men hvis jeg havde en ligeså rejselysten kæreste som mig selv, så rejste jeg bestemt mere. Nu skal det ikke tolkes sådan, at jeg er træt af det, for det er jeg underligt nok ikke 🙂 Tilgengæld ved jeg, at jeg på et tidpsunkt tager orlov fra arbejde i et halvt år eller mere for at komme afsted ud at rejse. Og hvis det bliver en succes, kunne jeg godt finde på at gentage det.
Kender du bloggen Dokumenterne? Her er link til den:http://kseberlin.blogspot.dk/
Det er Karen Sofie der har den, og hun har samme følelser som dig, kunne jeg forestille mig.
Jeg ved jo reelt heller ikke, om det ville være en deal-breaker, hvis jeg virkelig var forelsket…
Det sjove er, at J nok aldrig var flyttet udenlands hvis det ikke var for mig, men nu vi er kommet afsted, så er han næsten mere “vi bliver ude” end jeg er 🙂 Så nogen har det måske liggende latent 🙂
Selv nu hvor jeg bor “ude”, så forsvinder udlængslen sjovt nok ikke – så tanken om at tage et halvt eller helt år bare til at rejse, lyder helt fantastisk!
Jeg kan jo også se, at du selv har boet i Berlin – det er også en super by! Jeg tror hvis mit tyske var bedre, så kunne jeg sagtens overveje at bo der.
Jeg kender ikke Dokumenterne, men det ser rigtigt fint ud, og ja, vi har vist samme følelser, så der må jeg hellere kigge noget mere med 🙂
Jeg beundrer din eventyrslyst og din viljestyrke. Det er så fint at kunne drømme stort, at turde vove pelsen og at kunne rykke teltpælene op.
Jeg er selv ved at planlægge og drømme om et lille ophold i London med noget praktik-relateret forlagsarbejde om et års tid. Det virker så stort og så voldsomt at skulle ‘bo’ der – også selvom det blot er for et par måneder.
Jeg er måske lidt for meget tryghedsnarkoman – men omvendt elsker jeg også at rejse og at opleve nye ting. En mærkelig og ambivalent blanding, som jeg kun tror, der findes én løsning på; at springe ud i det.
Hvor lyder det spændende, Rikke!
Og ja, det kan meget nemt komme til at virke uoverskueligt – og der er mange praktiske ting som skal falde på plads, men specielt indenfor EUs grænser er det faktisk som regel ligetil.
Jeg tror det er en rigtig god idé at prøve det i et par måneder – så får man en fornemmelse for hvad det vil sige at have en hverdag uden nødvendigvis at skulle tage den helt store beslutning (og flytte alle 900 bøger ;))
Og så er det bare om at prøve det mens det er nemmest – når man er ung og uden børn er klart det nemmeste tidspunkt at rode sig ud i den slags. Så har man også lidt mere tillid til at det kan lade sig gøre hvis man vil afsted igen senere 🙂
Glæder mig til at høre med om det, når du kommer dertil 🙂
Det er en rigtig fin blog du har 😉 Glæder mig til og se mere 😉
Tusind tak, Karina! Dejligt, at du har lyst til at læse med 🙂
Interessant indlæg, som jeg helt klart kan nikke genkendende til:) Jeg vil da følge lidt med herinde – har først lige opdaget den, og jeg elsker selv at rejse.
Tak! Det er altid dejligt når nye ansigter finder herind 🙂
Ja, det er noget helt specielt, som man enten føler eller ikke gør tror jeg 🙂