23. april 2014
Feliç diada de Sant Jordi!

Der har været meget stille på bloggen den sidste tid, men det er der en meget god grund til, som jeg lige om lidt kan løfte sløret for. Lad os bare sige, at der foregår ret store ting her i Camilla-land lige i øjeblikket 🙂

Men lige nu skal det handle om min yndlings-“helligdag” her i Barcelona: Sant Jordi.

Sant Jordi (eller Sankt Georg) var en fin fyr, som hjalp en landsby, der var meget plaget af en frygtelig drage! Landsbyboerne var nødt til at ofre mennesker for at få dragen til at lade dem være i fred, og en dag kom turen til prinsessen.
Heldigvis mødte hun på vejen den flinke Sant Jordi, som i stedet dræbte dragen, og frelste landsbyen! Og der hvor dragens blod ramte jorden, voksede der en smuk rose frem…
Sant Jordi1Derfor er hele Barcelona i dag fyldt til randen med roser! På alle gadehjørner står der boder med fint indbundne røde roser, og mange støtter lokale sportklubber eller velgørende formål.

Det er tradition, at alle mænd køber roser til deres elskede, som så til gengæld kvitterer med en bog til ære for Shakespeare og Miguel de Cervantes (Don Quixote), der henholdvis har fødsels – og dødsdag d. 23 april. Derfor er der også masser af “bog-boder” at finde rundt omkring i byens gader i dag.
Sant JordiSom regel køber man også gerne roser til piger og kvinder, som man holder af eller gerne vil vise taknemmelighed. Vi plejer eksempelvis at købe roser til de søde damer i vores lokale supermarked og vores veninde/udlejer, og på min gamle arbejdsplads havde chefen altid købt roser til alle de kvindelige medarbejdere på Sant Jordi.

Sant Jordi er desuden Cataloniens skytshelgen, så derfor er de fleste blomster og bøger indbundne i cellofan påtrykt det catalanske flag.

Personligt er jeg lidt misundelig på alle der herrer, der får boggaver i dag, men jeg har heldigvis fået den smukkeste hjemmegroede rose i dag, som dufter så skønt, så jeg klarer mig 😉Rose

10 kommentarer til “Feliç diada de Sant Jordi!”

  1. Jeg ville klart vælge bogen – hvorfor skal fyrene altid have alt det sjove!? 😀

    (men fed tradition i øvrigt…)

  2. Laura siger:

    Ih, sikke en teaser med de spændende ting der foregår i Camilla-land! Og så lyder det i øvrigt som en helt eventyrsagtig dag, den Sant Jordi-helligdag. Jeg er allerede fan uden overhovedet at oplevet det 😉

    • Camilla siger:

      Ja, jeg er så meget en tease 🙂 Jeg lover meget snart (som i morgen) at fortælle mere.

      Og det er bare sådan en fin tradition, som jeg virkelig holder af!

  3. Rikke siger:

    Åh, jeg har savnet din blog og dine ord 🙂 Jeg håber, det er rare ting, der optager tiden i Camilla-land! 🙂 Skal du i øvrigt være med til readathon i weekenden? Det var så hyggeligt sidst!

    Og så virkelig fin tradition, du fremhæver her! Både roser og bøger er herlige ting, selvom jeg nok også ville foretrække bogen frem for blomsten :p

    • Camilla siger:

      Tusind tak, søde Rikke! Det er jo altid dejligt at være savnet 🙂

      Det er helt sikkert gode ting, der foregår, men de karambolerer lidt med alle mine fint lagte planer for bl.a. read-a-thon, så jeg kommer desværre nok ikke til at kunne være med alle 24 timer, selvom jeg havde planlagt (og glæder mig meget til!) det… Jeg er med fra start, og så ser vi lige hvordan dagen/aftenen/natten opfører sig 🙂
      Det er nemlig SÅ super hyggeligt, og jeg er rigtig ærgelig over ikke at kunne være 100% med denne gang – heldigvis kommer der jo “altid” et read-a-thon til, ikke? 😉

  4. Ingrid siger:

    Uh den Saint Jordi dag kunne jeg godt tænke mig at opleve. Jeg tog traditionen op her på Bornholm og cyklede ned til min søde svigermor med en blomst (afskåret) og bogen: Caruso synger ikke mere af Anne Chaplet. Hun blev mægtig glad og overrrasket 🙂

    Sikke dog med teasere om hvad de sker i dit liv lige nu. Glæder mig til at læse om dem en dag 🙂

    • Camilla siger:

      Hvor hyggeligt, Ingrid! Det er da så fint, at du har “transporteret” den fine tradition med til Bornholm 🙂 Det kan jeg virkelig godt forstå din svigermor blev begejstret for!

      Og jeg lover, der kommer meget mere om alt det nye lige om et øjeblik 😉

  5. Eeyorenyk siger:

    Med så smuk en rose, er det da næsten i orden ikke at få en bog. <3

    Og synes da det er en sød og lidt anderledes tradition. 😀

Skriv en kommentar til Den lille Bogblog